fredag den 14. oktober 2011

á l'intérieur & martyrs

Hvis det hele nu er blevet lidt for hyggeligt hjemme i sofaen og du har brug for at blive rusket lidt i, blive forarget, skræmt og forfærdet, så kan jeg kun anbefale jer at se disse franske horror-mesterværker. I øvrigt er jeg godt klar over, at jeg bruger ordet "mesterværk" relativt meget, men nu er jeg heldigvis i den situation, at jeg helt selv kan bestemme over sprogbruget på min blog. Desuden er det jo ikke sådan, at jeg decideret anmelder - derimod anbefaler jeg, og her følger én af slagsen.

Á l'Intérieur (2007) er helt uden sammenligning den blodigste film, jeg nogensinde har set. Men ulig de fleste andre film med en overflod (høhø) af blod, er dette faktisk en rigtig god historie med virkelig overbevisende skuespil, der giver den helt rigtige ubehagelige fornemmelse i maven. Vores gravide hovedperson Sarah mister i starten af filmen sin mand i en trafikulykke, hvor hun selv kørte bilen, og den egentlige handling finder sted et par måneder senere, på selveste juleaften. Sarah har, meget belejligt for handlingsforløbet i filmen, valgt at tilbringe denne aften alene - måske fordi hun dagen efter skal på hospitalet og have fødslen sat i gang, men også fordi hun naturligt nok stadigvæk er meget ked af at have mistet sin mand, og ikke rigtig har lyst til at fejre noget som helst. I løbet af aftenen ringer det på døren, og en kvinde (som vi kun kender som la femme) beder om lov til at låne telefonen. Sarah kender dog også sine gyserfilmsklichéer og siger, at kvinden må låne en telefon et andet sted, da hendes mand ligger og sover i stuen. Den uhyggelige, sortklædte La Femme informerer dog Sarah om, at hun kender alt til mandens død. Sarah får afvist kvinden og ringet til politiet, der dog ikke finder spor efter kvinden da de kommer, så de kører hurtigt igen. Og så går tingene deres helt egen, ekstremt blodige gang, med adskillige twists & turns undervejs.

Hvis  Á l'Intérieur er slem, er Martyrs (2008) helt forfærdelig. I en hemmelig kælder hos en velstående familie bliver flere unge kvinder holdt fanget og tortureret. Målet er at skabe martyrer, der i deres lidelse kan være i stand til at berette fra livet efter døden. Indtil videre er det dog ikke lykkedes nogen at overleve torturen, og det eneste de har skabt, er ofre. Filmen er en meget stærk og voldsom oplevelse, men også en af de allermest intelligente horrorfilm jeg har set i nyere tid.             

8 kommentarer:

  1. Tak for tipsene!
    Jeg står netop og skal have gyseraften med en veninde i morgen, så de faldt på et tørt sted.
    Dog vil jeg spørge dig om du mon kender nogle gode spøgelsesagtigegysere a la Børnehjemmet og Bevil's backbone (som DU jo gav mig :o)) og den der med Nicole Kidman og de døde børn... Den slags elsker vi. Jeg er blevet anbefalet House on the haunted hill, men har brug for nogle buffere :o)

    På forhånd tusind tak!
    Knus fra Nat.

    SvarSlet
  2. Uh, gyseraften lyder godt!
    Her er et par gode alternativer:
    Dark Water - både den originale og den amerikanske remake har en rigtig uhyggelig stemning over sig.

    The Lovely Bones - ikke decideret en gyserfilm, men det er en rigtig god historie.

    The Strangers - med Liv Tyler og Scott Speedman (Ham fra Felicity... :) er ret uhyggelig - på den gode, langsomme måde. Ikke så overnaturlig, dog.

    Håber du kan bruge anbefalingerne, ellers kommer jeg gerne med flere eksempler. :)

    SvarSlet
  3. Et lidt alternativt bud kunne være Session 9, der handler om et hold håndværkere, der renoverer et gammelt sindssygehospital - selvfølgelig. Det virker dog, og jeg synes i hvert fald, at den er ret uhyggelig. :)

    SvarSlet
  4. FEDT! Tusind tak - jeg håber jeg kan finde nogle af dem i blockbuster. Er især lidt tændt på den med håndværkerne ;o)
    the lovely bones er ikke lige mig - dne så jeg for noget tid siden. Men dark water har jeg længe ville se - det havde jeg bare lige glemt. TAK!

    SvarSlet
  5. Jeg har kun set den sidste.. Den var godt nok.. tankevækkende og frygtelig.. Puha..
    Vil gerne se den første film, den må vi se engang :)

    Og til Natascha: The Skeleton Key er også lidt i den retning.. den foregår i sydstaterne i usa, noget med voodoo og selvfølgelig en masse uhygge ;)

    SvarSlet
  6. Inside er ikke lige så slem som Martyrs. Man har i hvert fald ikke samme forfærdelige følelse i kroppen bagefter. :) Den tager jeg med hjem næste gang.

    SvarSlet
  7. Film som "Martyrs" og "Inside" vil jeg nok betegne som ret "svulstige" til en almindelig gyser-aften foran fjerneren. Det kunne også være, at jeg er lidt sart. :)

    Jeg har set begge og kender flere, som hylder dem som nær mesterværker. Jeg kan godt distancere mig nok til at se, at de nok har lidt ret. For det er virkelig horror-genren drejet i en ny og spændende retning. Men når jeg ser filmene og sidder midt i brutaliteten, får jeg lidt problemer med den førnævnte drejning.

    Det er virkelig rart at se horror, der skaber eftertanke. Hvor der tydeligvis har været en ide om at skabe en slags modpol på meget af det virkelig hule, overgearede, plastic-horror, der findes i filmland.

    Men jeg tror, filmene bliver for realistiske. For mig. Volden for udpenslet og troværdig. Martys er virkelig, virkelig ubehagelig. Meget af den så jeg gennem fingrene. Flere scener hørte jeg kun.

    Det er lidt a la "Irreversible" og "Eden Lake". Godt nok meget forskellige film, men film der er blevet rost. Især førstnævnte hyldes sønder og sammen. Begge film så jeg med en hård knude i maven. Begge film gjorde mig i elendigt humør. For meget, for brutalt, for realistisk, for håbløst.

    Så er det næsten en ren lettelse at se klassisk spøgelseshalløj a la "Paranormal Activity".

    Det blev meget langt.

    "Descent" kan i øvrigt også anbefales. Og i samme kategori som filmene i indlægget er der også "Captifs", som jeg dog ikke har set.

    Super indlæg. :)

    SvarSlet
  8. Meget lange kommentarer er det bedste jeg ved!

    Jeg er ret enig med dig i, at de er en anelse svulstige til en almindelig gyser-aften... Martyrs har jeg set flere gange, men der er alligevel flere scener, jeg slet ikke har set, men kun hørt - ligesom dig. Det er ikke kun den meget udpenslede vold, der gør filmene gode og anderledes, synes jeg. De kan så mange andre ting.

    Eden Lake er jeg ret begejstret for. Den frembringer også en knude i maven på mig, men det er efterhånden så sjældent at film kan gøre det ved mig, så det er oftest velkomment. Irreversible står i min reol, men den kan jeg næsten ikke holde ud til at se. (Kan dog anbefale instruktørens nyeste, Enter The Void, der også virkelig rykker nogle grænser - men med lidt mindre ekstreme scener...)

    Mine yndlingsfilm i gysergenren har altid været dem, der har inddraget det overnaturlige. Jeg er en sucker for Stephen King, spøgelser og mørke skove, og min ideelle gerningsmand er hellere et spøgelse end en sindsforstyrret psykopat. Der er jo milevidt fra en film som Blair Witch Project til omtalte Martyrs, men i virkeligheden er jeg ret glad for begge dele - på to helt forskellige måder.

    Antichrist af Trier fik præcis de samme følelser frem i mig som Martyrs gjorde, og ikke kun pga. den efterhånden gennemdiskuterede klitoris-scene.

    Descent er en af mine all-time faves, så der er jeg med dig. :) Toeren er i øvrigt okay - tydeligvis en toer, men stadig bedre end langt det meste. Captifs har jeg ikke set.

    Tusind tak for din lange kommentar. Det er nu lidt sjovere, når folk har en mening om det man skriver. :)

    SvarSlet