søndag den 13. november 2011

get lost in the memory

Jeg har haft den allerbedste og hyggeligste weekend sammen med min søde veninde, der kom flyvende helt fra Hobro for at tage forskud på julestemningen. I går gik vi først en lang tur i det gode vejr - først rundt på Christiania og ind over Knippelsbro, og derefter gik turen gennem Strædet, hvor vi fik brugt lidt penge på de fineste ting. Jul i Tivoli har hele tiden været udgangspunktet for vores weekend, så selvom vi begge synes det var liiiige tidligt nok med julemusik og klejner, var det dér vi brugte det meste af eftermiddagen. I år er temaet russisk jul, og som I nok kan fornemme, er de virkelig gået all-in. Jeg har aldrig tidligere besøgt Tivoli til jul, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for der var SÅ fint. Først på eftermiddagen var der heller ikke ubehageligt mange mennesker; de myldrede først til, da mørket faldt på. 

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en weekend alene sammen. Men vi har kendt hinanden i snart et kvart århundrede(!), så tiden fløj af sted, og egentlig havde vi slet ikke tid nok. Vi kiggede i gamle fotoalbums og grinede og græmmede os over senhalvfemsernes mode; vores halbal-outfits og tur til Italien, og det var bare SÅ hyggeligt. Hun er faktisk den eneste veninde jeg har fra min hjemby og min opvækst, og nogle gange er det bare rart at kunne referere til fælles folkeskolelærere, klassekammerater og byens originaler. Alberte på halvandet blev hjemme hos far og sagde kun HEJ og HEJ HEJ i telefonen, så der var dømt hygge helt uden forstyrrelser. I morges lavede vi morgenmad med hjemmebagte boller, pandekager, scrambled eggs, bacon og frugt - et overdådigt måltid som vi fik spist det hele af, inden jeg fik taget et billede. Yndlingsweekend!

2 kommentarer:

  1. Tak for den aller mest hyggelige og dejlige weekend. Tak for det bedste skud af de aller dejligeste minder og hvor er jeg glad for du er min ven :) Jeg er en heldig kartoffel :)

    SvarSlet
  2. Jeg er BESTEMT også en heldig kartoffel! Det var så hyggeligt, Louise. Lige hvad jeg havde brug for.

    SvarSlet