mandag den 31. januar 2011

No Surface All Feeling

I dag har været sådan en dag, hvor det har været umuligt at stå op. Nu troede jeg ellers lige, at jeg havde besejret januar og mørket, men det er som regel når jeg tillader mig selv at være mest glad, at verden beslutter sig for lige at sætte mig på plads igen. Jeg vågnede i morges med den forkerte slags sommerfugle flaksende rundt i min mave og en ømhed i alle mine muskler, selvom weekenden ikke har stået på nogen aktivitet - som i overhovedet. Efter snart 26 år kender jeg mig selv godt nok til at vide, at jeg nogle gange får konkrete fysiske symptomer når der er noget, jeg grubler over eller er ked af, og det er vist også dét, der sker lige nu. 

I dag har været sådan en dag, hvor fremtiden (især den, der står lige for døren) virker helt aldeles uoverskuelig. "Systemet" (i mit hoved personificeret ved noget der er stort, mørkt, truende og helt blottet for empati) har lukket ned for min SU, fordi jeg heller ikke ved denne eksamenstermin nåede op på de magiske 100 ETCS-point. Det kom ikke fuldstændig bag på mig, og jeg ved, at min læge gerne vil hjælpe mig med at få en påkrævet lægeerklæring og alt det dér, men det er bare så typisk. Jeg har bare på ingen måde lyst til at starte på 4. semester i morgen; stå i kø i kompendiesalget og skrive en bøn til studienævnet, så jeg kan få dispensation til endnu et forsøg til fonetikeksamen. De næste fire måneder skal bare overståes.

I dag har været sådan en dag, hvor jeg har hørt en hel masse musik. Lige nu Manic Street Preachers, som jeg i de senere år har arkiveret under "var-gode-engang" i mit sinds musikkatalog. Og det kan da godt være, at de ikke længere er helt fantastiske og spydige og skarpe i deres samfundskritik, men i dag har jeg hørt hele bagkataloget der ALDRIG svigter, og så har jeg sendt en venlig tanke til Richey Edwards, MSP's guitarist, der forsvandt for seksten år siden i morgen. For et år siden kiggede jeg lidt efter ham da vi var på Fuerteventura, der er et af de steder han er blevet "spottet" siden sin forsvinden. Jeg vil helst tænke på, at han har overvundet sine depressioner og sin cutting og lever et sted, hvor det regner meget mindre end i Wales - selvom han jo nok i virkeligheden sprang ud fra Severn Bridge.

I dag har været sådan en dag, hvor AaB har lejet Duncan til resten af sæsonen. Det har jeg tidligere udtrykt min utilfredshed over. Men som min søster har påpeget, er der ingen over holdet, så hvis han kan banke nogle kasser ind og redde vores overlevelse i superligaen, skal han da være velkommen. 

I dag har været sådan en dag, hvor jeg har sagt til mig selv, at det hele bliver bedre i morgen. Og jeg tror rent faktisk på det. Og dét gør hele forskellen.

søndag den 23. januar 2011

Starstruck i Hobro

Eftersom Aalborg Stadion ligger fem timers togkørsel fra København, prøver jeg så vidt muligt at se en kamp, når jeg er hjemme hos familien. Sæsonen starter dog først igen til marts, men så er det godt, at der er noget der hedder træningskampe! Min far, min søster og jeg tog derfor et smut til Hobro og så AaB for første gang i 2011. Og det var en helt speciel oplevelse at være så tæt på både spillere og træner (som jeg har lært at holde af). AaB vandt 2-1 med to mål af nuttede Jeppe Curth, så det var jo som dét skulle være.
Med Jeppe Curth og Kenneth Emil Petersen
Med Daniel Christensen og Jens-Kristian Sørensen
LYNGE! Vores store helt!
Selvfølgelig skal jeg bare se helt vildt åndssvag ud når jeg får taget billede med min yndlingsspiller, Kjetil Wæhler. Men vises skal det, for jeg har været HELT starstruck lige siden. Uh, det har virkelig været en god dag! Jeg er fortrøstningsfuld til forårssæsonen! :)

lørdag den 22. januar 2011

Billedspam fra hundeskoven

Den allerbedste kur mod januars knugende mørke og tristesse er uden tvivl en tur i hundeskoven. Jeg har tidligere været med Nanna i Søndermarken, hvor vi har leget med hunde til vores fødder var ved at fryse af, men det bedste er nu, når man selv har en hund med. Så hver gang jeg er i Jylland, kører vi en tur op i Rold Skov, hvor der er et kæmpestort område hvor hundene kan løbe frit og lege med hinanden. 
Silke har SLET ikke tid til at få taget billeder med Mette!
Silke er min søsters hund og en blanding af en Siberian Husky og en Dansk/Svensk Gårdhund (ja, det er den mærkeligste blanding nogensinde, men hun er IKKE til at stå for!) I går fik hun endelig lov til at lege med en rigtig Husky, men de havde så meget fart på hele tiden, at jeg slet ikke fik taget et ordentligt billede. På billedet ovenover er det Silke og Husky'en allerlængst væk, i fuld fart ud over isen. 
FIND HOLGER! (Klik på billedet)

torsdag den 20. januar 2011

Nanna og The Knife

I går aftes besøgte jeg Nanna på Nørrebro, og det var bare så tiltrængt. Jeg har slet ikke haft tid til at se mine veninder i denne helvedes eksamensperiode, og det har ikke ligefrem gjort januar nemmere at komme igennem. Så vi drak nogle øl. Og lidt flere øl. Og SÅ var det gode gamle dage igen, og derfor skulle vi selvfølgelig høre The Knife. 

Musik har for mig samme funktion som billeder - jeg har utroligt mange minder knyttet til sange, sangtekster og hele plader. The Knife vil for altid minde mig om da jeg flyttede til København i 2005, fik job i FONA og mødte overvældende mange nye mennesker. Deriblandt Nanna. Hun var 16, jeg var 20 - men jeg havde sjældent mødt et menneske jeg havde det så godt med eller har haft så meget til fælles med, og sådan er det stadig, snart seks år efter. 
 
Der er sket meget siden 2005, og The Knife har heldigvis fået den anerkendelse de fortjener. De er ikke længere bare det band, der lavede originalen af "Heartbeats", som José González formåede at gøre helt vildt kedelig. Silent Shout fra 2006 er en af de mest helstøbte og sammenhængende plader jeg nogensinde har hørt, mens Deep Cuts er en ret rodet omgang, hvor der bliver eksperimenteret med MANGE forskellige stilarter, hvoraf de mestrer de fleste til perfektion.

Jeg har svært ved at fremhæve et enkelt nummer, eftersom alt hvad søskendeparret Olof og Karin Dreijer rører ved bliver til guld. Men med kniven for struben har jeg selvfølgelig alligevel et favoritnummer - "You Take My Breath Away" - hvor den underskønne Jenny Wilson bidrager med sin smukke, smukke stemme. Karin Dreijer og Jenny Wilson er nok nogle af de sejeste kvinder i verden. De er så lækre, fordi de også tør at være grimme - se bare her:
<3 The Knife!