søndag den 31. juli 2011

seiffen, pt. I

En af de første feriedage med min familie tilbragte vi i Seiffen, et rent slaraffenland for interesserede i den Erzgebirgische Holzkunst og folk med generel god humoristisk sans. Min far er samler (begge mine forældre samler på forskellige ting - hvor mon jeg har mit samlergen fra!?), og efter at have besøgt byen, kan jeg sagtens forstå hvorfor. Der er noget helt specielt ved at gå rundt mellem alle disse træfigurer, og jeg snuppede også selv en nøddeknækker eller to med hjem, men mere om det i næste indlæg. Silke blev også på denne tur venner med en bunke mennesker, der ikke kunne stå for hendes smukke, forskellige øjne. Til sidst kedede hun sig dog lidt på trappen og fik os til at grine.  

der rennsteig

Den sidste uge af mit østtyske eventyr blev tilbragt i Schmiedefeld, en ganske hyggelig og idyllisk lille by lige midt i Thüringer Wald, og dermed også placeret lige midt på Rennsteig'en, der er en regulær Disneyworld når det kommer til vandrestier i Tyskland. Denne 160 km lange vandresti giver vandrere i alle aldre julelys i øjnene og mudder på skoene, og vi fik da også vandret... lidt... Mest når vi var ude at gå tur med Silke. Min far fik dog vandret noget mere, mest om morgenen, når vi andre stadig lå og boblede under dynen. Så var alle glade. :)

Det var en lidt speciel oplevelse at være i en by som f.eks. Oberdorf, der om sommeren nærmest er en spøgelsesby. Flere af hotellerne og restauranterne har slet ikke åbent før sneen falder - hvilket den til gengæld gør tidligt og med garanti. De store skisportssteder lå helt øde hen, men jeg er mere til blomster og grønne trætoppe end til sne, så i mine øjne var der smukkere end nogensinde.  

lørdag den 30. juli 2011

i don't want to live my life again

De første par dage i Østtyskland boede vi kun et par kilometer fra den tjekkiske grænse - og jeg oplevede en næsten barnlig glæde ved at krydse den en aften. Jeg har før været i Tjekkiet, Prag er en af mine yndlingsbyer, men jeg synes alligevel det er spændende at krydse landegrænser. Vi fandt en afspærret kirke og en overgroet kirkegård i en lille by ved navn Cínovec, og selvom lyset var ved at forsvinde, drog min søster og jeg på en lille fotoekspedition.

fredag den 29. juli 2011

der er noget om snakken...

Onsdag bragte tilfældighederne (blandt andet en kilometerlang kø foran Zoologisk Have) os en tur på Bakken. Et sted jeg ikke har besøgt siden jeg var en 7-8 år, og ikke har nogen klar erindring om - men det er jo et fantastisk sted! Jeg fik lokket min kæreste med op i øverste forlystelse, og dér fik vi farve i kinderne og vendte helt på hovedet. Vi tog også en tur i det ellers ikke så uhyggelige spøgelsestog - men pludselig stod der en rigtig mand på vores vogn og sagde bøh. Jeg blev simpelthen så forskrækket, og hurra for det, sikke en følelse!

Min kærestes forældre gav en frokost på en restaurant med udsigt til alle hestevognene, der stod på række på vejen udenfor. Selvom der var mange mennesker på Bakken virkede det slet ikke klaustrofobisk - måske fordi man gik rundt med visheden om, at Dyrehaven kun lå nogle få meter væk. Duften af popcorn og candyfloss lokkede konstant, og jeg så også nogle churros i en bod. Der var jeg desværre stopmæt, så det må blive næste gang. For jeg skal helt sikkert tilbage! Gerne med nogle venner der har lyst til at prøve en masse ting - jeg elsker forlystelser. :) 

torsdag den 28. juli 2011

Zwergen-Park Trusetal

Når man kører rundt i Thüringen, kan man være heldig at støde på en havenisse eller to. Vi ville gerne se endnu flere, så vi tog på udflugt til Trusetal og besøgte deres Zwergen-Park. Det er et meget besynderligt lille område FYLDT med havenisser i alle former og størrelser; i parken kan man køre verdens korteste tur med et lille tog; i shoppen kan man købe sig sin egen havenisse, og på museet udstilles nogle ældgamle og skrøbelige fætre under et beskyttende tag. Ved ankomsten måtte vi vente et par minutter ved indgangen, da billetsælgeren også var fungerende togfører og bratwurstvarmer, og i det hele taget var stemningen ret uhøjtidelig. 

Silke var en anelse utålmodig og væltede en havenisse - men det kan umuligt være første gang det sker. Man får også en lille smule lyst til at give dem et ordentligt spark - ligesom de små gnomes, der render rundt ved Weasley'ernes hus i Harry Potter. Apropos fiktionsnisser fik vi pludselig øje på Nisselægen David på en gynge i et træ - TOTALT yndlingsbarndomstegneserie, som jeg har set hundrede tusinde gange med min søster og veninde.

mandag den 25. juli 2011

Rollin' With My Homies

På en rar og solbeskinnet dag i Tyskland besøgte jeg Weimar og mine gode venner Goethe og Schiller. De stod placeret foran rådhuset, hvor Weimarrepublikken blev stiftet efter den første verdenskrig. Historiens vingesus blæste mig nærmest omkuld - hvordan kan SÅ mange vigtige begivenheder og personer have hjemme i sådan en lille by? Næsten alle husene var beklædt med en fin plade, der fortalte hvilken kendis (altså - kendisser for en tyskstuderende som mig, i hvert fald) der tidligere havde boet, ferieret eller gået på toilettet i området, og Goethes havehus på nederste billede skulle efter sigende være Tysklands mest fotograferede hus. Jov jov. Rundturen i Weimar sluttede passende nok i en kold krypt ved Goethe og Schillers kister. Der var ældgamle kister - fra fyrster og fyrstinder og alle deres børn, der i de fleste tilfælde døde tidligt. En dejlig uhyggelig afslutning på en rigtig hyggelig dag, og Weimar er bestemt en anbefalelsesværdig gammel, hyggelig by - også selvom man ikke er specielt historieinteresseret. Her er grønne parker, spændende små butikker og masser af bratwurst (sidstnævnte holdte jeg mig dog langt fra - pølser er ikke ligefrem min livret.) 

onsdag den 13. juli 2011

Heeresbäckerei

Her et par billeder af mit beskedne hjem. Det er helt med vilje, at jeg ikke har ryddet op før jeg tog billederne, for så ville værelset være endnu mere upersonligt og klinisk at se på... Eller noget... Værelset mangler ingenting - her er eget badeværelse, et køleskab og et par kogeplader, så det er rent faktisk muligt at lave mad herhjemme, og dermed spare lidt penge på madkontoen. Min mor har spurgt mig, om jeg så bare har levet af pasta, men det kunne jeg selvfølgelig aldrig finde på. Jeg spiser skam også knækbrød og frugt. Et fjernsyn har jeg såmænd også, og alt efter hvornår på dagen jeg laver lektier, har jeg Tour de France eller kvindefodbold kørende i baggrunden. Mit sporvognsstop ligger kun to stop fra Goethe-Instituttets sporvognsstop, men man skulle da være et skarn, hvis man ikke udnyttede sit månedskort. To stop er altså også ret langt at gå, der klokken lidt i otte om morgenen.

mandag den 11. juli 2011

Benjamin Lebert

I dag har jeg været på farten lige indtil nu, så resten af aftenen kommer til at foregå i selskab med Yogurette og Benjamin Lebert. Eller i hvert fald med hans bog "Kannst du" fra 2006. Lebert er en tysk forfatter, der udgav sin første (delvist selvbiografiske) roman "Crazy" som bare sekstenårig. Den er blevet filmatiseret med en anden af mine favoritter, Robert Stadtlober, i hovedrollen - og jeg kan bestemt anbefale både bog og film. Da jeg gik på efterskole, så jeg filmen femhundrede gange, og det ER da også lidt en ungdomsfilm, men spring den ikke over af den grund. Jeg har været SÅ forelsket i både Lebert og Stadtlober, og de har helt sikkert haft indflydelse på min kærlighed til Tyskland og det tyske sprog. De er altså også nogle ganske pæne fyre, synes jeg.  Lebert er i øvrigt - ligesom sin hovedperson "Benji" i Crazy - spastisk lammet i den ene side af kroppen.
Benjamin Lebert

Robert Stadtlober
Den anden dag faldt jeg over "Kannst du", til bare tre euro i det lokale supermarked, af alle steder, så den måtte med hjem. Jeg ved ikke, om denne roman også er delvist selvbiografisk - men den handler i hvert fald om en ung forfatter, der fik sin første roman udgivet som syttenårig... Nogle år senere lider han under en skriveblokade og rejser rundt i Skandinavien med en pige, der viser sig at være ganske psykisk ustabil. Den er ret voldsom, synes jeg, men det er bestemt kun godt. Jeg synes virkelig, at han skriver fantastisk. Hans ensomhed i selskab med andre er helt eminent beskrevet, og selvom han til tider er ganske usympatisk, kan man godt forstå, hvorfor han træffer de valg han gør. Jeg tror aldrig før, at jeg har læst en tysk roman så hurtigt. Det meste af tiden tænkte jeg ikke engang over, at den var skrevet på tysk, jeg var bare helt grebet af historien. Mens jeg alligevel er hernede, vil jeg gå på jagt efter "Der Flug der Pelikane", som er hans nyeste, og meget roste, roman.

fredag den 8. juli 2011

Dresden - Nymphenbad

Med Lisa fra New York og David fra Ohio
Jeg er heldigvis langt fra den eneste, der ikke kan overskue at gå rundt i grupper på fyrre mennesker. Jeg har derfor allieret mig med fire meget forskellige mennesker fra min klasse, og i går legede vi turister ved Zwinger-slottet. Da jeg besøgte Dresden i 2004 med min familie, var vi alle meget begejstrede for nymfebadet, så der slæbte jeg vores lille gruppe med hen. Det var heldigvis en stor succes, og det var lige så smukt og bizart, som jeg huskede det. Bagefter drak vi et par øl i en Biergarten lige ved Elben; vi ville gerne være blevet der meget længere, men vi skulle alle hjem og lave lektier. Hehe. Vi snakkede om alverdens ting, mest spændende var det dog at høre Ilyos fra Uzbekistan fortælle - hans hverdag kunne ikke være mere forskellig fra min. Det er simpelthen så fedt at få muligheden for at snakke med så mange forskellige mennesker! Jeg ved godt, at jeg allerede har nævnt det, men det er altså en helt unik oplevelse. Jeg er virkelig glad for, at jeg er rejst herned.

torsdag den 7. juli 2011

Alene i Dresden

Hurra for sporvogne!
Og fodboldgrafitti! Dynamo Dresden - super navn.
Nu har jeg endelig mulighed for at give lyd fra mig via internettet- efter at have betalt 100 euro i depositum på et kontor, der kun har åbent torsdag eftermiddag. Jeg har virkelig manglet internettet de sidste tre dage, for jeg har haft utrolig meget hjemve. Jeps, så meget, at jeg har tudet over det FLERE gange. Hvis jeg skal være helt ærlig, var den første dag virkelig forfærdelig. Mandag morgen stod jeg op klokken fire, og først klokken femten var jeg i Dresden, da turen var præget af en del forsinkelser. Og da var jeg træt! Men inden jeg kunne få nøglen til mit værelse, skulle jeg liiiiiige lave en "lille" tyskprøve på halvanden time på Goethe-Instituttet, hvor jeg altså for tiden går i skole. Derefter fik jeg stukket et kort og en nøgle i hånden, og så fandt jeg mit værelse, der ligger i verdens kedeligste lejlighedskompleks i verdens kedeligste område. Mandag aften gik jeg i seng kl. 20.30, men da jeg vågnede dagen efter, havde jeg det allerede meget bedre, og nu er jeg rigtig glad for at være her. 

Undervisningen er super! Jeg tror allerede, at jeg har lært mere hernede på tre dage, end hvad jeg har lært i løbet af tre år på universitetet. Vi er fjorten på mit hold, næsten alle er som jeg i tyverne, og jeg har aldrig før mødt så forskellige mennesker på så kort tid. Der er folk fra Sydafrika, Saudi Arabien, Sri Lanka, Grækenland, Tyrkiet, Spanien, New York, Polen, Kenya, Egypten, Frankrig og Ohio, og vi har alle sammen vidt forskellige interesser, fremtidsplaner og holdninger. Umiddelbart tror jeg ikke, at jeg får nye venner for livet hernede, men jeg skal selvfølgelig også kun være her en uge mere. Tiden går uhyggeligt stærkt.

Det er svært at nå det hele. Jeg har kun været inde i centrum én dag (Skolen og min lejlighed ligger i den såkaldte "Neustadt" nord for floden, den gamle og berømte "Altstadt" ligger syd for floden), for jeg har simpelthen ikke tid til det - selvom jeg ikke engang er specielt social. Jeg kan ikke overskue at tage ud at spise med en gruppe på halvtreds mennesker, jeg overhovedet ikke kender. Om lidt skal jeg dog mødes med Piotr fra Polen og David fra Ohio; vi skal drikke en øl, og dét kan jeg sagtens overskue.