torsdag den 29. december 2011

you must be a christmas tree

Det er trods alt stadig december, og juleaften var så hyggelig, at jeg gerne vil dele lidt mere af den gode julestemning inden året rinder ud. Der er liv og glade dage i køkkenet når mor laver mad - man kunne jo være heldig, at der faldt et lille stykke and af. Og der er varme i gulvet! Hvilken lykke, når man er en lille (eller i Milles tilfælde, kæmpestor...) kat eller hund. Jeg selv smagte på sovsen en fem-seks gange mere end nødvendigt, og som min tallerken afslører, var jeg meget glad for den. :) Min bedstemor og min søster kiggede i førstnævntes ældgamle kogebog, som hun selv har skrevet opskrifter i, da hun arbejdede som ung tjenestepige. Nu har min søster fået den, og samtidig overtaget det ærefulde hverv at lave årets chokoladekage. Den skal helst være stenhård og med et tykt lag af smørcreme i midten - og min søster er mindst lige så god til at lave den som min bedstemor. 

tirsdag den 27. december 2011

mine fantastiske julegaver

Juleaften var den bedste af slagsen i mange år - også på gavefronten. Jeg fik selv givet et par gode gaver væk, synes jeg, og jeg modtog SÅ mange dejlige gaver! Egentlig var aftalen lidt, at jeg i år mest ville få penge - dem har jeg ikke så mange af i øjeblikket, og de skal bruges på en rejse med min kæreste i det kommende år. Og jeg fik rigtig mange penge af min søde bedstemor! Derudover har mine forældre været virkelig gavmilde (de står bag det meste på billederne), så jeg mærkede overhovedet ikke til mangel på gaver under træet - jeg fik næsten pinligt mange. Jeg har ikke engang fået taget billeder af dem alle. Jeg fik nemlig også to gavekort til Matas, fra svigerforældre og onkel og tante, samt et dejligt tykt strandtæppe af min faster og hendes kæreste. Min mor er uhyggeligt god til at ramme min smag, for selvom jeg i år havde givet hende en meget sparsom ønskeseddel, ramte alle gaverne plet. Min søster forærede mig øreringene (som jeg ELSKER) + et bevis på, at jeg med hundrede kroner har støttet kampen for at gøre opdræt af burræve forbudt (hurra!), og det gjorde mig glad på en aften, der generelt stod i dyrevelfærdens tegn: andestegen var fra en glad (altså indtil for et lille stykke tid siden), fritgående and - og den smagte fantastisk.     

søndag den 25. december 2011

no one seems to be around today

I kan tro, at jeg hygger mig her i mit barndomshjem med det gode gamle julepynt - julemanden og den overdimensionerede skål risengrød er lavet af Tine, 4.A, og nissen forestiller min far, som han så ud for en ti-femten år siden, da han blev tegnet af sin kollega. Han ligner nu stadig meget godt, han har bare fået lidt smartere briller siden sidst. :) Det er mit yndlingsjulepynt, og jeg var helt skuffet, da jeg kom hjem den toogtyvende og han ikke var fundet frem - men det fik vi hurtigt rettet op på. Min søster har lavet hjemmelavede kort med hunde og glimmer, og på en af mine forældres mange julepyramider spiller englene julemusik. Juleaften var den bedste længe; helt stille og rolig og hyggelig - og indbringende, men mere om det senere. 

mandag den 19. december 2011

hitler og hundejahre

Jeg er ved at lægge sidste hånd på min opgave, der skal afleveres tirsdag kl. 15. Den hedder "Dyresymbolik og mytologi i Günter Grass' Hundejahre", og i opgaven argumenterer jeg for, at de sorte schæferhunde i romanen skal opfattes som repræsentanter for ondskab. Günter Grass har fundet inspiration i virkeligheden, når han skriver om Hitler og dennes forhold til hunde, for som billederne viser, var Hitler meget glad for hunde. Billederne er selvfølgelig også ren propaganda, da de skulle vise tyskerne en mere menneskelig side af Hitler, og jeg synes det er helt mærkeligt at se ham posere på den måde. Hans yndlingshund hed i øvrigt Blondi. Nazityskland var et af de første lande, der indførte skrappe regler mod dyremishandling, og det første land, der fredede ulven. Men det er jo ikke ligefrem dét, man husker her halvfjerds år efter...

søndag den 18. december 2011

the horrors of stephen king

Denne dokumentar er rent guf for en Stephen King-fan som jeg.  I en time guides vi igennem Kings horrorfilmhistorie, fra hans yndlings monsterfilm i tresserne, over hans dårlige jokes om Twilight-filmene til ros af både originalen og remaket af en af mine yndlingsgysere, The Ring. Han kommer altså vidt omkring, og jeg har delt den op i mindre bidder. Hver gang han viser klip fra en potentiel interessant film, finder jeg gode scener på YouTube. Det er teknisk set research i mit film- og mediehistoriefag, hvis vi strækker den lidt... Ellers er det bare en virkelig god overspringshandling.  

De sidste tyve minutter omhandler King-filmatiseringer, og det er spændende at høre, hvorfor han var fundamentalt uenig med Stanley Kubrick omkring "The Shining". Sidstnævnte tror åbenbart ikke på begrebet helvede, og insisterer på at se spøgelser som en grundlæggende positiv ting. Hotellets endeligt beskrives også vidt forskelligt i bog og film, men King anerkender dog den uhyggeligt skræmmende billedside - han mener bare, at filmen er mere surface end substance.  Begejstret er han til gengæld når det kommer til David Cronenberg, der instruerede "The Dead Zone.", og en af hans yndlingsfilm er "The Fly", som jeg så i en teenagedrengekælder i Herning hos en af mine første kærester.



En anden af hans favoritter er den i hans øjne nyskabende "Blair Witch Project", og det er tilfældigvis også en af mine yndlingsfilm. "Just talking about it, I break out in goosebumps", og sådan har jeg det også, når jeg tænker på visse scener i filmen. Han indrømmer at have slukket for lyden på et tidspunkt, og det gør jeg også, når jeg ser den alene. Samme følelse får han af Paranormal Activity-filmene.


Han snakker også om sine cameos i efterhånden mange af filmatiseringerne. Følelsen af at tilfredsstille sine fans får ham til altid at sige ja, og personligt elsker jeg når mesteren selv optræder som præst eller dommer. Min yndlingsoptræden er nok netop præsterollen i Pet Sematary. Cujo er han ikke med i, men han er mere end tilfreds med filmatiseringen og især skuespillet. Hans yndlingsfilm indenfor egen produktion er The Dead Zone, Misery og Cujo. Nå, men hele denne gennemgang er altså virkelig seværdig - mest hvis man kan lide Stephen King, men også hvis man er interesseret i horrorfilm generelt.    

fredag den 16. december 2011

zunge heraus

I forbindelse med min opgave har jeg lige læst et portræt af Günter Grass om Hundejahre (som er den roman jeg skriver om) i Der Spiegel fra treogtres. Artiklen hedder "Zunge heraus!" og har hjulpet mig meget. Jeg er på tolv ud af seksten sider! Da jeg skriblede brugbart materiale ned på den lille computer, Lillen, gik den anden på pauseskærm og viste tilfældigt dette billede af Silke i solen. What are the odds! I får lige to billeder af Silke, da hun er så ekstremt nuttet og ikke altid ser dum ud. Men det ved I vel efterhånden godt. Silke-tagget vokser sig større og større ude i siden. Jeg glæder mig sådan til at komme hjem til min familie og alle dyrene igen. Én uge, så er jeg hjemme!

onsdag den 7. december 2011

Stephen King - 11.22.63.

Det tog mig kun en uge at få læst den nyeste Stephen King, og havde jeg ikke haft min BA hængende over hovedet, havde jeg nok slet ikke lagt den fra mig overhovedet - den er nemlig en rigtig pageturner. Emnet denne gang er time-travel, og befriende nok skal vi ikke høre om skøre videnskabsmænd med avancerede tidsmaskiner, her går vejen direkte tilbage til 1958 gennem et ormehul i baglokalet af en amerikansk diner. Vores sympatiske hovedperson Jake Epping er på en mission - han skal finde Lee Harvey Oswald og forhindre mordet på præsident Kennedy. Men der er nogle år til 1963, og de bliver blandt andet tilbragt i Derry - lige efter børnene fra It (ja, den med klovnen) midlertidigt har reddet verden. Jeg elsker, når Stephen King refererer til sine andre bøger, så for mig var det en helt perfekt start på den syvhundrede sider lange fortælling.


Jeg vil ikke afsløre for meget, men det er virkelig interessant at læse om hvordan en mand fra 2011 oplever 1958. Der er en snert af den følelse man kan få ved at se Mad Men - vi ved alle sammen bedre nu, men det er også nostalgisk, trygt og rart. Okay, det ER trods alt Stephen King vi har med at gøre, så idyllen bliver selvfølgelig brudt af bestialske mord med økser og lignende, men langt hen af vejen er bogen en feel-good, american lovestory. Stephen King skriver om to slags ondskab; den overnaturlige samt den menneskeskabte ondskab, og dette er et godt eksempel på sidstnævnte. Her er ingen rabies-ramte hunde, tvillingepiger i tomme hotelgange eller onde spøgelser, men til gengæld et par helt utroligt usympatiske mænd, der er lidt for glade for at slå på deres koner.

Med 22.11.63 beviser SK (i hvert fald over for mig), at han heldigvis er langt fra at være færdig med at skrive. Hans forrige bog, novellesamlingen "Full Dark, No Stars" var en lille smule skuffende, men nu er han tilbage for fulde omdrejninger. I denne weekend bliver filmatiseringen af en af mine yndlingsbøger "Bag of Bones" i øvrigt vist i USA - jeg glæder mig helt vildt til at se den!

mandag den 5. december 2011

the walking dead - mid-season finale

I søndags løb foreløbigt sidste afsnit af anden sæson af The Walking Dead over skærmen i USA, og nu skal vi vente helt til februar for at få resten. Det er ulempen ved slavisk at måtte se det nyeste afsnit så hurtigt som muligt, og derfor jeg oftest venter til der er en hel sæson med at kaste mig over en tv-serie. Jeg har været ret begejstret for anden sæson også - den lever bestemt op til første, selvom den sine steder er en anelse lang i spyttet. Fyrre minutters dialog er dog bestemt til at leve med, for de sidste ti minutter af hvert afsnit er helt fantastisk zombie-action. Instruktør Frank Darabont er siden sidst blevet fyret, hvilket jeg finder rigtig ærgerligt - der gik rygter om, at Stephen King skulle være gæsteinstruktør på et afsnit, men det er helt sikkert udelukket nu. Tilsyneladende var han ikke tilfreds med de stigende budget cuts - han skulle lave tretten afsnit af anden sæson for de samme penge som seks afsnit af første sæson kostede. Jeg håber ikke, at det bliver alt for tydeligt til foråret. Men sikke en mid-season finale! Nå, ingen spoilers - glæder mig til februar!  

fredag den 2. december 2011

mad men

I løbet af de sidste par måneder har min kæreste og jeg pløjet os igennem alle fire sæsoner af Mad Men, og jeg kan faktisk ikke rigtig finde ud af, hvad jeg synes om det. Bevares, det ER da virkelig en flot og spændende serie, men den virker bare ikke specielt overbevisende, og så er den simpelthen for unuanceret i skildringen af de forskellige menneskeskæbner. January Jones' karakter Betty Draper var lige fra starten en af mine favoritter - hun var noget mere kompleks end hvad man kunne forvente og vækkede nok alle kvinders sympati - men i de sidste par sæsoner har hun KUN været på skærmen når hun er utilfreds og skælder børnene ud, og nu fremstår hun mest af alt som en sur kælling, der ikke længere er vigtig for historien. Det er for nemt, og det er en skam.

Serien forsøger at favne alt for bredt, og det gør, at alle problemerne virker særdeles overfladiske. Peggy Olsons uønskede graviditet og medfølgende indlæggelse behandles i halvandet afsnit, og derefter fortsætter hun frisk og frejdig med sit arbejde som om ingenting var sket - what the fuck? En anden potentielt interessant sidehistorie er om homoseksuelle Sal og hans helt utroværdigt søde kone, der må være mere end almindeligt langsomt opfattende. Denne historie når dog heller aldrig at udvikle sig - pludselig er Sal fyret (og dermed skrevet ud af serien), og det eneste man står tilbage med er endnu et lidet flatterende karaktertræk ved Don Draper - han er også homofobisk.

Forstå mig ret - det ER en ganske hæderlig serie, men jeg forstår simpelthen ikke den hype der er skabt omkring den. Jeg tror aldrig, at vi på min arbejdsplads har solgt så mange eksemplarer af en tv-serie som med Mad Men - og det er ALLE typer, der køber den. Hvorfor? Som skrevet på dvd-boksen er den lavet af skaberne af Sopranos, der efter min mening er klasser bedre end Mad Men - et meget mere ærligt og rørende billede af en gruppe mennesker. Paradoksalt nok virker Sopranos' gangstermiljø hundrede gange mere troværdigt end dette kunstige glansbillede af starttresserne - der er forhåbentlig ikke nogen der for alvor tror på, at vi får bare nogenlunde realistiske skildringer af reklamebranchen. 

Serien er derudover spækket med seksuelle, chauvinistiske, racistiske og homofobiske punchlines - fordi "sådan var det dengang", men det virker nærmest som en undskyldning og blåstempling af igen at grine af ting, der for længst er blevet politisk ukorrekte. Hvis jeg vil se grove jokes, tænder jeg for South Park og American Dad, der går så meget over stregen at det KUN kan være sjovt - i Mad Men er det kun sjovt første gang Roger Sterling kommenterer Joan Harris' "perfect ass". Betyder alt dette, at jeg ikke skal se femte sæson? Nej da - til marts tager vi en tur mere. :)