fredag den 17. februar 2012

movies on my mind #2

Amadeus fra 1984 af Milos Forman er virkelig et lille mesterværk, og jeg er glad for, at jeg endelig fik en anledning til at få den set. Vi skal arbejde med den i fiktionsteori- og analyse, og min kæreste og jeg brugte lørdag aften på denne 173 minutter lange film. Mozart selv spilles forrygende af Tom Hulce - jeg bliver glad, hver gang han griner på upassende tidspunkter. Og så er deres tøj jo helt fantastisk - især kjolerne. Les quatre cents coups (Ung Flugt) fra 1959 af Truffaut var loooong overdue på min liste over film, jeg burde have set for længe siden, men det gør den jo ikke dårligere. I sort og hvid skildres en generationskløft af de helt slemme, og en opdragelsesmetode gone wrong. Man føler virkelig med stakkels Antoine, hvis figur i øvrigt er bygget på en ung Truffaut, ligesom resten af historien også er delvist selvbiografisk. Det var starten på den franske nybølge, og der er bestemt også nogle unikke scener - jeg kommer i hvert fald til at huske karruselscenen længe; jeg blev næsten lige så svimmel som havde jeg været der selv. Når kirsebærtræerne blomstrer er af tyske Doris Dörrie og fra 2008, og den handler om Rudi, der er dødeligt syg uden selv at vide det. Hans kone tager ham med ud på en sidste rejse rundt for at besøge deres børn, men uheldigvis dør hun selv undervejs. Rudi savner hende og rejser til Japan for at opholde sig hos yndlingssønnen og lære lidt mere om den kultur, hans kone var så glad for. En halvtam Lost in Translation med en forudsigelig slutning, men der er bestemt nogle fine billeder undervejs.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar