onsdag den 1. februar 2012

Stephen King - The Shining

Et af Stephen Kings allermest kendte værker er den fremragende The Shining fra 1977. De fleste, der har læst en enkelt King-bog, har læst netop den - og med rette, for det er virkelig et mesterværk. Det er historien om den lille familie, der skal passe det kæmpestore Overlook Hotel i det halve år det er lukket for vinteren, og som de fleste ved, vælter det herefter frem med fortidens spøgelser og ondskab. Jeg læste bogen første gang som meget ung, og det er helt klart en af de bøger, der har skræmt mig allermest. Det er en fantastisk fornemmelse, at ens egen fantasi i fællesskab med disse velskrevne ord kan skabe et univers så uhyggeligt, at man ikke tør læse. Helt samme effekt har den ikke længere, men det er stadig en af Kings allerbedste, og jeg genlæser den med jævne mellemrum.

Filmen af Stanley Kubrick fra 1980 er efter min mening OGSÅ et mesterværk. Den er så umiskendelig Kubrick-agtig, og det er nok derfor, at Stephen King var utilfreds med den. Han er nok det eneste menneske i verden, der synes, at hans egen made-for-TV miniserie fra 1997 er meget bedre. Den fortjener også et ord med på vejen - jeg har den skam også i samlingen, og den er slet ikke så slem endda, bortset fra drengen der spiller Danny. Han er sindssygt irriterende og en af de dårligste barneskuespillere jeg nogensinde har set, men det opvejer vel bare for den ret belastende Wendy i Kubricks version, der bare har så meget andet - vigtigst af alt Jack Nicholson, som jeg ELSKER. Filmen har jeg også haft lidt svært ved at se alene (det hjælper altid at skrue lidt ned for lyden...), men efter snart ti gensyn er uhyggen ved at foretage sig. Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg gerne ser den ti gange mere, og den scorer, ligesom bogen, 9.8 på min skala. Miniserien får 7.0, men det er måske mest fordi jeg er fan - den tåler i hvert fald ikke ti gensyn...

Til efteråret kommer Dr. Sleep, der er en sequel til The Shining. Den følger Danny, der nu er et par og fyrre og bor i New York, og han arbejder på et hospice, hvor han hjælper ældre mennesker med at dø - ved hjælp af overnaturlige kræfter. Jeg glæder mig virkelig meget til at finde ud af, hvad Danny har lavet i alle disse år.   

4 kommentarer:

  1. Efter al din snak om Stephen King (og min kærestes hoppen i sofaen over samme), så købte jeg The Shining for sølle 3 kr i genbrugsen (Sådan er det jo at bo på landet, hehe). Jeg glæder mig til at gå i gang!

    Filmen er jeg dog ikke videre begejstret for, den er slet ikke så uhyggelig som alle siger - men det er nu nok fordi jeg forventede at skide i bukserne af skræk, og derfor ventede på det skete. Jeg så den alene som nyudsprungen teenager.
    Måske jeg burde se den igen, nu når min respekt for filmmediet også er vokset :)

    SvarSlet
  2. Nej, jeg kunne godt forestille mig, at filmen er lidt antiklimaks efter al den hype omkring den. Jeg så den med en veninde, der lige havde læst bogen, og hun var heller ikke helt vildt imponeret.

    Men se den igen - rent filmisk er den altså virkelig godt lavet. :) Og bogen burde få dig til at ryste lidt i bukserne - ellers er du bare meget sejere end mig. (Eller femten år ældre end da jeg læste den første gang). :)

    SvarSlet
  3. det lyder så godt med den bog. den glæder jeg mig også virkeligt meget til at læse. gad vide om danny stadig lugter appelsiner når han skinner.

    SvarSlet
  4. Rannvá, det gør han helt sikkert. Noget af det jeg elsker ved King, er at han er så detaljeorienteret og skaber sammenhæng mellem sine bøger, så mon ikke Danny lugter appelsiner igen. :)

    SvarSlet