søndag den 5. februar 2012

winter is coming

Det store termometer på Rådhuspladsen viste minus ni grader for en halv time siden, da jeg sagde farvel til Lærke. Vinteren er med sin mørke og kulde bestemt ikke min yndlingsårstid, men det er altså noget helt andet, når kulden og sneen først kommer i februar, og ikke den første november. Kulden er meget nemmere at overskue når solen får lov at kigge frem, og når dagen ikke slutter og æder lyset klokken fire. Så hjælper det selvfølgelig også med den rigtige påklædning, og i min lillebitte hjemby fandt jeg i sidste uge tre lækre, varme sager - en poncho, en striktrøje og en strikkjole til halvfjerds procent. Haps, haps, haps. 

Lærke og jeg spiste her til aften buffet på RizRaz, udnyttede gratis refill på colaen og fik pistachemousse og chokoladekage til dessert. Derefter gik turen i Grand for at se Testamentet, der sidste år vandt prisen for bedste danske dokumentarfilm på CPH:DOX - og det er fuldt fortjent. Persongalleriet var simpelthen så perfekt, og historien så god, at man skulle tro der lå et manuskript bag. Filmen følger 33-årige Henrik fra Skals, et arbejdsløst, potrygende metalhoved, der er utrolig sympatisk og altid god for lidt lommefilosofi. Da hans meget velhavende morfar dør, forventer Henrik og hans brødre at arve flere millioner, men tingene trækker ud, og familiestridigheder er uundgåelige. Det er et meget (!) ærligt portræt af to brødre, der har tilbragt hele livet i en venteposition; hvis far er supernederen og har introduceret dem for thailandske prostituerede (dokumenteret ved deciderede samlejeoptagelser fra en hjemmevideo), og hvis mor er død af druk. Storebroderen har i sit korte liv allerede været i fængsel i syv år, samt levet på gaden i fem, og han ryger RET mange joints i den halvanden time lange film - for at fortrænge lysten til stærkere stoffer.

Testamentet er en virkelig rørende dokumentarfilm. Den er også virkelig sjov; der kommer altså nogle ægte guldkorn fra denne familie. Til tider er den måske grænsende til at gøre grin med sine hovedpersoner (eller måske synes jeg bare, at publikum nogle gange grinede på de forkerte steder), men det er på den anden side Henrik selv, der udstiller alle sider af sig selv i en form for terapi. Testamentet er helt klart den bedste danske film jeg har set siden Triers Antichrist, og en af de bedste dokumentarer overhovedet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar