fredag den 30. marts 2012

lyset stander stille på livets kyst

I går sagde vi farvel til min faster i en lillebitte kirke, der var fyldt til randen med smukke blomster. Vi sang "Se, nu stiger solen af havets skød", der måske nok er den smukkeste og sørgeligste salme overhovedet, og det rørte mig dybt. Begravelser er en sær ting; midt i al sorgen kan man også trøste sig ved tanken om, at hun nu ikke længere lider. Jeg glædede mig også over at se mine kusiner og min fætter igen; jeg har en rigtig lille familie der er spredt ud over det hele - også landets grænser - så det er desværre sjældent vi er samlet. I går mødte jeg min kusines to søde drenge for første gang, og dermed var hele fire generationer samlet i min bedstemors stue. Man kunne bare ønske sig, at omstændighederne havde været anderledes.

1 kommentar: