fredag den 16. marts 2012

pants on fire

Jeg har haft bukser på i dag for første gang i årevis. Rigtige bukser! ("Rigtige" bukser er for mig bukser med lynlås og knap - og uden nogensomhelst form for elastik eller stretch i taljen.) Jeg har en million haremsbukser, leggins (som jeg aldrig kunne finde på at bruge som bukser) og bukser med stretch, men i morges tog jeg altså mine sorte, skinny jeans frem nederst fra bunken. Det så faktisk slet ikke så dumt ud - jeg tog endda mig selv i at stirre beundrende på min egen numse. Jamen, jeg vidste slet ikke, at den kunne se sådan ud! Glad og fyldt med selvtillid cyklede jeg til KUA - havde kun lyst til at knappe bukserne op den sidste halvdel af vejen (en tur, der max tager fem minutter...). Havde glædet mig til to timers gennemgang af det tyske vokalsystem ("glædet mig" er måske stærke ord at bruge), men underviseren havde andre planer - vi blev inddelt i grupper og skulle TIL TAVLEN og fortælle om hver vores vokal. Da jeg rejste mig havde jeg en ustyrlig trang til at hive op i mine bukser, men alle kiggede, jeg kender ikke navnet på en eneste, og jeg lod være. Stod altså ved tavlen i mine bukser, der pludselig føltes alt for stramme og forkerte, og stammede mig igennem noget med nogle fællestræk ved de spændte vokaler i tysk retskrivning.

Det er i øvrigt ustyrligt ufedt. Ikke at kende nogen på sine hold når man skal lave gruppearbejde. I film- og medievidenskab kender jeg efterhånden et par stykker. Men mest pga. "og så sætter I jer lige sammen to og to og snakker om Bordwell's holdning til off-screen sound" eller lignende - så er der som regel en stakkel, der heller ikke har nogen at sætte sig sammen med. I fonetik har jeg dog ikke gjort mig de store anstrengelser for at lære folk at kende - jeg må helt ærligt sige, at jeg ikke har behov for det - og så er det altså anstrengende, at næsten hele dagen i dag gik med meningsløst gruppearbejde. Knægten jeg snakkede med var nu ganske fin - han har også dumpet fonetik en gang eller to og kendte ikke nogen - en nederen fællesnævner, men en fællesnævner none the less.

Alt i alt har det været en dejlig fredag, og det er nok ikke sidste gang jeg tager mine skinny jeans på. Måske jeg bare lige skal øve mig lidt herhjemme i at gå med stramme bukser igen. Delte i øvrigt en pizza med min kæreste til frokost. Og skiftede bukser - til nogen med stretch og plads til pizza-mave.    

2 kommentarer:

  1. whoooaaa, du er buksevild! Siger den anden kjole-dame!

    SvarSlet
  2. Yeah! Tak for rosen! Det må være svært at sætte sig ind i, hvis man tit går med bukser, men du må kunne forstå hvordan det føles. :)

    SvarSlet