søndag den 17. juni 2012

I wasn't born with enough middle fingers

Egentlig har jeg slet ikke lyst til at skrive om koncerten i går, for der vil mangle så meget mere, der er så mange usagte ting mit forhold til den fantastiske institution, der er Marilyn Manson. Jeg har det mærkeligt ved bare at nedfælde et par hurtige linjer om en koncert, når denne mand indirekte har reddet mit liv. Han fortjener fem tusinde sider og min ubetingede dedikation opmærksomhed. Men et par hurtige linjer bliver det, for jeg er lige kommet hjem til min familie, og jeg kom til at græde lidt af træthed over aftensmaden. Jeg trænger simpelthen så meget til at slappe helt af et par dage på mit teenageværelse. Jeg blev da også sytten år igen da tæppet gik i går, og Manson og Twiggy stod lige foran mig - det samme gjorde Nanna, og det var fem kvarter i himlen. Og i silende regnvejr, vel at mærke - og nej, jeg havde alligevel ikke taget mine gummistøvler på. Marilyn Manson var i absolut topform, og det var en meget bedre koncert end den fra nul-syv. Jeg døde lidt af lykke, da jeg hørte Tourniquet og Antichrist Superstar, og han spillede ikke et eneste nummer fra de sidste to, helt forfærdelige plader, så det var bare helt perfekt. Mit kamera ville helt sikkert have druknet i regnen, så det blev altså i lommen - billederne er derfor ikke mine, men alligevel ret aktuelle. Nu må jeg hellere se den der landskamp. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar