fredag den 1. juni 2012

The Smashing Pumpkins - Siamese Dream

Et af de bands, der er blevet hørt allermest på mit teenageværelse er The Smashing Pumpkins. Min fascination startede, da jeg som tiårig så videoen til Bullet With Butterfly Wings på MTV, og jeg har ikke kigget mig tilbage siden. Jeg har ikke tal på alle de gange jeg har ligget på min seng og lyttet til især Mellon Collie And The Infinite Sadness og Adore, som jeg kender ud og ind, og hvis tekster jeg aldrig glemmer. Billy Corgan er nok et af de mennesker jeg allerhelst vil drikke en øl med, og han har bestemt også været genstand for noget teenageforelskelse. Mit VHS-bånd med alle musikvideoerne er helt tyndslidt i 1979-videoen, hvor Billy sidder på bagsædet af en bil og smiler det sødeste smil i verden. Jeps - der er ét eller andet over denne høje, skaldede mand. 

Billy Corgan har hele sit liv kæmpet med OCD, depressioner, selvskade og tanker om selvmord, og det er jo desværre alle sammen ting, jeg selv er bekendt med. Det lyder så banalt, men det gør bare, at musikken rører mig endnu dybere. Jeg har godt nok tudet mange gange til Crestfallen fra Adore, men mindst lige så mange gange har jeg, boblende af glæde, sunget Today i uskøn fuldeduet med Nanna, eller hørt Disarm uhyggeligt højt under opvasken. Da jeg gik på gymnasiet i Randers havde jeg fyrre minutters bustur hver vej og masser af tid til at høre alt muligt musik, men én ting var sikker - når jeg gik fra bussen op til skolen, hørte jeg hver dag Thru The Eyes of Ruby, som uden sammenligning er min yndlings Pumpkins-sang.

Smashing Pumpkins er indirekte også skyld i, at jeg bor i København. Altså, jeg var nok flyttet herover uanset hvad, så det er selvfølgelig at stramme den lidt, men de var i hvert fald skyld i, at jeg kendte nogle mennesker da jeg flyttede. Chrelle har jeg nemlig mødt på det danske Smashing Pumpkins-forum, der mest af alt bare var en lille trofast skare, der diskuterede SP og alt muligt andet på nettet. Vi mødtes et par gange på Roskilde Festival, der blev holdt et par fester, og snart vidste alle mere eller mindre hvem hinanden var. Jeg mødte også en anden fyr fra København på siden,  og via ham en bunke andre søde mennesker, som jeg virkelig har haft det godt sammen med. Jeg fik også et værelse i en af vennernes lejlighed (og ham skal jeg se spille om et par uger på Copenhell!), og selvom jeg nu opdagede en hel masse ny musik, hørte jeg stadig rigtig meget Smashing Pumpkins, især når jeg gik lange ture på Nordhavnen. 

Nå, jeg kunne blive ved - jeg har slet ikke fortalt om de to koncerter, jeg har været til. Men nu må jeg altså have mig en lur. Min kæreste har smittet mig, og nu er jeg mere forkølet, end jeg har været i årevis. Måtte melde mig syg på arbejde, og må droppe Kitty Wu-koncert med Lotte, Heidi og Stefanie i aften. Kan kun ligge og snøfte og læse lidt fonetik af og til, selvom jeg snart ikke kan gøre mere på dén konto - nu må det bære eller briste. Indimellem tillader jeg dog mig selv at høre musik, svælge i gamle minder og ramble løs herinde. Billederne forestiller i øvrigt, som indlæggets titel antyder, Siamese Dream, der sidste år blev genudgivet på vinyl - og hvilken lækker en af slagsen. Den kunne jeg ikke stå for, og da jeg sidst vandt en konkurrence på arbejdet, røg den med hjem til samlingen.       

3 kommentarer:

  1. It's the prettiest thing ever.

    ... jeg vil også have den.

    SvarSlet
  2. I øvrigt ret sindssygt at Bønne skal spille på Copenhell. Det kører sgu da meget godt for ham.

    SvarSlet
  3. Ja, den er bare SÅ fin. Jeg bliver nok nødt til at købe Gish også. Og de andre, når de kommer. Suk. Der kommer i øvrigt et nyt album om et par uger, men glæder mig faktisk mere til genudgivelsen af Mellon Collie. Heh. Ja, det går helt godt for ham! Har slet ikke fået set dem live endnu, det er egentlig for dårligt. Men nu får vi jo chancen! :)

    SvarSlet