søndag den 12. august 2012

in the shadow you gave me a rainbow

Torsdag formiddag skulle vi være ude af lejligheden, og turen gik gennem parken mod banegården en lille kilometer væk - umiddelbart ikke noget problem. Men jeg havde gigantiske tømmermænd. Ikke så slemme som sidst, heldigvis, men Heidi og jeg havde drukket lidt for mange bobler aftenen inden, og det måtte jeg nu bøde for.  Bestilte en sandwich på Subway, men kunne kun spise en enkelt bid. Godt, at den kun kostede seksten kroner. Og så stod vi i kø længe, spurgte billetsalgsdamen med overskæg 'do you speak english?', hvortil hun svarede nej. Fik dog alligevel købt fire billetter til Katowice, med afgang en time efter. Og så var toget lige en halv time forsinket oveni. Et lyntog kan man heller ikke rigtig kalde vores transportmiddel - der er vel firs kilometer fra Krakow til Katowice, men turen varede to og en halv time. I en ret hyggelig kupé, dog, og med en ganske fin udsigt det meste af tiden - desuden havde vi ikke travlt.

Og så nåede vi endelig Katowice. Byen, som vi nærmest var blevet advaret imod fra flere kanter - senest af den polske dame i kiosken i Kastrup Lufthavn, der solgte mig en cola; "Katowice? Nej, nej, nej. Bliv i Krakow. Meget bedre." Det skulle efter sigende være den mest betongrå og kedelige industriby i hele området, men så slemt var det overhovedet ikke. Vi havde også vejret med os, hvilket hjælper på alting, men jeg synes nu, at Katowice havde nogle gode... detaljer. Især var jeg vild med bygningen i de grønne nuancer; den var pæn på sin helt egen, kitchede måde. Det tager dog lidt af charmen, at det ifølge google translate er hovedkvarteret for militæret i området, but you can't have it all, I guess. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar