fredag den 31. august 2012

Stephen King - Lisey's Story

I sommerhuset genlæste jeg Lisey's Story fra 2006. Hovedpersonen er enken Lisey Landon,  gift med den meget succesfulde forfatter Scott Landon, der døde to år tidligere. Historien er flettet sammen af to handlingsforløb; nemlig Liseys nutidige liv, samt fortællingen om hendes mand og hans helt umenneskelige opvækst. Der var seriøs psykisk sygdom i Scotts familie, manifesteret ved enten overdreven, voldelig adfærd eller en dyb, katatonisk tilstand - og Scotts far hørte til den første kategori. Som barn havde Scott et tilflugtssted i en anden verden, Boo'ya Moon, hvor han især søgte hen efter faderen havde slået broderen Paul ihjel. Boo'ya Moon er et forunderligt og smukt sted, men også et farligt sted, fyldt med distraherende, lokkende og farlige skabninger. Lisey har gennem mange års samliv lært sin mands hemmeligheder at kende, men hun har fortrængt dem og skubbet dem fra sig, af frygt for selv at miste grebet med virkeligheden. Efter Scotts død bliver hun dog stalket af en skør fan, der er ude efter upublicerede manuskripter, og da han viser sig at være særdeles farlig, bliver hun nødt til at søge hjælp i Boo'ya Moon. 

Lisey's Story er en romantisk og meget rørende kærlighedshistorie - der samtidig er dybt væmmelig, ulækker og uhyggelig, så det er lige som jeg bedst kan lide det. Visse elementer i bogen minder liiiidt om noget, der er set før (jeg forestiller mig f.eks. deres hus og tilhørende skrivelade som værende næsten identisk med huset i Bag of Bones - og så er det mildest talt ikke første gang, at SKs hovedperson er forfatter), men i denne nye kontekst gør det ikke noget.  Og jeg elsker alle referencerne til andre King-værker; hvoraf den vigtigste må være at handlingen foregår i Castle Rock, Maine, ligesom også Cujo, Needful Things, The Dead Zone, The Dark Half samt meget af handlingen i Bag of Bones gør det. Der er dog ikke kun gammelkendte temaer og steder i Lisey's Story. SK bevæger sig for alvor ind på nyt territorium i sin beskrivelse af Liseys familie. Båndet mellem Lisey og hendes søstre er nemlig fremragende godt fortalt af en mand, der ikke selv har nogle søstre. Kærligheden, overbærenheden og ikke mindst irritationen er evigt til stede, og SK er heller ikke bange for at tage de helt tunge emner op i familiebeskrivelsen - her er både selvskade og selvmordsforsøg beskrevet på en sober og skræmmende realistisk måde.  

Sangteksten fra "Where the Stars go Blue" af Ryan Adams står lige før bogens første kapitel. Den sang er en af mine yndlingssange i hele verden, og en sang jeg har hørt meget, når jeg har haft det rigtig svært. Det betyder derfor utroligt meget for mig, at det lige netop er den sang Stephen King bruger i en bog, hvor selvskade er et af emnerne. At skære i sig selv kan ofte handle om at få afløb for nogle følelser, som man overhovedet ikke har kontrol over, og i Lisey's Story er det for at kunne kontrollere ondskaben, at faderen skærer i sig selv og sine sønner. Ingen af delene hjælper selvfølgelig i længden, men vigtigheden i at anerkende og prøve at forstå den trang hos sine medmennesker understreges flere gange i romanen, der nok har en placering på min endnu ikke udfærdigede Stephen King- top ti. Jeg var virkelig rørt og meget opslugt af den - også selvom det er anden gang jeg læser den. Bogen er endnu ikke filmatiseret, men jeg gad godt se en instruktør prøve kræfter med især Boo'ya Moon.      

2 kommentarer:

  1. Det er virkelig en fantastisk bog!
    Ps. man bliver da aldrig irriteret på sine søstre!

    SvarSlet
  2. Den er virkelig rørende, synes jeg.
    Og nej, det er selvfølgelig en rent hypotetisk situation, det med at være irriteret på sine søstre... ;)

    SvarSlet