torsdag den 30. august 2012

yes, in a dream all my teeth fell out

Sommerhusturen gav også gode eksempler på de af naturens skabninger, der ikke rigtig kan siges at være nuttede; nemlig hvepse, måger og krabber. Hvepsene, der havde bygget det smukkeste hus under taget på redskabsskuret, lod os faktisk være i fred hele tiden - i sådan en grad, at vi længe troede det var bier. Mågerne var sindssygt store. Min mor nævnte "The Birds" af Hitchcock, og derefter følte jeg hele tiden de kiggede ondt på mig. I virkeligheden var de nok bare lidt mugne over at blive forstyrret midt i aftensmaden - den klamme bunke midt på stranden er hundredevis af krabber, der er blevet smidt ud som affald af fiskerne. Krabber har jeg altid haft det lidt mærkeligt med. Mine følelser placerer sig et sted mellem fobi og fascination, for krabber er vildt seje. Men jeg havde en periode, hvor jeg drømte om dem hele tiden. Engang drømte jeg, at jeg lå i komalignende tilstand på noget lavt, stillestående vand, hvor jeg efter flere måneder fødte en krabbe. Krabben kogte jeg(!) og spiste(!!) sammen med Chrelle, der var krabbens far. Freaky shit. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar