søndag den 21. oktober 2012

Stephen King - The Bachman Books pt. III

Den sidste roman i 'The Bachman Books' var The Running Man, der om muligt er endnu mere hæsblæsende end The Long Walk. Hvert kapitel er en nedtælling fra hundrede, og det var svært ikke liiiige at snuppe et kapitel mere, når jeg først var gået i gang. Hovedpersonen er den sympatiske Ben Richards, året er 2017, og der er alvorlig mangel på alle naturlige ressourcer. En lille overklasse lever i luksus, mens resten af befolkningen skjuler sig i etagebyggeri eller dør af ellers harmløse sygdomme - Bens lille datter har influenza, og de skyhøje priser på medicin på det sorte marked får ham til at melde sig til The Running Man, et vanvittigt populært underholdningsprogram, selvom han godt ved, at han nok ikke kommer til at se sin familie igen. Men for hver time han i konkurrencen kan holde sig skjult for the hunters, får hans familie hundrede dollars.

Og han er virkelig jaget vildt. To gange om dagen skal han sende en videooptagelse af sig selv til tv-kanalen, der påstår, at de ikke videregiver oplysninger om hans opholdssted til jægerne. Men de er altid lige i hælene på ham, og det er næsten umuligt at finde gemmesteder - og endnu mindre folk at stole på. Historien udvikler sig ganske uforudsigeligt, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem. 

Filmen fra 1987 er til gengæld helt forfærdelig, men den har nu heller ikke ret meget med sit litterære forlæg at gøre. Udgangspunktet er stadig konkurrencen The Running Man, men stort set alt andet er ændret, og den har virkelig fået action på drengen, undskyld udtrykket. Arnold Schwarzenegger spiller Ben Richards, der i denne udgave er helikopterpilot i militæret, og han ryger i fængsel, da han ikke vil nedskyde en gruppe ubevæbnede demonstranter. Han slipper selvfølgelig fri fra fængslet i en storstilet fangeflugt (og der er stadig ikke gået mere end ti minutter), men bliver senere tvunget til at stille op i The Running Man. Også her er der mildest talt skruet op for intensiteten - konkurrencen minder nu mest af alt om en vildt urimelig gladiatorkamp, hvor den ene part er bevæbnet med alt fra motorsave til flammekastere, mens den anden (Arnold, selvfølgelig) må sætte lid til sin høje intelligens og hurtige reaktionsevne. Der er selvfølgelig også en lækker firserchick med, som han skal passe på og redde på de mest ubelejlige tidspunkter. Der var så meget action at jeg mistede koncentrationen undervejs - men jeg havde altså heller ikke forventet mig meget andet af en actionfilm fra firserne med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen... 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar