søndag den 11. november 2012

all those angels with their wings glued on

Fredag var den bedste dag i meget lang tid. Rannvá og jeg brugte det meste af eftermiddagen på Vestre Kirkegård, der ligger tæt på Enghave Station. Det var mit første besøg på Danmarks største kirkegård, men det bliver bestemt ikke det sidste - har faktisk planer om at tage Nanna med derud allerede i morgen. Der var så smukt og eventyrligt i afdelingen med de gamle, kæmpestore familiegrave, at vi følte vi var trådt ind i en helt anden verden. Vi var også på den jødiske og den katolske kirkegård, der var smukke på hver deres måde, og selvom vi gik rundt i flere timer, er der stadig meget af kirkegården vi ikke har set endnu. Da det begyndte at blive mørkt, gik vi ned på MOHS exhibit på Sønder Boulevard, hvor den ret fantastiske John Kenn Mortensen udstillede i noget større format, end de post-its hans normalt tegner på. Udstillingen fortsætter til den 24. november, og jeg synes bestemt I skulle kigge forbi, hvis I har muligheden - det var virkelig betagende.
Fredag aften tog vi til Headbanger's Ball(!) på BETA, hvor vi så Rising spille. Vi kender begge to forsangeren Henrik - faktisk boede jeg på et værelse i hans lejlighed på Østerbro det første halvandet år jeg boede i København, men har sidenhen ikke snakket så meget med ham. Det var virkelig en oplevelse at se ham stå og fyre den af på en scene, mens metalpublikummet headbangede og sendte djævletegn til bandet. Bagefter stod vi udenfor i en times tid og snakkede, og det var slet ikke til at mærke, at det efterhånden er fem år siden vi kendte hinanden rigtig godt. Rannvá og jeg gik lidt tidligt hjem, da jeg skulle arbejde i går, og vi sluttede den enormt gode dag behørigt med cola og chokolade i store mængder.

5 kommentarer:

  1. Jeg har boet lige ved siden af den kirkegård. Der er så smukt.

    SvarSlet
  2. Der må du tage mig med hen en dag!

    SvarSlet
  3. fasterfis: Jeg anede slet ikke, at den eksisterede. Eller det gjorde jeg måske nok, men jeg har aldrig tænkt over, at der kunne være så smukt. Boede du på det kollegie, der ligger lige ved siden af?

    Met: Dét kan du tro. :)

    SvarSlet
  4. Jeg har fundet ind til din blog via Anne og Kits link. Og jeg er allerede vild med den! :) Go' Tirsdag.

    SvarSlet
  5. Tusind tak Natazcha, det var da virkelig en dejlig kommentar at få! Go' tirsdag til dig også. :)

    SvarSlet