fredag den 30. november 2012

my heart asleep with no air

De, der følger regelmæssigt med på bloggen, kan jo nok godt regne ud hvad min tavshed skyldes. Det er ikke så svært at gætte hvad der er sket, eller hvad der er ved at ske, hedder det vel. Da jeg tog hjem til København sidste tirsdag, var jeg i bedre humør end jeg havde været længe, for min mor var hjemme og havde det rimeligt. Men lørdag aften ringede min far og fortalte, at mor havde fået det rigtig skidt, og at sygeplejersken ville råde mig til at komme hjem. Med det samme. Simon og jeg havde lige fået besøg af hans forældre, hvilket var held i uheld, for så kunne vi låne bilen. Jeg var fuldstændig hysterisk og opløst af tårer, og der var ikke flere flyafgange, så jeg ved ikke hvad vi ellers skulle have gjort. Turen hjem føltes helt uendelig, og selv motorvejen modarbejdede os - af alle dage var den selvfølgelig fuldstændig spærret ved Fredericia lige dén aften. Vi ankom til Farsø ved halv to-tiden, og det var rystende at se hvor meget der var sket på bare fire dage. Mor havde det rigtig dårligt, men rakte armene ud mod mig da jeg kom, og kunne godt sige hej. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville nå at snakke med hende en sidste gang, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Når man er meget syg, kan man overgå i en tilstand af delirium, i daglig tale delir. Det kan skyldes selve sygdommen, en infektion eller den medicin man får. Det var ret tydeligt, at det var sket med mor, for hun havde en helt vanvittig uro i kroppen og følte trang til at bevæge sig hele tiden - hvilket immervæk er svært, når man er så svag som hun. Hun var oppe at sidde på sengekanten, men der var ikke rigtig noget der hjalp, og det var virkelig hårdt at se hende have det så forfærdeligt. Hun begyndte også at virke fjernere allerede søndag, så jeg er virkelig glad for jeg kom lørdag nat. Hendes vejrtrækning var også helt håbløs - hun holdt ligesom vejret alt for længe, og lukkede det ud i en klagende, rallende lyd, der simpelthen gjorde os så kede af det. Vi kunne dog trøste os med, at hun ikke havde nogle smerter, men hun havde det bestemt heller ikke godt. 

Mandag kaldte hun mig Tinemus og gav mig faktisk et knus. Det glemmer jeg aldrig. Ellers sagde hun ikke meget - hun var meget fjern. Hun fik det tydeligvis dårligere, og hun var også begyndt at blive koldere, hvilket er et tegn på, at organerne er ved at sætte ud. Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at skulle opleve at se sin mor have det så dårligt som mor havde det mandag. Hendes smertestillende og beroligende medicin blev hele tiden øget, men det var som om det ikke rigtig virkede. Lægen besluttede derfor tirsdag at give hende propofol (jeps, det Michael Jackson fik en overdosis af), et middel, der normalt bruges under narkose - for at bedøve hende og mindske hendes ubehag. Tirsdag morgen fik vi det sidste smil fra hende, og siden har hun ikke været ved bevidsthed. Lægen sagde samme dag, at det nok var et spørgsmål om timer eller halve dage, og vi prøvede at forberede os mentalt på det helt ufattelige.

Men mor er stærk. Selvom hun ikke har spist i over en uge og ikke har fået noget væske overhovedet siden tirsdag, så hænger hun i. Det skyldes nok, at hun er forholdsvis ung (femoghalvtreds), og at hendes krop ikke har nået at blive fuldstændig nedbrudt i et langt sygdomsforløb. Det er trods alt ikke engang ti uger siden vi fik besked, hvilket overhovedet ikke er til at forstå. Og selvom det er hårdt at være her hele tiden (vi har alle kunnet sove og spise her og har gjort det siden i lørdags), er det også dejligt at kunne være tæt på mor. Holde hende i hånden og fortælle hende alle de ting, vi lige skal huske at sige. Det er ikke sikkert hun kan høre det, men man har jo lov til at håbe. Det er for uoverskueligt at tænke på hvad der skal ske, når hun holder op med at trække vejret. 

9 kommentarer:

  1. Kære Tine
    Jeg kender dig som sådan ikke rigtig - vi er jo opvokset i sammen lille by, så på den måde kender jeg dig. Jeg har fulgt med i din blog i noget tid og det har været med knugende fornemmelse i maven, når jeg har åbnet siden på det sidste, for før eller siden måtte sådan et indlæg her jo komme. Jeg kan mærke tårerne bag øjnene, og kan ikke beskrive hvor meget jeg føler med dig, din søster, din far og ikke mindst din mor. Jeg er glad for at høre, at du nåede at komme op til hende, og jeg synes, det er rigtig flot, du tør dele det her.

    Mange tanker fra Ida

    SvarSlet
  2. Kære Tine.
    Det gør mig ondt, at ting står skidt til. Men hun holder ud, og det er godt, du får en masse tid med hende nu. Varme tanker til dig.
    k.h. Signe

    SvarSlet
  3. Tine. Du skal bare vide at jeg tænke på dig og din familie hele tiden.

    Håber du kan overkomme det hele og ikke knækker fuldstændig sammen.

    Uendelige kram og kærlige tanker til dig og din familie. Du kan ringe eller skrive lige når du vil, hvis du får brug for det!

    SvarSlet
  4. Søde Tine, kan slet ikke forestille mig din smerte i hjertet lige nu, trods jeg også har mistet tilsvarende, men ikke på denne møde.
    Sender dig alt overskud og håber det sidste åndedrag bliver i din nærhed og omsorg.

    En dag går vi en Amagertur, når det er lidt ro i dit hjerte igen.

    Kram til dig og din lille familie, sammen.

    SvarSlet
  5. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, andet end at det er så rædsomt uretfærdigt og ufortjent, at du og din familie står i denne situation. Jeg håber du trods omstændighederne, har det så godt, som du kan have det, og at jeg ønsker dig og din familie en rigtig god jul.

    - Anne

    SvarSlet
  6. Puha søde tine sidder med en klump i halsen :( tænker på dig og din familie!! Kram fra camilla

    SvarSlet
  7. Åh Tine, det er umuligt at finde ord, der kunne trøste bare en smule. Der er ingen tvivl om at din mor kan mærke dig og resten af familien, og det er helt fantastisk at I kan være samlet.
    Jeg har sendt og sender dig stadig tanker flere gange om dagen - det er sikkert og vist at vi er mange, der står lige bag dig i det her.
    Kram til dig og jer alle.

    SvarSlet
  8. Jeg aner ikke hvad jeg skal skrive, for synes simpelthen, at det er alt for uretfærdigt, at du står i denne situation.

    Sender en masse tanker!

    - Kit

    SvarSlet
  9. Ida: Tusind, tusind tak for din kommentar. Det betyder lidt ekstra, når det kommer fra nogen der rent faktisk "kender" min familie lidt. Da Marie og jeg var ganske små, kom vi til at se noget i fjernsynet om kræft, der gjorde os frygteligt bange. Der var din mor så sød til at berolige os og sagde, at vi ikke skulle være bange, for det ville ikke ske for hverken hende eller mine forældre. Ville ønske hun havde haft ret! :)

    Signe: Tak fordi du skriver - også selvom du er "ny", og det er et svært emne at kommentere på. Det er nemlig rigtig dejligt, at jeg har tid med hende nu.

    Lotte: Tusind tak. Jeg ved godt, at du tænker meget på mig. Jeg tænker også på dig, i de få øjeblikke det lykkes mig at få tankerne lidt væk.

    fasterfis: Ih. Det var smukt skrevet. Jeg håber virkelig også det er sådan, det kommer til at gå. At vi er her, når hun trækker vejret for sidste gang. Jeg vil meget gerne med ud på Amager-tur engang. Vi har også stadig en aftale om en tur på hesteryg, men lad os gøre det, når det bliver varmt igen.

    Anne: Mange tak fordi du skriver. Jeg har det faktisk rimeligt, efter omstændighederne. Kan næsten heller ikke undgå at komme lidt i julestemning af at læse jeres blog - selvom det virker helt absurd.

    Camilla: Tusind tak. Håber snart vi ses. Fik slet ikke sagt farvel eller overhovedet snakket ordentligt med dig til julefrokosten. Der blev jeg også ked af det lige pludseligt.

    Nadia: Det er så dejligt at mærke, at der er mange der tænker på én. Og det er nemlig rigtig godt, at jeg har mulighed for at være her sammen med min familie. Jeg er også helt sikker på, at hun kan mærke vi er her.

    Kit: Jeg kan godt forstå, at du ikke lige ved hvad du skal skrive, men det betyder utrolig meget at du gør det alligevel. At folk tør kommentere, selvom det er lettere at lade være. Så tak!

    SvarSlet