tirsdag den 4. december 2012

I was only waiting for the sky to fall down

I dag er det præcis ti uger siden jeg fløj fra København til Aalborg og fik beskeden om, at mor havde kræft og ikke ville blive rask igen. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig at skulle være i denne situation så kort tid efter. Det er ikke fordi jeg ikke har villet se realiteterne i øjnene, men jeg havde som minimum regnet med, at mor ville være her nogle måneder ind i det nye år. Og der var slet ingen tvivl i mit sind om, at vi ville komme til at holde jul sammen en sidste gang. Men sådan skulle det altså ikke være, og det gør mig rigtig vred. Jeg ved ikke helt, hvem jeg er vred på, men jeg synes simpelthen det er så uretfærdigt, at vi ikke fik mere tid sammen og at hun skulle have det så dårligt allerede fra første dag. Vi havde alle sammen håbet, at det af og til ville føles ligesom før diagnosen, og selvom vi hurtigt afviste tanken om en sidste ferie sammen, ville vi så gerne have været en tur ved Vesterhavet, som mor elsker så højt. Ikke engang dét blev en mulighed, for mor har haft så mange smerter hele tiden og været inde og ude af sygehuset konstant, og tiden er bare smuldret mellem fingrene på os. Og nu er vi fanget i et underligt vakuum, hvor vi på den ene side ønsker at mor snart får fred, mens vi på den anden side ikke vil slippe hende.

3 kommentarer:

  1. Vreden er vist meget naturligt, for gu er det uretfærdigt.
    Skriv noget mere om den, måske det hjælper?!

    Jeg ved ikke hvordan det skal siges, men håber vakuumet snart slipper taget i jer. På den bedst tænkelige måde, for jeg ønsker jer jo kun godt.

    SvarSlet
  2. Jeg er så ked af det på Jeres vegne. Ventetiden er uudholdelig og de modstridende følelser driver een til vanvid.

    Håber du kommer helskindet igennem.

    Og nå ja, en lille smule egoistisk, men jeg savner dig!

    SvarSlet
  3. fasterfis: Jeg kan godt føle, at jeg udleverer mig selv lidt i disse dage, men samtidig hjælper det mig meget mere end jeg troede det ville gøre - så det er ikke utænkeligt, at jeg skriver lidt mere om vreden på et tidspunkt. Lige nu er jeg mest bare ked af det. Og tak.

    Lotte: Ja, det er simpelthen så mærkeligt bare at vente på noget man overhovedet ikke glæder sig til sker. Jeg håber også, at jeg kommer helskindet igennem. Savner også dig - og hey, godt gået med pastaen! :)

    SvarSlet