fredag den 7. december 2012

shadows scream around my heart

Min mor døde i nat. Efter otte næsten identiske dage, hvor hun har sovet helt fredeligt og roligt, begyndte hendes vejrtrækning at ændre sig i går. Jeg sad hos hende hele eftermiddagen mens min far og søster var et smut i Mariager, og der fik jeg fortalt hende de sidste ting jeg lige kunne komme i tanke om. De sidste par dage har jeg ellers tænkt, at hun nok ikke var derinde mere, men i går aftes blev min søster og jeg rigtig kede af det mens vi sad ved hende - og så kom der en tåre frem i hendes ene øje. Det er sket to gange nu, og det kan umuligt være tilfældigt. Min søster og jeg gik i seng lidt før midnat, men en times tid senere kom min far ind og hentede os (vi har været så priviligerede, at vi har kunnet sove på stuen ved siden af) og sagde, at det nok var ved at være nu. Efter at have hevet lidt efter vejret hele dagen var hendes vejrtrækning nu blevet helt rolig igen, og langsommere og langsommere. Min far sagde, "vi er her alle sammen", og da han havde sagt det, trak hun kun vejret én gang mere. Det var godt, smukt, fredeligt og værdigt, og den bedste afslutning vi kunne have ønsket os i denne forfærdelige situation. 

12 kommentarer:

  1. Smukt, rørende og fuld af sorg. Losepottemuld

    SvarSlet
  2. mange tanker. kh.

    SvarSlet
  3. .. så sidder man her og får helt ondt i hjertet.

    <3

    SvarSlet
  4. Kære Tine,
    Undskyld hvis mine ord lyder tomme eller som klicheer, men det er alt jeg har, og de kommer fra hjertet... Jeg vil slet ikke prøve at lade som om, at jeg kan sætte mig ind i, hvad du og din familie går igennem, men det gør mig så umådeligt ondt. Når nu det på uretfærdigste vis skulle ske, så er jeg dog glad for at høre, at det skete så fredfyldt, og at I fik sagt alt der skulle siges. Mine tanker er hos dig i denne svære tid... Jeg ved ikke om du tror, men det gør jeg, og jeg er sikker på at hun er et bedre sted, hvor hun nu følger med i jeres liv på anden vis og altid våger over jer med kærlighed og stolthed. Tusind knus og kram, Rikke

    SvarSlet
  5. Sender dig og din familie en masse varme og kærlige tanker i denne ubeskrivelige hårde tid kæreste Tine <3 knus Camilla

    SvarSlet
  6. Det er lige til at få ondt i hjertet af Tine - jeg har absolut intet at sige, for jeg ved absolut ikke hvad du må gennemgå i disse dage. Men jeg er glad for at høre, at I fik den afslutning I har håbet på. Jeg ønsker alt det bedste for dig og din familie.

    - Anne

    SvarSlet
  7. Herre gud, ser først posten nu.
    Mit hjerte hoppede helt, for nu ved jeg hvor ondt det gør, inden i dig lige nu.

    Din mor har fået en afsked med jer, som kun få får lov til, hvor er det fantastisk at hun havde sin familie ved sig, og i sendte hende så fint afsted. Jeg er også sikker på at hun vidste du og søs var der.

    Jeg sender jer igen varme, tanker og en masse energi til at komme oven på i jeres eget tempo igen.
    De allerkærligste tanker.

    SvarSlet
  8. Tusind tak for jeres utroligt søde og betænksomme kommentarer. Jeg har sagt det før, men det betyder mere end man lige umiddelbart skulle tro, sådan at få et par linjers omtanke. Både fra jer, jeg kender - og jer, jeg efterhånden føler jeg kender. Jeg er så glad for den afsked vi fik med mor, når det nu skulle være. Dagene siden har været hårde, men det har også været en lettelse at være væk fra sygehuset. Vi har snakket med en enormt sød præst, og mor skal bisættes på onsdag.

    Rikke: Jeg tror ikke i traditionel forstand, men jeg er helt overbevist om, at min mor sidder et sted sammen med min mormor og morfar og holder øje med os. Det snakkede vi også med hende om, inden hun døde.

    SvarSlet
  9. Jeg kan slet ikke forstille mig, hvordan du og din familie har det nu. Jeg sender en masse tanker!

    - Kit

    SvarSlet
  10. Det var godt at I fik snakket om det! Da jeg mistede min elskede farfar hjalp det mig meget at vide, hvilke tanker han havde om døden og det der følger. Jeg tror heller ikke i traditionel forstand, men jeg er sikker på, at der er meget mere mellem himmel og jord, end vi er klar over. <3

    SvarSlet
  11. Åh og det er januar og jeg læser først dette nu!! Søde Tine, hvor gør det mig ondt. Knus og tanker til dig og dine.

    SvarSlet