mandag den 17. december 2012

Stephen King - Dolores Claiborne

Sidste gang jeg havde en fire timer lang togtur hjem til min familie  (før verden gik af lave) gemte jeg computeren væk og slog op på første side af Dolores Claiborne - og jeg stoppede ikke, før jeg var færdig. Det virkede egentlig ganske naturligt, da hele historien er én lang monolog af den ældre Dolores, og fraværet af kapitler eller andre naturlige pauser kombineret med en meget spændende historie, gjorde det svært at lægge den fra sig. Sproget er med en tyk 'Little Tall Island'-dialekt, hvilket giver en ekstra dimension af oprigtighed og en følelse af, at kvinden Dolores er mere end et produkt af Kings fantasi. Little Tall Island er en fiktiv ø, der ligesom så mange andre af Kings locations ligger i Maine. Det er i øvrigt også her, at Storm of the Century foregår, men det er en helt anden historie. 

Dolores Claiborne er historien om en fattig, uuddannet øboer, der bliver gift alt for tidligt med en mand, der kun bliver mere modbydelig med alderen. Hun får arbejde hos Vera Donovan, øens med afstand rigeste kvinde, der også er en rigtig kælling til tider. Kvinderne former dog med årene alligevel et tæt bånd, og det bizarre venskab mellem to stærke kvinder beskrives virkelig godt af King, der generelt er ret skarp til at portrættere og navigere rundt i kvinders følelser. Dolores fortæller sin livshistorie på politistationen, hvor hun er mistænkt for at have slået Vera ihjel, men i stedet indrømmer hun en helt anden forbrydelse - mordet på sin mand Joe tilbage i treogtres. Han var som sagt en virkelig ubehagelig fætter, der i starten bare drak lidt for meget, men med tiden også havde svært ved at holde fingrene fra sin egen datter Selena. Dolores er fortvivlet indtil Vera minder hende om, at 'husbands have accidents, Dolores...", og så tager tingene fart.  

Hvor bogen er et virkelig godt portræt af en stærk kvinde, der frem for alt er MOR, er filmen desværre en lidt anden historie. I stedet for at bygge historien op som i bogen og lade Kathy Bates udfolde sig som Dolores, fokuserer filmen mest på datteren Selena. Jennifer Jason Leigh spiller bestemt også udmærket, men det er en irriterende og unødvendig drejning i historien, og jeg føler mig ret distanceret til de to kvinder, hvilket bestemt ikke er tilfældet i bogen. Men Dolores ER altså en irriterende, sur gammel kone på skrift - hvilket også må siges at være egenskaber med tendens til at forstærkes, når de kommer på det store lærred. Jeg foretrækker vist bare Kathy Bates i Misery (måske lidt overkill at give hende to hovedroller i King-filmatiseringer på bare fem år), og så vil jeg fremover nøjes med at læse Dolores Claiborne - eller eventuelt opleve den som opera, for den bliver i øjeblikket opført i dét format i USA. I Tyrkiet spiller de også Dolores Claiborne på teatret - her ligger fokus på hustruvolden i historien og skal henlede opmærksomheden på kvindernes ligestillingsrettigheder... Stephen King er virkelig for alle.      

5 kommentarer:

  1. Det gode ved bøger/historier er at de kan fortolkes i det uendelige.

    Jeg holder af at en filmatisering af en vellidt roman, men et eller andet sted inden i mig, sidder der en lille-halvstor Rasmus Modsat, som elsker når bogen vinder.

    Har ikke læst den her bog, kommer nok heller ikke til det, men du giver mig lyst til at bladre i den. Det er store sager!

    SvarSlet
  2. Fed bonus-info til sidst! Får lyst til at læse King, hver gang du laver en anmeldelse.

    SvarSlet
  3. fasterfis, jeg ved præcis hvad du mener! Jeg elsker at se filmatiseringer af mine yndlingsromaner, men hver gang elsker jeg også at udpege forskelle og mangler, for det er trods alt sjældent, at filmen trækker sig sejrrigt ud af dén konkurrence. I hvert fald hvis du spørger mig. :) Og hey - det er en sejr for mig, at du så meget som ville overveje at bladre i den!

    Lærke: Der er SÅ meget random King-trivia tilgængeligt, så nogle gange kan jeg ikke helt nære mig for at skrive det, hehe. Og hurra!

    SvarSlet
  4. Det er nok næppe en trøst for dig i de her triste tider (og mange varme tanker herfra i den forbindelse), men du har inspireret til at jeg læser 'The Stand'. Turene mellem Hjørring og Aalborg går i en ruf, for det er en afsindigt fængende, uhyggelig og ækel bog. Når King er i det humør, så er han denondelyneme skarp!

    SvarSlet
  5. Mange tak, Kåre. Og jo, det er altid en lille sejr når ét menneske mere læser The Stand. :) Den er nemlig helt vanvittigt fængende og uhyggelig, jeg er glad for du kan lide den!

    SvarSlet