søndag den 2. december 2012

time is never time at all

Mor er den stærkeste jeg kender, og hun har ikke sådan lige tænkt sig at forlade os. De første dage veg vi ikke et øjeblik fra hendes side - ja, vi ville ikke engang gå på toilettet uden at kysse hende i panden og klemme hendes hånd. Siden tirsdag har hun dog sovet trygt og godt med regelmæssig vejrtrækning, og vi er alle sammen ved at få lidt hospitalskuller, så vi vover os af og til ud i den vesthimmerlandske natur med sygehuset på speeddial og lovning på, at de ringer, hvis der sker den mindste ændring i mors tilstand. Vi tør ikke køre helt til Mariager, så i dag gik turen ti kilometer væk fra Farsø til Trend ved Limfjorden, hvor vi fandt en genbrugsforretning med hjemmelavede, ufatteligt grimme nisser i hundredevis og kassettebånd fra barndommen. I Trend har de også verdensrekorden i stegt flæsk & persillesovs, hvad det så end betyder. 
 
Det kan måske virke absurd, at vi kan grine af grimme nisser og falde i svime over nuttede køer, når tingene er som de er. Men der er et eller andet overlevelsesinstinkt i hjernen der slår til i pressede situationer - da vi fik beskeden for ti uger siden, var jeg helt overbevist om, at jeg aldrig ville blive glad igen, men sådan forholdt det sig heldigvis ikke. Det bliver bare lynhurtigt hverdag - også her på sygehuset, hvor vi nu har boet i over en uge. I starten føltes det også helt forkert at sidde med computeren, men man kan trods alt ikke græde hele tiden, og det er faktisk helt rart at stene blogs og læse fodboldnyheder indimellem. Nogle gange kan jeg slet ikke kigge på mor uden at græde, og i går havde jeg en ret forfærdelig dag, hvor jeg simpelthen var så ked af det hele tiden. I dag har jeg igen siddet ved min mors side og fortalt hende om de grimme nisser vi fandt - uden tårer, men med et hjerte fyldt med kærlighed. I dag kan vi snakke om at vi skal have ringet til præsten, diskutere hvilke salmer vi skal synge i kirken og planlægge udformning af gravsted; i går kunne jeg slet ikke bære at tænke på begravelsen. (For det bliver godt nok en helt forfærdelig dag.)
 
Selvom jeg efterhånden synes jeg har forberedt mig mentalt på det utænkelige, er det helt umuligt at forestille sig hvad der rent faktisk kommer til at ske. Jeg har fået sagt alt det, der skal siges, og jeg ved, at mor har det på samme måde. Vi har fortalt hende flere gange, at det er okay at give slip nu - at selvom det bliver svært, skal vi nok klare os. Jeg selv og sygeplejerskerne er af den klare overbevisning, at hun godt ved vi er der, og måske også kan høre hvad vi siger - min søster og jeg var rigtig kede af det tidligere, og der kom en tåre frem i hendes øje. Det kan være tilfældigt, men det kan også være noget af den sidste kommunikation jeg har med min elskede mor. Lige nu er hvert åndedræt en gave.  

10 kommentarer:

  1. Det virker lidt absurd, men jeg bliver simpelthen nødt til at sige det: MAX OG ANTONETTE!!!! Jeg havde et kassettebånd med dem da jeg var lille. Det har alle børn vist haft. Det var et godt kassettebånd.

    Jeg håber, det bliver en ordentlig præst der skal begrave din mor. At han/hun siger nogle gode ting. Det er vigtigt, tror jeg.

    SvarSlet
  2. Det er ikke absurd - Mette og jeg havde præcis samme reaktion. Vi har slidt det bånd op, så mange gange har vi hørt det. Der var også det med Batmads og Tine, hvor jeg var SÅ glad og stolt over, at der endelig var en "kendt" person der havde mit navn. Børnenes Trafikklub. <3

    Der er to præster i Mariager. Jeg kender ikke nogen af dem, eftersom den gode præst fra da jeg sang i kirkekor er gået på pension. Men min mors veninde sidder i menighedsrådet og siger, at de begge to er rigtig gode. Og den kvindelige præst er ikke så højtidelig og traditionel, så hvis hun har mulighed for det, er det hende vi tager.

    SvarSlet
  3. Kære Tine, den 26. September 2011 skrev du til mig "Men jeg er bare virkelig imponeret over din vilje til ikke at lade det ødelægge alting - det er jeg ikke sikker på, at jeg ville kunne."
    - Og se hvad du kan ! Det er så rart at læse.
    Som du selv skriver så er der virkelig et overlevelsesinstinkt, jeg troede ikke jeg kunne grine samme dag min far døde, men det kunne jeg, og med tiden blev det til det ægte grin det var før.

    Jeg forstår dine tanker om begravelsen, jeg havde de samme, men faktisk var begravelsen den første dag der var bare lidt god, for den var fyldt med så megen kærlighed til min far, og jeg håber du vil få den samme oplevelse som mig.

    Uha, jeg har ikke så meget at sige og jeg ville egentlig også helst der ikke stod 'min far' så mange steder, men det er jo mit udgangspunkt.

    Jeg tænker på dig.

    SvarSlet
  4. Det er så forkert. Græder ofte og ønsker denne lorte drøm snart skal slutte. Jeg hader den situation i nu står i, det er alt for uretfærdigt. Samtidig bliver jeg varm om hjertet når du skriver. Hvor er jeg glad for grimme nisser og skønne køer kan få smilet frem. Kan næsten se for mig din mor vil grine af nisserne :) Tine du er i mine tanker og mit hjerte hver dag. Varmeste knus fra losepottemuld

    SvarSlet
  5. Har dig rigtig meget med i tankerne disse dage kære Tine (og savner dig altså en god del).
    Kram og kærlighed til dig og familien <3

    SvarSlet
  6. Du kender mig ikke, men ville lige efterlade en kommentar. Det gør mig meget ondt med din mor og det i nu går igennem.

    Jeg stødte på din blog i min søgen efter Info om kræft i bugspytkirtlen, som min mor desværre netop har fået konstateret. Jeg gruer jo naturligvis for, hvad fremtiden skal bringe for min mor og hvad hun skal igennem.

    Hilsner fra
    Rikke

    SvarSlet
  7. Stine: Det hjælper mig lidt, hver gang du skriver. Og du skal overhovedet ikke tænke på, at du tit nævner din far - det er kun naturligt at sammenligne lidt. Håber du har ret i forhold til begravelsen. Lige nu kan jeg slet, slet ikke overskue det.

    Louise: Ih. Jeg er så ked af, at du ikke nåede at få snakket med mor. Men ja, jeg kan også lige se hende grine af de nisser. :)

    Heidi: Jeg savner også dig! Jeg håber, at vi stadig kan nå noget Sufjan-julehygge. Nu må vi se. Ellers må vi holde Sufjan-nytårshygge i stedet for.

    Rikke: Tak for din kommentar. Jeg er frygtelig ked af at høre, at din mor også har fået konstateret kræft i bugspytkirtlen. Så vidt jeg har forstået, er det en af de allermest aggressive og trælse former for kræft, og jeg håber inderligt, at udfaldet bliver anderledes for jer, end det gjorde for os.

    SvarSlet
  8. Det forstår jeg godt du ikke kan lige nu. Ved ikke om man på noget tidspunkt rigtig kan. Min familie røg på autopilot, det tror jeg de fleste gør. Men der også stor forskel på at vide det snart sker og på når det så rigtigt gør. Og det tager mange måneder før det virkelig går op for en hvad der er sket. Blandt andet også derfor man i børn, unge & sorg først kommer i en gruppe efter 6 måneder. Jeg ved godt det lyder åh så deprimerende, men det er det jo også. Der er ingen grund til at prøve at skjule og skåne for noget du godt selv ved, at du skal igennem helvede - du er der næsten - og der kan findes en slags befrielse i at tingene ikke skal prøves at gøres bedre.
    Mig og mine sidespor, heh . Og selvom det absolut ikke kan bruges til noget lige nu, så kan livet blive godt igen, det kan det virkelig. Det bliver det.

    SvarSlet
  9. Jeg kender dig ikke, men hvor er jeg bare ked af, at læse om den situation du og din kære familie står i lige nu!
    Jeg har selv været igennem noget lignende - Jeg mistede min far til kræften da jeg var yngre, så jeg kan sagtens sætte mig i dit sted.

    Du har min dybeste medfølelse, på trods af, vi ikke kender hinanden.
    Du lyder til at være ufattelig stærk, og holdt kæft hvor er det bare godt gået! Det vil kun glæde din mor, at du er stærk og at du kan grine, fx af grimme nisser.

    Åhh, jeg ævler vist bare. Desværre kan jeg ikke sige noget, som vil gøre det hele bedre. Men du skal vide, at jeg ønsker dig, din mor og resten af din familie det aller bedste!

    Hilsen Louise

    SvarSlet
  10. Stine: Ja, det er faktisk meget rart, at du siger tingene som de er. Jeg tror allerede vi kører lidt på autopilot nu - de sidste par dage har jeg nærmest fortrængt, at det er min mor der ligger ved siden af og trækker vejret mere og mere uregelmæssigt - og at hun ikke vågner igen. Og ja. Begravelsen bliver helt sikkert på autopilot. Jeg kan bare slet ikke overskue at skulle snakke med en hel masse mennesker - jeg ved godt, at de vil mig det bedste og også er kede af det, men alligevel. Jeg er glad for at se hvordan du har det i dag. Det giver mig et håb om, at jeg også nok skal klare det. :)

    Louise: Tusind, tusind tak for din søde kommentar. Det betyder mere end du aner. Jeg kan godt nogle gange føle, at jeg udleverer mig selv lidt her på bloggen, men når det resulterer i en kommentar som din, er det det hele værd. Jeg er ked af at høre, at du har mistet din far. Det er godt nok en virkelig forfærdelig periode. Jeg føler mig ikke særlig stærk lige nu, men jeg tror du har helt ret i, at min mor ville være glad, hvis hun så os grine ind imellem. Igen, tak fordi du skriver!

    SvarSlet