tirsdag den 31. januar 2012

may all your days be bright

I søndags fyldte min søster hele treogtyve år, og hun blev fejret af folk og dyr i alle aldre og størrelser. Min veninde Louise kiggede forbi med lille Alberte, der er verdens sødeste barn. Silke ELSKER Alberte, og det er utroligt rørende at se den lille hund passe så godt på det lille menneske. Alberte krammede Silke og spillede bold med hende, og hun havde næsten ikke tid til at spise al den gode kage, som min søster havde bagt. Så var der heldigvis mere til os andre - de der hindbærsnitter var helt fantastiske. Min søster er glad for både vinter og håndbold, så da sneen faldt og Danmark blev europamestre fuldendte det en i forvejen rigtig hyggelig dag. 

søndag den 29. januar 2012

konnichiwa!

I dag er det min søsters fødselsdag (hurra!), og senere kommer der gæster til kage og varm chokolade. I går blev hun dog også fejret, da vi tog et smut til Randers og spiste running sushi. MUMS! Det var faktisk et rigtig godt sted (InSushi på Mariagervej), der havde lidt flere lækre ting på rullebåndet end hvad jeg har set i København - blandt andet asparges viklet ind i bacon, nom nom! På vejen hjem nåede bilen 77777 km, hvilket naturligvis skulle foreviges, ligesom det også skulle foreviges, da den nåede 55555. Nu er jeg blevet sat i gang med støvsugeren inden gæsterne kommer - ha' en dejlig søndag derude!

lørdag den 28. januar 2012

Homeland

I sidste uge fik jeg lige pløjet mig igennem første sæson af tv-serien Homeland (der allerede bliver vist på DR HD - de er virkelig begyndt at oppe sig, de viser også allerede anden sæson af Walking Dead), og trods en lidt sløj start, udviklede det sig til at være ret spændende. "Ret spændende" er hvad det kan blive til, for Breaking Bad sidder stadig i hver en celle i min krop, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at se noget så spændende igen. Måske derfor virkede Homeland noget tamt til at begynde med. I Dreamcatcher, som jeg skrev om for et par dage siden, spiller Damian Lewis en af hovedrollerne som Jonesy. I Homeland dukker han op igen, og spiller rollen som den hjemvendte jægersoldat Nicholas Brody, der har siddet i fangeskab de sidste otte år i Irak. Claire Danes, som jeg har været glad for så længe jeg kan huske, spiller rollen som den lettere psykotiske Carrie, der arbejder for CIA. Hun mistænker Brody for at være blevet omvendt af Al-Quaeda, mens alle andre anser ham for værende denne generations største war hero.

Politiske thrillere og konspirationsteorier er ikke ligefrem min yndlingsgenre, men hvis jeg kunne lære at elske mafiafilm via Sopranos og actionfilm efter Breaking Bad, så kunne Homeland måske omvende mig. Det har ikke helt været tilfældet, og uden Claire Danes ved jeg ikke, om jeg havde set sæsonen færdig. Hun spiller simpelthen eminent godt; især i de sidste par afsnit, hvor begivenhederne for alvor tager fart. Brodys kone (spillet af Morena Baccarin) forskønnede også de triste, grå omgivelser en hel del, især i nøgenscenerne, mens den potrygende datter gav serien en lidt mere menneskelig og hverdagsagtig vinkel. Trods min moderate begejstring skal jeg helt sikkert se anden sæson, for første sæson endte (selvfølgelig) med et par gigantiske cliffhangers. 

fredag den 27. januar 2012

radiant radishes

Hele familien sidder klistret til skærmen og ser håndbold, men som tidligere nævnt, er det ikke lige mig. Herrehåndbold er dog klart at foretrække frem for de hysteriske kællinger, men det ER altså en sport, jeg ikke forstår. Min far, søster og jeg skulle have været i Hobro i dag og se træningskamp mod AaB (fodbold, selvfølgelig) ligesom sidste år, men så faldt der sne, banen frøs til, og kampen blev aflyst. Øv. I går var jeg i Skive til min svigermors fødselsdag. En ganske begivenhedsrig dag, hvor en næsten halvfjerdsårig dame i min kærestes familie fik mig til næsten at græde; hvor jeg spiste noget megagodt rullepølse, og hvor jeg bestod min BA-opgave. Det hele hang lidt sammen, måske bortset fra rullepølsen, for jeg var så nervøs for at få min karakter, at jeg var ved at tude bare ved at tænke på det. Og så skulle denne gamle dame bare prikke helt vildt meget til mig, og fortælle hvor åndssvag jeg var, hvis jeg stoppede på studiet til sommer uden kandidaten, at jeg aldrig ville få et job, og at det i øvrigt var virkelig dumt af mig at have valgt tyskstudiet, hvis jeg ikke kunne finde ud af det. Shut up, bitch! Jeg havde ikke ligefrem lyst til at starte en stor diskussion ved fødselsdagsbordet, så jeg gik i den anden grøft og græd lidt på toilettet i stedet. Men FUCK det - jeg bestod, og hun er bare misundelig på min ungdom, klogskab og skønhed.

onsdag den 25. januar 2012

even if it rains, dear

Jeg sidder på min yndlingsplads (i hjørnet, stillekupé, ingen overfor mig) i et tog, der lige har forladt Københavns Hovedbanegård, og de næste fire timer skal jeg læse, høre musik og glo ud i luften. Jeg sætter stor pris på disse ture - forstå mig ret, jeg ville ønske min familie boede meget tættere på - men jeg kan faktisk godt lide at køre i tog. For det meste. Pigen foran mig bliver lige nu chikaneret af en ældre dame, der er hendes sidekammerat. (Altså. Chikaneret i den forstand, at hun bliver talt til. Meget. I en stillekupé.) Det plejer ellers altid være mig, det sker for, men lige nu er pladsen ved siden af mig tom. Hvilken fryd! Ja, jeg er også et af de mennesker, der flytter mig, så snart der bliver et dobbeltsæde ledigt i bussen. Det er ikke fordi, jeg ikke kan lide dig, men jeg kender dig ikke, og jeg foretrækker at sidde alene ved et vindue, så jeg kan lade som om du ikke eksisterer.

tirsdag den 24. januar 2012

Stephen King - Dreamcatcher

Dreamcatcher fra 2001 er en fortælling om sammenhold og venskab - et evigt tilbagevendende tema i Kings romaner, men if it ain't broken, don't fix it. Henvisningerne til en anden vennegruppe i Derry, hovedpersonerne i It, trækker også op på skalaen, men jeg er jo også en sucker for disse intertekstuelle referencer. Her lander vennerne Jonesy, Pete, Beaver og Henry pludselig midt i et inferno af dødelig virus, aliens og korruption i militæret, og det er svært ikke liiiige at læse et par sider mere, når man først er kommet i gang. Der er heldigvis sekshundredeogtyve af slagsen, og det er en hæsblæsende, grotesk, ulækker og virkelig sjov jagt efter det femte medlem af vennekredsen; Duddits med Down's syndrom, der måske er den eneste, der kan redde verden fra klamme 'shit weasels'. Dreamcatcher er ikke ligefrem finere litteratur, men den er altså utroligt underholdende.

Filmen fra 2003 er en helt, helt anden historie. Sjældent er der SÅ stor diskrepans mellem bog og filmatisering, men dette forsøg på at genskabe stemningen i romanen er totalt forfejlet. Rannvá har netop læst bogen, så vi så filmen sammen, og hun var helt enig med mig. Ting, der i romanen måske nok virker lidt platte, er tåkrummende pinlige i filmen. Og Duddits har ikke engang Down's syndrom, men er bare en virkelig irriterende og dårlig skuespiller. Skuespillere med Down's syndrom er jo ellers fantastiske i de roller (tænk f.eks. på Riget, American Horror Story); det er lidt som om de ser andre ting end vi andre. Nå, men filmen er elendig. Morgan Freeman er ond, hvilket man ikke ser så tit. Ellers vil jeg kun anbefale den til interesserede, der allerede har læst bogen og selv kan udfylde de (mange) huller. Jeg vil give bogen et lille syvtal, mens filmen må nøjes med 4.3.   

mandag den 23. januar 2012

you vibrate my eardrums

I den fine notesbog jeg fik af Rannvá er der allerede nedfældet de første af forhåbentligt mange lister. Jeg elsker lister - både de spontane, men bestemt også de mere kategoriserende af slagsen. De første eksempler er en 'udskrift' fra min bruger på last.fm, for når musikken betyder så meget i min verden, er det rart at kunne huske hvilke specifikke navne jeg har lyttet meget til i bestemte perioder. Papiret er tykt og modtageligt og en fornøjelse at skrive på - det var virkelig en god gave. :)

søndag den 22. januar 2012

movies on my mind

Sidste weekend blev tilbragt i selskab med Rannvá, og ud over et længere ophold i Skyrim, fik vi også tid til at se film. TV-serie-formatet har vundet så stort indpas hos mig, at det kræver tilvænning "kun" at få et halvanden times indblik i hovedpersonernes verden - en skør fornemmelse. Film har til gengæld nogle andre kvaliteter, og jeg elsker begge medier. :) Water For Elephants (2011) så jeg inden Rannvá kom, og godt det samme, for det var hundredeogtyve minutter af mit liv, jeg aldrig får tilbage. Jeg har læst, at Robert Pattinson gerne vil spille nogle lidt andre og måske mere udfordrende roller fremover, så jeg havde egentlig glædet mig til at se Water For Elephants. Også fordi handlingen udspiller sig i et cirkus i depressionen i trediverne - jeg havde lidt for optimistisk håbet på freaks, beskidte mennesker og slangetæmmere som i Carnivále, men var i stedet vidne til en glansbilledagtig fremstilling af (endnu) en forudsigelig og kedelig kærlighedshistorie. Øv. 

Sanctum (2011) af James Cameron var også en gigantisk skuffelse. Traileren havde lovet mørke, klaustrofobiske undervandsbilleder, men filmen fængede aldrig helt, og klaustrofobien udeblev for mit vedkommende. Sindssygt flotte naturbilleder, selvfølgelig, men plottet og skuespillet var pinagtigt dårligt. De sidste fyrre minutter spolede vi igennem, og dét er altså en sjældenhed i min verden. Jeg kan i stedet i samme genre anbefale The Descent, der virker truende og mørk på et helt andet plan - her har man virkelig ikke lyst til at sidde fast i en klippesprække flere kilometer under jorden. Aftenens sidste film var Ondskan (2003) som Rannvá ikke havde set. Vi orkede ikke flere skuffelser fra nye film, og et gensyn med dette svenske mesterværk var derfor oplagt. De fleste har nok set den efterhånden, men ellers kan jeg virkelig anbefale denne perle, der handler om de ældre elevers systematiske udnyttelse og terroriseren af de yngre elever på en svensk kostskole i tresserne. Andreas Wilson (der altså er en meget pæn fyr) spiller hovedpersonen Erik, der forsøger at undertrykke de voldelige sider i sig selv - men som konstant presses ud i slagsmål og langsomt udvikler denne menneskelige ondskab, der er filmens tema. Den er bygget på en delvist selvbiografisk bog af Jan Guillou, og jeg bliver aldrig træt af at se den.    

lørdag den 21. januar 2012

the sweet taste of freedom

BOOH-YA! I morges lykkedes det mig at hive et stort syvtal hjem i min mundtlige eksamen i film- og mediehistorie. Jeg trak emnet "Dansk Film 1930 - 70"; det kunne have været bedre, men det kunne bestemt også have været værre. Jeg havde faktisk regnet med at måtte give op, når emnet var trukket, så nervøsiteten havde ikke engang rigtigt nået at indfinde sig før det hele var overstået. Jeg er virkelig glad for det syvtal. For os over femogtyve er det vel et nital, og det er sjovt som mit forhold til karakterer har ændret sig. For syv år siden blev jeg student med et nital i religion, og jeg tudede (lidt) af skuffelse, raseri og frustration. Og det var i virkeligheden inderligt ligegyldigt. :) Nu er alle skalaens karakterer - og jeg mener ALLE - repræsenteret på mit kommende eksamensbevis. Det er da også en præstation i sig selv!

De næste par dage regner jeg med at tilbringe i Skyrim i selskab med min karakter, Noah the dark elf. Skyrim er helt ubestridt det allerbedste spil, jeg nogensinde har spillet, men det fortjener sit helt eget indlæg senere. Mit vinterhi afbrydes dog i morgen (senere i dag, er det jo sådan set) hvor jeg skal hjem til Heidi og drikke en øl sammen med søde mennesker fra arbejdet. Det bliver virkelig godt at komme lidt ud, det føles som hundrede år siden sidst! 

fredag den 20. januar 2012

Community

Community er den sjoveste sitcom siden Scrubs. Sådan er dét bare. Jeg har set de fleste afsnit alene, men har alligevel grinet højt flere gange i hvert afsnit, og det sker altså ikke så tit. Handlingen udspiller sig på Greendale Community College og kredser om en studiegruppe der oprindeligt skulle øve spansk, men som hurtigt foretager sig alt muligt andet end at studere. Karaktererne er helt vanvittigt karikerede og overdrevne, men det er umuligt ikke at fatte sympati med de fleste af dem alligevel - især Abed, Troy og Annie er mine favoritter. Annie spilles i øvrigt af Alison Brie (amazing name), der også er Trudy Campbell i Mad Men - her får hun virkelig lov til at folde sig ud som både vildt neurotisk, men også sød, sexet og sjov. Chevy Chase har jeg altid haft et irrationelt blødt punkt for - jeg synes simpelthen, at han er så sjov. Det er han bestemt også i Community, hvor hans platte, og ofte racistiske jokes selvfølgelig går langt over grænsen. Der er virkelig god kemi skuespillerne imellem, hvilket binder serien endnu bedre sammen, og for en nørd som jeg, er det fantastisk med de mange referencer til film, bøger, computerspil og aktuelle hændelser.

Instruktør Dan Harmond har skrevet Community baseret på sine egne oplevelser med at være i en studiegruppe sammen med en gruppe mennesker, som man ikke har noget til fælles med. Han blev overrasket over, hvor hurtigt han begyndte at holde af de her mennesker, og han stoppede hurtigt med at være så fordomsfuld og snobbet. Seriens hovedperson Jeff Winger er baseret på Harmond selv - en lidt for smart fyr fyldt med sarkasme og overlegenhed, men bestemt også med plads til forbedring. Det giver serien en meget menneskelig og rørende side, der kombineret med de mange knivskarpe og genkendelige personbeskrivelser, samt de platte og åbenlyse jokes skaber en noget nær perfekt komedieserie. Der er indtil videre blevet vist to og en halv sæson af Community, og de korte tyve-minutters afsnit bliver kun bedre og bedre. Hvornår resten af tredje sæson dukker op, er der vist ikke nogen der ved, men det bliver forhåbentlig i foråret.

torsdag den 19. januar 2012

Peaking Lights

Jeg har lyttet til rigtig meget musik på det seneste - på cyklen, i bussen, på arbejdet og herhjemme. På arbejdet har Stefanie og jeg åbnet kasser, lavet priser og sat på lager til Radiohead, Muse og det gamle Kashmir, for her er det rart med noget genkendeligt og højt. I min iPod derimod er Peaking Lights perfekt. Det er helt klart den plade, jeg har hørt allermest de sidste par måneder, og den er helt fantastisk. Folkene bag er Aaron Coyes og Indra Dunis fra Wisconsin, og de virker utroligt karismatiske og sympatiske - altså ud fra det indtryk man får af at læse om dem, se billeder og ikke mindst lytte til deres dejlige musik.
 Her er "All The Sun That Shines" (shines for you - totalt sød tekst!) fra pladen 936. Alle numrene minder mig om sommer og solskin og langsomme cykelture, og jeg glæder mig til, at det rent faktisk bliver sommer og solskin, så jeg kan cykle langsomme ture med Peaking Lights i ørerne.

lørdag den 14. januar 2012

Kjetil Wæhler

Ih, i går fik jeg den triste nyhed, at Kjetil Wæhler skifter til svensk fodbold. Det er virkelig ufedt at se endnu en af mine yndlingsspillere forlade AaB. Han har endda udtalt flere gange, at han er villig til at gå ned i løn, fordi ham og hans familie er blevet rigtig glade for at bo i Aalborg, men der var ikke penge nok, mener sportsdirektør Lynge Jakobsen. Jeg synes, at AaB har fået en kedelig tendens til at behandle deres spillere dårligt op til kontraktudløb - men måske er det bare mig der ikke forstår gamet i professionel fodbold. Jeg er ked af, at vi ikke længere har den norske kæmpe i forsvaret, og jeg er også ked af, at jeg ikke får set mere til ham - for han ER altså en rigtig flot fyr. Tak for denne gang, Kjetil, håber du får en god afslutning på din karriere i Göteborg. 

fredag den 13. januar 2012

American Horror Story

Indrømmet - der bliver set en del tv-serier mellem eksamenslæsningen og arbejdet hjemme hos os. Men jeg ER altså bare helt vild med den måde at fortælle historier på; samt det faktum, at man kommer så tæt på hovedpersonerne som man gør. Det får mig til at holde af selv de mest usympatiske hovedpersoner, der gør moralsk forkastelige ting - for det meste i hvert fald. American Horror Story er en undtagelse. Skuespillerne overspiller simpelthen i sådan en grad, at det er umuligt at glemme, at man ser en tv-serie. American Horror Story har til gengæld en del andre ting at byde på, underholdende er den i høj grad, og den overdrevne karaktertegning er, omend distancerende, med til at holde tempoet i serien på et konstant højt niveau. Jeg er helt sikker på, at det er tilsigtet, så dårligt skuespil er det langt fra.

Omdrejningspunktet i serien er et haunted house, der har lagt hus til (hehe) adskillige brutale mord, voldtægter, utroskab og helt utroligt mange andre ting. Hovedpersonerne er parret Ben og Vivien og deres teenagedatter Violet, men i hvert afsnit er der afstikkere tilbage i tiden til historier om husets tidligere beboere. Mange af disse mindre roller spilles af op til flere af mine yndlingsskuespillere - blandt andet Matt Ross, der spiller Alby Grant i Big Love, og som også optræder i Six Feet Under og Stephen King's Rose Red. Fra Six Feet Under ser vi også Frances Conroy - måske bedre kendt som Ruth Fisher. Hun har været housekeeper i huset i snart en uendelighed, men sjovt nok ser alle mænd hende ikke som en gammel kone, men som den lækre unge stuepige på øverste billede... Og Jessica Lange! Jeg elsker Jessica Lange, og hun spiller rollen som den temmelig skøre Constance til perfektion. Halvfjerdsertvillingerne og Abbey med Downs syndrom er også ret fantastiske.

Jeg har været godt underholdt i denne første sæson, og jeg glæder mig til at se, hvilke vanvittige historier de finder på i den næste. Natascha Maja har også udtrykt sin begejstring, og hun påpeger også det faktum, at det er fedt med en decideret horror-serie. Don't miss it!  

torsdag den 12. januar 2012

to be with you

I dag havde Simon og jeg kærestedag. Planen var egentlig at gå en lang tur ved stranden, men et kig ud af vinduet i morges overbeviste os om at blive liggende liiiidt længere og så tage på café. Min veninde Simone og jeg spiste på Café Luna's på Christianshavn sidst jeg så hende, og det var virkelig lækker mad i store portioner til yderst rimelige priser, så jeg kunne godt forestille mig flere besøg i den nærmeste fremtid. I dag slæbte jeg min kæreste med, og det var ligeså godt som sidst. Glemte fuldstændig at tage et billede af maden, for vi var virkelig sultne. :) I eftermiddags har vi ligget på sofaen under tæppet og snuppet et par afsnit af Breaking Bad, der er afsindigt spændende, og nu er Simon taget ud i øveren. Resten af aftenen skal derfor bruges på lidt mere eksamenslæsning, selvom jeg hellere ville have puttet videre, drukket cola og set mere Breaking Bad (der i øvrigt er min undervisers yndlingsserie, hvilket jo må kvalificere den til at være pensum...)

mandag den 9. januar 2012

sprød vinyl

Lige efter jul anskaffede min kæreste og jeg os endelig en pladespiller. Eller, vi har faktisk haft en stående rigtig længe, men vi har manglet et kabel til anlægget. Men nu har vi det, og hvilken fryd! Trods det faktum at vi begge er store musikelskere, har ingen af os rigtig deltaget i debatten om cd vs. LP vs. download - jeg har ikke kunnet høre den store forskel, for så meget går jeg heller ikke op i lyden. Men der ER jo forskel. Vi hørte min kærestes plade, der er mastereret til vinyl, og jeg opdagede nuancer i musikken jeg ikke anede eksisterede. Så jeg er overbevist. Fra nu af køber vi plader - de fleste har alligevel en downloadkode med. Gennem årene har jeg samlet lidt Bright Eyes, The Ark og en signeret Jupiter Day, samt de fleste Animal Collective og en af mine yndlingsplader - Neutral Milk Hotel. På hylden står også en del fra Neh-Owh Records, hvor Own Road er udgivet.

Den seneste tilføjelse til samlingen er Avey Tare fra netop Animal Collective. Og se lige hvilken skønhed! Så er der pludselig noget ved at købe musik igen. Nu bliver det for alvor farligt at arbejde i en musikforretning igen; de sidste par år har jeg skåret kraftigt i mit musikbudget og ladet min kæreste komme hjem med musikken, men mon ikke jeg har råd til at købe i hvert fald én plade om måneden igen..? Vi har i øvrigt ingen intentioner om at erstatte vores enorme cd-samling med LPer - måske vil jeg dog supplere med vinyleksemplarer af mine yndlingsalbums. (Jeg har allerede et godt øje til Smashing Pumpkins nyudgivelserne, og selvfølgelig Different Class med Pulp). 

søndag den 8. januar 2012

Stephen King - Carrie

Carrie er den første roman, Stephen King fik udgivet, og vi skal faktisk næsten fyrre år tilbage i tiden for at finde udgivelsestidspunktet - nemlig i 1974. Det er en fængende og velskrevet lille sag af en debut, der med sine tohundrede sider er en af Kings i omfang mere beskedne værker. Et af mine yndlings karaktertræk ved Kings skrivning er, at han ofte lader noget katastrofalt ske (The Stand, Under the Dome osv.), hvorefter han præsenterer historien set fra mange forskellige vinkler og mennesker. Han får en til at være interesseret i dem alle. Dette kan og skal ikke gøres kort, så derfor er mange Stephen King-bøger særdeles omfangsrige. I Carrie ses det helt modsatte - som virker lige så stærkt - her centreres handlingen om én person, nemlig teenagepigen af samme navn.

Carrie bor sammen med sin meget kristne mor (her er det vist på sin plads at skrive moder), som har for vane at låse Carrie inde i et skab sammen med en replica af Jesus på korset hvis hun har gjort noget forkert. Carrie gør i moderens øjne tit noget forkert.  De fleste kan nok huske scenen fra filmen, hvor stakkels Carrie får menstruation for første gang i badet efter en gymnastiktime. Hun aner selvfølgelig ikke hvad det er, og de andre piger griner af hende og kaster tamponer(!) på hende. Senere udtænker de en lumsk plan for at gøre hende til grin på selveste prom night - en plan, der involverer en spand griseblod. Men man skal ikke gøre Carrie vred...

Filmen er en lidt anden historie, men trods et par skønhedspletter står den stadig tilbage som en af de stærkeste King-filmatiseringer. Brian De Palma (The Fure, Scarface) instruerede den allerede i 1976 med Sissy Spacek i hovedrollen som teenagepigen Carrie. En ung John Travolta optræder også særdeles usympatisk i en birolle, og Carries crush Tommy har det mest fantastiske krøllede hår nogensinde. Filmen er nok for dateret til for alvor at kunne skræmme, og visse scener virker mere komiske end uhyggelige, men det er bestemt ikke en dårlig film. Slutscenen skræmte i øvrigt livet af min kæreste, da han var en lille bitte knægt og så den i fjernsynet.

Både bog og film tåler efter min mening endnu et gensyn. Bogen får 6,9 ud af 10, mens filmen scorer lidt højere, 7,5. King siger selv om Carrie: I'm not saying that Carrie is shit and I'm not repudiating it. She made me a star, but it was a young book by a young writer. In retrospect it reminds me of a cookie baked by a first grader — tasty enough, but kind of lumpy and burned on the bottom." Der er i øvrigt rygter om en nyindspilning af filmen - det er bestemt interessante nyheder!

fredag den 6. januar 2012

the limits now were none

Jeg savner alle dyrene hjemme i Jylland! Beklager det lettere slørede billede, men når alle dyrene er samlet på så lidt plads, er det med at forevige øjeblikket med det samme, eftersom Froy normalt opholder sig på behørig afstand af både Mille og Silke. I dag kunne jeg godt bruge lidt hygge og varme fra gamle Froy, for jeg ligger igen bare under dynen og prøver på at blive helt rask. Jeg kom aldrig til lægen i går, og da jeg ringede for at aflyse, blev jeg igen skældt ud af verdens strengeste lægesekretær. Hun er virkelig et ondt og småligt menneske, der tror, at jeg aflyser tider KUN for at genere hende, så da jeg ville bestille en ny tid, sagde hun: "Der kommer altså til at gå VIRKELIG lang tid". Nå, okay så. Men som tidligere nævnt er min læge virkelig god og sød, og det er jo ikke sekretæren der skal behandle mig.

Solen kom aldrig, selvom jeg lå under dynen og sang min lille solsang, og i det hele taget har 2012 fået en lidt sløv start. Det var det samme sidste år. Jeg hader virkelig januar dybt og inderligt. Engang var jeg mere træt af november, men januar tager altså prisen for at være mest mørk, trist og deprimerende. I januar for to år siden tog min kæreste og jeg konsekvensen og drog til Fuerteventura i ti dage, og det hjalp helt ufatteligt meget. Der er ikke noget som at bade i havet i januar måned! Gid jeg kunne gøre det hvert år, men så kom vi jo aldrig andre steder hen. Måske i 2013... I år nøjes jeg med at arbejde en masse, læse til eksamen - og så forhåbentlig holde en uges ferie i det eksotiske Jylland med min familie og kæreste sidst på måneden.   

torsdag den 5. januar 2012

hold on tight beginners mind

I går på arbejdet fik jeg pludselig virkelig meget kvalme. Jeg skævede nervøst til tavlen med opslaget om, at der allerede var tre sygemeldinger, men efter tre timer måtte også jeg kapitulere og tage hjem. Ved Christianshavn var jeg nødt til at stå af bussen, da jeg var sikker på jeg ville kaste op. Nåede heldigvis hele vejen hjem før det skete - men så skete det også. Derefter sov jeg hele dagen væk, så en film med min kæreste - og faldt i søvn igen. I dag er jeg heller ikke helt frisk, men jeg har i det mindste ikke kvalme mere. Senere skal jeg til lægen i et helt andet ærinde, men jeg ved næsten ikke, om jeg kan overskue at tage afsted, og slet ikke i det her vejr. I det mindste fik jeg i december disse virkelig fine vanter i adventsgave af nissen, som er min mor. Sol, sol, kom igen, solen er min bedste ven...

tirsdag den 3. januar 2012

Carnivále

Carnivále er sprunget direkte ind på en top fem over yndlingsserier - den ville have været i top tre, hvis den havde fået lov til at blive afsluttet, men som så mange andre gode serier, blev den cancelled efter bare to sæsoner. Med lidt god vilje kan man dog godt se slutningen af anden sæson som en reel slutning på hele serien - især hvis man ikke ser de sidste ti minutter. Carnivále foregår i USA i trediverne under the great depression og udspiller sig primært i et omrejsende karniva, der er fyldt med de mest elskelige freaks man overhovedet kan forestille sig. Vores hovedperson, den unge Ben Hawkins, slutter sig til det omrejsende karneval, da det passerer forbi, netop som han er ved at begrave sin mor. Ben har voldsomme drømme og overnaturlige kræfter - han kan helbrede alvorlige sygdomme og skader, men liv koster som bekendt liv... Det går snart op for flere, at han ikke er en helt almindelig knægt, men derimod personificeringen af det gode i kampen mod det onde.

Og det onde opholder sig ikke langt derfra - her udspiller sig sidehistorien om Brother Justin, en præst, der er overbevist om, at han handler efter Guds ord. Han har evnen til at få mennesket til at se sine værste synder udspille sig foran dem, hvilket fører mange grædende og skamfulde troende lige i hænderne på ham. Selv i hans gode stunder er Justin sindssygt uhyggelig, og han bliver spillet knusende godt af Clancy Brown, der har det helt rette udseende og den perfekte mørke stemme. Jeg har sjældent set en så overbevisende karakter i en tv-serie - og når hans umiddelbart tilforladelige søster også folder vingerne ud, er parret et symbol på sand ondskab.

Ved siden af udspiller sig en masse små sidehistorier, og når der er drama i et omrejsende cirkus, går det ikke stille for sig. Min yndlingsdværg Michael J. Anderson (Twin Peaks-dværgen) spiller en fremtrædende rolle som chefen for det hele, og så er jeg lidt småforelsket i Carla Gallo (til venstre på nederste billede), der spiller pigen Libby - erotisk showdanser med sin mor til partner... Kærlighedshistorien mellem hende og den stivbenede arbejdsmand Jonesy er noget af det mest rørende og stærke jeg længe har set, og den skæggede dame bliver gradvist mere og mere irriterende som tiden går. Her er utallige skæbner at holde af og afsky, og jeg vil anbefale serien til alle. ALLE!  

mandag den 2. januar 2012

may you never fall

Nytårsaften blev tilbragt i vores lejlighed på Amager i selskab med de dejligste mennesker man kan forestille sig. Tobias og Simon lavede en lækker nytårsmiddag med svinemørbrad og flødekartofler, og snart flød boblerne i en lind strøm og gjorde os alle lette om hjerterne og i hovedet. Patrick og Lilith kiggede forbi og var med til at skåle ved midnat, og første sang i dette nye år var Liars med there's always room on the broom. Bestemt et gyldent øjeblik. Det var en lang og festlig nat med god musik, skøre og interessante samtaler og festlege, som alle egentlig var for fulde til at gennemføre. Første januar blev tilbragt med Simon, Tobias og Rannvá under tæpper og dyner foran fjernsynsskærmen, der viste både film og xboxspil. Sikke en dejlig start på det nye år!