lørdag den 28. januar 2012

Homeland

I sidste uge fik jeg lige pløjet mig igennem første sæson af tv-serien Homeland (der allerede bliver vist på DR HD - de er virkelig begyndt at oppe sig, de viser også allerede anden sæson af Walking Dead), og trods en lidt sløj start, udviklede det sig til at være ret spændende. "Ret spændende" er hvad det kan blive til, for Breaking Bad sidder stadig i hver en celle i min krop, og jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at se noget så spændende igen. Måske derfor virkede Homeland noget tamt til at begynde med. I Dreamcatcher, som jeg skrev om for et par dage siden, spiller Damian Lewis en af hovedrollerne som Jonesy. I Homeland dukker han op igen, og spiller rollen som den hjemvendte jægersoldat Nicholas Brody, der har siddet i fangeskab de sidste otte år i Irak. Claire Danes, som jeg har været glad for så længe jeg kan huske, spiller rollen som den lettere psykotiske Carrie, der arbejder for CIA. Hun mistænker Brody for at være blevet omvendt af Al-Quaeda, mens alle andre anser ham for værende denne generations største war hero.

Politiske thrillere og konspirationsteorier er ikke ligefrem min yndlingsgenre, men hvis jeg kunne lære at elske mafiafilm via Sopranos og actionfilm efter Breaking Bad, så kunne Homeland måske omvende mig. Det har ikke helt været tilfældet, og uden Claire Danes ved jeg ikke, om jeg havde set sæsonen færdig. Hun spiller simpelthen eminent godt; især i de sidste par afsnit, hvor begivenhederne for alvor tager fart. Brodys kone (spillet af Morena Baccarin) forskønnede også de triste, grå omgivelser en hel del, især i nøgenscenerne, mens den potrygende datter gav serien en lidt mere menneskelig og hverdagsagtig vinkel. Trods min moderate begejstring skal jeg helt sikkert se anden sæson, for første sæson endte (selvfølgelig) med et par gigantiske cliffhangers. 

tirsdag den 24. januar 2012

Stephen King - Dreamcatcher

Dreamcatcher fra 2001 er en fortælling om sammenhold og venskab - et evigt tilbagevendende tema i Kings romaner, men if it ain't broken, don't fix it. Henvisningerne til en anden vennegruppe i Derry, hovedpersonerne i It, trækker også op på skalaen, men jeg er jo også en sucker for disse intertekstuelle referencer. Her lander vennerne Jonesy, Pete, Beaver og Henry pludselig midt i et inferno af dødelig virus, aliens og korruption i militæret, og det er svært ikke liiiige at læse et par sider mere, når man først er kommet i gang. Der er heldigvis sekshundredeogtyve af slagsen, og det er en hæsblæsende, grotesk, ulækker og virkelig sjov jagt efter det femte medlem af vennekredsen; Duddits med Down's syndrom, der måske er den eneste, der kan redde verden fra klamme 'shit weasels'. Dreamcatcher er ikke ligefrem finere litteratur, men den er altså utroligt underholdende.

Filmen fra 2003 er en helt, helt anden historie. Sjældent er der SÅ stor diskrepans mellem bog og filmatisering, men dette forsøg på at genskabe stemningen i romanen er totalt forfejlet. Rannvá har netop læst bogen, så vi så filmen sammen, og hun var helt enig med mig. Ting, der i romanen måske nok virker lidt platte, er tåkrummende pinlige i filmen. Og Duddits har ikke engang Down's syndrom, men er bare en virkelig irriterende og dårlig skuespiller. Skuespillere med Down's syndrom er jo ellers fantastiske i de roller (tænk f.eks. på Riget, American Horror Story); det er lidt som om de ser andre ting end vi andre. Nå, men filmen er elendig. Morgan Freeman er ond, hvilket man ikke ser så tit. Ellers vil jeg kun anbefale den til interesserede, der allerede har læst bogen og selv kan udfylde de (mange) huller. Jeg vil give bogen et lille syvtal, mens filmen må nøjes med 4.3.   

mandag den 23. januar 2012

you vibrate my eardrums

I den fine notesbog jeg fik af min gode veninde er der allerede nedfældet de første af forhåbentligt mange lister. Jeg elsker lister - både de spontane, men bestemt også de mere kategoriserende af slagsen. De første eksempler er en 'udskrift' fra min bruger på last.fm, for når musikken betyder så meget i min verden, er det rart at kunne huske hvilke specifikke navne jeg har lyttet meget til i bestemte perioder. Papiret er tykt og modtageligt og en fornøjelse at skrive på - det var virkelig en god gave. :)

fredag den 20. januar 2012

Community

Community er den sjoveste sitcom siden Scrubs. Sådan er dét bare. Jeg har set de fleste afsnit alene, men har alligevel grinet højt flere gange i hvert afsnit, og det sker altså ikke så tit. Handlingen udspiller sig på Greendale Community College og kredser om en studiegruppe der oprindeligt skulle øve spansk, men som hurtigt foretager sig alt muligt andet end at studere. Karaktererne er helt vanvittigt karikerede og overdrevne, men det er umuligt ikke at fatte sympati med de fleste af dem alligevel - især Abed, Troy og Annie er mine favoritter. Annie spilles i øvrigt af Alison Brie (amazing name), der også er Trudy Campbell i Mad Men - her får hun virkelig lov til at folde sig ud som både vildt neurotisk, men også sød, sexet og sjov. Chevy Chase har jeg altid haft et irrationelt blødt punkt for - jeg synes simpelthen, at han er så sjov. Det er han bestemt også i Community, hvor hans platte, og ofte racistiske jokes selvfølgelig går langt over grænsen. Der er virkelig god kemi skuespillerne imellem, hvilket binder serien endnu bedre sammen, og for en nørd som jeg, er det fantastisk med de mange referencer til film, bøger, computerspil og aktuelle hændelser.

Instruktør Dan Harmond har skrevet Community baseret på sine egne oplevelser med at være i en studiegruppe sammen med en gruppe mennesker, som man ikke har noget til fælles med. Han blev overrasket over, hvor hurtigt han begyndte at holde af de her mennesker, og han stoppede hurtigt med at være så fordomsfuld og snobbet. Seriens hovedperson Jeff Winger er baseret på Harmond selv - en lidt for smart fyr fyldt med sarkasme og overlegenhed, men bestemt også med plads til forbedring. Det giver serien en meget menneskelig og rørende side, der kombineret med de mange knivskarpe og genkendelige personbeskrivelser, samt de platte og åbenlyse jokes skaber en noget nær perfekt komedieserie. Der er indtil videre blevet vist to og en halv sæson af Community, og de korte tyve-minutters afsnit bliver kun bedre og bedre. Hvornår resten af tredje sæson dukker op, er der vist ikke nogen der ved, men det bliver forhåbentlig i foråret.

fredag den 13. januar 2012

American Horror Story

Indrømmet - der bliver set en del tv-serier mellem eksamenslæsningen og arbejdet hjemme hos os. Men jeg ER altså bare helt vild med den måde at fortælle historier på; samt det faktum, at man kommer så tæt på hovedpersonerne som man gør. Det får mig til at holde af selv de mest usympatiske hovedpersoner, der gør moralsk forkastelige ting - for det meste i hvert fald. American Horror Story er en undtagelse. Skuespillerne overspiller simpelthen i sådan en grad, at det er umuligt at glemme, at man ser en tv-serie. American Horror Story har til gengæld en del andre ting at byde på, underholdende er den i høj grad, og den overdrevne karaktertegning er, omend distancerende, med til at holde tempoet i serien på et konstant højt niveau. Jeg er helt sikker på, at det er tilsigtet, så dårligt skuespil er det langt fra.

Omdrejningspunktet i serien er et haunted house, der har lagt hus til (hehe) adskillige brutale mord, voldtægter, utroskab og helt utroligt mange andre ting. Hovedpersonerne er parret Ben og Vivien og deres teenagedatter Violet, men i hvert afsnit er der afstikkere tilbage i tiden til historier om husets tidligere beboere. Mange af disse mindre roller spilles af op til flere af mine yndlingsskuespillere - blandt andet Matt Ross, der spiller Alby Grant i Big Love, og som også optræder i Six Feet Under og Stephen King's Rose Red. Fra Six Feet Under ser vi også Frances Conroy - måske bedre kendt som Ruth Fisher. Hun har været housekeeper i huset i snart en uendelighed, men sjovt nok ser alle mænd hende ikke som en gammel kone, men som den lækre unge stuepige på øverste billede... Og Jessica Lange! Jeg elsker Jessica Lange, og hun spiller rollen som den temmelig skøre Constance til perfektion. Halvfjerdsertvillingerne og Abbey med Downs syndrom er også ret fantastiske.

Jeg har været godt underholdt i denne første sæson, og jeg glæder mig til at se, hvilke vanvittige historier de finder på i den næste. Natascha Maja har også udtrykt sin begejstring, og hun påpeger også det faktum, at det er fedt med en decideret horror-serie. Don't miss it!  

søndag den 8. januar 2012

Stephen King - Carrie

Carrie er den første roman, Stephen King fik udgivet, og vi skal faktisk næsten fyrre år tilbage i tiden for at finde udgivelsestidspunktet - nemlig i 1974. Det er en fængende og velskrevet lille sag af en debut, der med sine tohundrede sider er en af Kings i omfang mere beskedne værker. Et af mine yndlings karaktertræk ved Kings skrivning er, at han ofte lader noget katastrofalt ske (The Stand, Under the Dome osv.), hvorefter han præsenterer historien set fra mange forskellige vinkler og mennesker. Han får en til at være interesseret i dem alle. Dette kan og skal ikke gøres kort, så derfor er mange Stephen King-bøger særdeles omfangsrige. I Carrie ses det helt modsatte - som virker lige så stærkt - her centreres handlingen om én person, nemlig teenagepigen af samme navn.

Carrie bor sammen med sin meget kristne mor (her er det vist på sin plads at skrive moder), som har for vane at låse Carrie inde i et skab sammen med en replica af Jesus på korset hvis hun har gjort noget forkert. Carrie gør i moderens øjne tit noget forkert.  De fleste kan nok huske scenen fra filmen, hvor stakkels Carrie får menstruation for første gang i badet efter en gymnastiktime. Hun aner selvfølgelig ikke hvad det er, og de andre piger griner af hende og kaster tamponer(!) på hende. Senere udtænker de en lumsk plan for at gøre hende til grin på selveste prom night - en plan, der involverer en spand griseblod. Men man skal ikke gøre Carrie vred...

Filmen er en lidt anden historie, men trods et par skønhedspletter står den stadig tilbage som en af de stærkeste King-filmatiseringer. Brian De Palma (The Fure, Scarface) instruerede den allerede i 1976 med Sissy Spacek i hovedrollen som teenagepigen Carrie. En ung John Travolta optræder også særdeles usympatisk i en birolle, og Carries crush Tommy har det mest fantastiske krøllede hår nogensinde. Filmen er nok for dateret til for alvor at kunne skræmme, og visse scener virker mere komiske end uhyggelige, men det er bestemt ikke en dårlig film. Slutscenen skræmte i øvrigt livet af min kæreste, da han var en lille bitte knægt og så den i fjernsynet.

Både bog og film tåler efter min mening endnu et gensyn. Bogen får 6,9 ud af 10, mens filmen scorer lidt højere, 7,5. King siger selv om Carrie: I'm not saying that Carrie is shit and I'm not repudiating it. She made me a star, but it was a young book by a young writer. In retrospect it reminds me of a cookie baked by a first grader — tasty enough, but kind of lumpy and burned on the bottom." Der er i øvrigt rygter om en nyindspilning af filmen - det er bestemt interessante nyheder!

tirsdag den 3. januar 2012

Carnivále

Carnivále er sprunget direkte ind på en top fem over yndlingsserier - den ville have været i top tre, hvis den havde fået lov til at blive afsluttet, men som så mange andre gode serier, blev den cancelled efter bare to sæsoner. Med lidt god vilje kan man dog godt se slutningen af anden sæson som en reel slutning på hele serien - især hvis man ikke ser de sidste ti minutter. Carnivále foregår i USA i trediverne under the great depression og udspiller sig primært i et omrejsende karniva, der er fyldt med de mest elskelige freaks man overhovedet kan forestille sig. Vores hovedperson, den unge Ben Hawkins, slutter sig til det omrejsende karneval, da det passerer forbi, netop som han er ved at begrave sin mor. Ben har voldsomme drømme og overnaturlige kræfter - han kan helbrede alvorlige sygdomme og skader, men liv koster som bekendt liv... Det går snart op for flere, at han ikke er en helt almindelig knægt, men derimod personificeringen af det gode i kampen mod det onde.

Og det onde opholder sig ikke langt derfra - her udspiller sig sidehistorien om Brother Justin, en præst, der er overbevist om, at han handler efter Guds ord. Han har evnen til at få mennesket til at se sine værste synder udspille sig foran dem, hvilket fører mange grædende og skamfulde troende lige i hænderne på ham. Selv i hans gode stunder er Justin sindssygt uhyggelig, og han bliver spillet knusende godt af Clancy Brown, der har det helt rette udseende og den perfekte mørke stemme. Jeg har sjældent set en så overbevisende karakter i en tv-serie - og når hans umiddelbart tilforladelige søster også folder vingerne ud, er parret et symbol på sand ondskab.

Ved siden af udspiller sig en masse små sidehistorier, og når der er drama i et omrejsende cirkus, går det ikke stille for sig. Min yndlingsdværg Michael J. Anderson (Twin Peaks-dværgen) spiller en fremtrædende rolle som chefen for det hele, og så er jeg lidt småforelsket i Carla Gallo (til venstre på nederste billede), der spiller pigen Libby - erotisk showdanser med sin mor til partner... Kærlighedshistorien mellem hende og den stivbenede arbejdsmand Jonesy er noget af det mest rørende og stærke jeg længe har set, og den skæggede dame bliver gradvist mere og mere irriterende som tiden går. Her er utallige skæbner at holde af og afsky, og jeg vil anbefale serien til alle. ALLE!