tirsdag den 28. februar 2012

I'll be your mirror

Om ti dage tager jeg et smut hjem til min familie og alle dyrene. Der var alligevel lidt for længe til påske. Min kæreste tager jeg ikke med denne gang, men så er der også mere plads i sofaen. :)

lørdag den 25. februar 2012

Nisselægen David

Da jeg var barn var mit yndlingsvideobånd helt klart og uden sammenligning det slidte VHS-bånd fyldt med de fleste optagede afsnit af Nisselægen David. Sjældent har noget SÅ meget nostalgisk værdi for mig, men Nisselægen David har jeg set igen og igen og igen - sammen med min barndomsveninde, sammen med min søster og alene. Min veninde og jeg gjorde det til en tradition at se det ultrasørgelige allersidste afsnit en gang om året imens vi voksede op, og vi tudede hver eneste gang. David og hans kone Lisa er blevet så gamle, at de træder ind i den næste verden ved at blive til træer. Og stakkels Swift, den fantastiske og utroligt nuttede ræv, bliver ladt alene tilbage (indtil den til allersidst møder en hunræv og en ny nisse, det er jo børnefjernsyn...) Første gang jeg så det afsnit var jeg fire år gammel, og min mor var faldet i søvn på sofaen. Da hun vågnede var afsnittet slut, og jeg var DYBT ulykkelig, og hun blev helt bange for, at der var noget galt med mig. Hehe. Bortset fra den traumatiske slutning endte nissernes eventyr dog som regel godt, og når min venindes datter med nissehuen bliver lidt ældre, skal hun helt sikkert også introduceres for David El Gnomo, som lægen hedder på originalsproget spansk. Kan I huske Nisselægen David, hans kone Lisa og ræven Swift?

torsdag den 23. februar 2012

Bored to Death

Min kæreste og jeg ser i øjeblikket Fringe, hvilket jeg holder mere og mere af for hvert afsnit. Men som Own Road er han også ved at gøre sig klar til en række koncerter her i foråret, og jeg kan jo ikke læse lektier ALLE de aftener han er i bunkeren for at lave lyde - så jeg har slugt alle tre sæsoner af Bored to Death på et par uger. Det er nu ikke så slemt som det lyder - der er kun otte afsnit pr. sæson - og afsnittene er mellem tyve minutter og en halv time. 

Bored to Death handler om Jonathan Ames (spillet af Jason Schwartzman), der i starten af første afsnit bliver forladt af sin kæreste. Han opretter en annonce på Craigslist og tilbyder sin ekspertise som privatdetektiv, hvilket naturligvis fører mere eller mindre umulige situationer med sig. I starten fandt jeg Jonathan utroligt irriterende - der gik næsten en hel sæson før jeg kunne holde ham ud - men jeg overvejede aldrig for alvor at slukke, for hans bedste venner i serien er såmænd en potrygende Ted Danson og en lige så potrygende Zach Galifianakis, og de trækker virkelig det samlede indtryk af serien op! Efterhånden holder Jonathan også op med at være en whiny little bitch, selvom han ikke rigtig lærte at drikke andet end kølig hvidvin. Tredje sæson, der var på skærmen i USA i efteråret, er efter min mening klart den bedste. HBO var af en anden mening, for serien blev cancelled i december - heldigvis uden nogle alt for irriterende løse ender. Sæson tre indeholdt ellers mindeværdige øjeblikke som Ray (Zach G.) og hans hær af kiksede superhelte samt tabukærlighed til ældre kvinder. Samlet set når den ikke ind på min top femogtyve, men det er bestemt en værdig bobler, for hvem kan ikke lide wine, weed og sex?

onsdag den 22. februar 2012

two colors in my head

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst - hvis nogensinde - er kommet så nemt igennem en vinter. Det er nok lidt for tidligt at spå om fremtiden (især taget i betragtning, at vinteren sådan set ikke er slut endnu), men det ville gøre mit liv umådeligt meget lettere, hvis jeg ikke skal have en sæsonrelateret depression hvert eneste år. Åbenbart har jeg også fundet nogle teknikker til at holde min OCD på et tåleligt niveau, for den har næsten ikke gjort væsen af sig de sidste par måneder. Bortset fra i går og i dag, altså, og det var egentlig dét jeg ville skrive om, men så kom jeg i tanke om, at jeg kun bemærker den ekstra meget nu, fordi den stort set er forsvundet. Det er bare en ubeskrivelig lettelse! Så gør det ikke så meget, at jeg både i går og i dag var nødt til at standse flere gange på min korte cykeltur hjem fra universitetet for at tjekke, at jeg havde fået min computer med. Man skulle mene, at det ville være nok at tjekke en enkelt gang - men hvad nu hvis den var faldet ud af min lukkede rygsæk uden jeg havde opdaget det? Oh well, det er trods alt til at leve med. :)

mandag den 20. februar 2012

Breaking Bad

Whoa! Breaking Bad har fuldstændig taget pusten fra mig, og er strøget direkte ind på en andenplads på listen over de bedste tv-serier nogensinde. Jeg har aldrig nogensinde (okay, måske lige med undtagelse af Lost) været SÅ optaget af en serie, og min kæreste og jeg så ofte fem-seks afsnit i træk (af halvtreds minutters varighed), fordi det simpelthen var alt for spændende at stoppe. Det bliver forfærdeligt, når vi igen må nøjes med et afsnit om ugen - femte og sidste sæson bliver endda splittet op i to mini-sæsoner... Min teori om at alt kan blive spændende i en tv-serie gør sig også gældende her - for ret beset kan serien vel sammenlignes med en meget lang actionfilm; en genre, jeg normalt holder mig langt fra. Men Breaking Bad har bare så meget mere. Det er gennemført ned til mindste detalje, og man kan bruge mange timer på at analysere alt fra farvebrugen til valg af biler - der er ingen tilfældigheder her.

Det allerførste afsnit efterlod mig med en lidt ambivalent følelse, for jeg syntes egentlig, at både Walt og Jesse var et par sindssygt irriterende karakterer. En følelse, jeg har vanskeligt ved at forstå nu, hvor jeg mest af alt har lyst til at gifte mig med sidstnævnte. Det må være den kvindelige beskyttertrang der slår igennem, for han er mildest talt ikke min type. Men hvor han dog rører mig. Jeg har sådan en lyst til at holde ham i hånden og fortælle ham, at det hele bliver okay - men det ved jeg bare ikke rigtigt, om det gør. Jeg har læst, at Jesse egentlig skulle dø i slutningen af første sæson(!), men det er vist ikke rigtigt en spoiler at afsløre, at han heldigvis er i live endnu. Han spillede også med i fjerde sæson af Big Love, men rollen som Jesse passer ham meget bedre.

Den egentlige hovedperson Walter White træffer af og til nogle beslutninger, som jeg overhovedet ikke kan forstå, men for det meste synes jeg egentlig, at han handler på et meget fornuftigt grundlag. Så fornuftigt som det nu kan blive, når man er in the drug business og har problemer med den mexicanske mafia, I ved... Det giver serien en ekstra dimension i forhold til en ellers fantastisk serie som Sopranos, hvor udgangspunktet ER gangstermiljøet, og det kan derfor ikke komme som en stor overraskelse, at der bliver taget nogle stoffer og skudt med nogle pistoler. Walter er gymnasielærer og lidt af en wuss (i starten, anyway), og hans helt normale familie giver en god kontrast til det hæsblæsende liv, han lever på sidelinjen.

Resten af persongalleriet er også fantastisk - jeg ELSKER Hank og Marie. <3 Først fandt jeg Hank virkelig irriterende, men han er fandme sej. Det er en underlig følelse at håbe på, at han får succes i sit job som DEA-agent, samtidig med man håber, at Walter slipper af sted med at producere sin meth. Sønnen Walter Jr. er bare en sweetiepie, og selv Jesses idiotiske venner viser sig at have gode kvaliteter. Jeg er VIRKELIG fan, og femte sæson kan ikke komme hurtigt nok.        

fredag den 17. februar 2012

movies on my mind #2

Amadeus fra 1984 af Milos Forman er virkelig et lille mesterværk, og jeg er glad for, at jeg endelig fik en anledning til at få den set. Vi skal arbejde med den i fiktionsteori- og analyse, og min kæreste og jeg brugte lørdag aften på denne 173 minutter lange film. Mozart selv spilles forrygende af Tom Hulce - jeg bliver glad, hver gang han griner på upassende tidspunkter. Og så er deres tøj jo helt fantastisk - især kjolerne. Les quatre cents coups (Ung Flugt) fra 1959 af Truffaut var loooong overdue på min liste over film, jeg burde have set for længe siden, men det gør den jo ikke dårligere. I sort og hvid skildres en generationskløft af de helt slemme, og en opdragelsesmetode gone wrong. Man føler virkelig med stakkels Antoine, hvis figur i øvrigt er bygget på en ung Truffaut, ligesom resten af historien også er delvist selvbiografisk. Det var starten på den franske nybølge, og der er bestemt også nogle unikke scener - jeg kommer i hvert fald til at huske karruselscenen længe; jeg blev næsten lige så svimmel som havde jeg været der selv. Når kirsebærtræerne blomstrer er af tyske Doris Dörrie og fra 2008, og den handler om Rudi, der er dødeligt syg uden selv at vide det. Hans kone tager ham med ud på en sidste rejse rundt for at besøge deres børn, men uheldigvis dør hun selv undervejs. Rudi savner hende og rejser til Japan for at opholde sig hos yndlingssønnen og lære lidt mere om den kultur, hans kone var så glad for. En halvtam Lost in Translation med en forudsigelig slutning, men der er bestemt nogle fine billeder undervejs.    

tirsdag den 14. februar 2012

Stephen King - Blockade Billy

Det er sjældent, at jeg finder noget skrevet af Stephen King decideret dårligt, men 'Blockade Billy' fra 2010 er simpelthen den ringeste omgang venstrehåndsarbejde, King nogensinde har udgivet. Novellen er en hyldest til hans favoritsport - baseball - og her er mange indgående og ufatteligt uinteressante beskrivelser af kampforløb, tekniske detaljer og namedropping af legender, som jeg aldrig har hørt om i mit liv. Hovedpersonen Billy er dog ikke helt som de andre spillere, selvfølgelig, han har nogle uheldige skyggesider, der kommer til at koste holdkammerater og modstandere dyrt. Måske havde det været interessant, hvis det nu f.eks. var en AaB'er han havde skrevet om - men denne novelle er altså intet værd. Jeg kan heller ikke forstå, hvad der retfærdiggør, at den skal udgives alene - han sender jo nye collections af short stories på markedet hurtigere end nogen anden. Nå, men hold jer fra denne - med mindre I er meget store fans af baseball. Novellen 'Morality' er med som en lille bonus - den er bedre, men heller ikke noget at råbe hurra for.    

lørdag den 11. februar 2012

top twentyfive tv-series

For at jeg overhovedet kan få mig selv til at udgive en liste som denne, er det vigtigt for mig at pointere, at listen sagtens kan ændre sig; at det er en god blanding af mange genrer (det er jo absurd at sammenligne Svampebob Firkant med Breaking Bad og Parks and Recreation!), og at jeg tidligere har haft andre lister i toppen (jeg forudser, at Chrelle udpeger nogle åbenlyse mangler) - men denne liste er et udtryk for, hvad jeg nu i februar 2012 mener er de femogtyve bedste tv-serier overhovedet. Mange af serierne har jeg set inden for de sidste par år, og det er muligt, at det også har indflydelse på deres høje placering. Game Of Thrones fortjener i virkeligheden en højere placering på listen, men det synes jeg ikke, at jeg kan retfærdiggøre efter bare én sæson. Det samme med Fringe, som jeg kun har set en enkelt sæson af på nuværende tidspunkt. Der er i øvrigt ingen billeder (men links), for jeg har allerede brugt aaaaalt for lang tid på listen. Nå, nok undskyldninger og dårlige forklaringer - here goes;

01 Six Feet Under
02 Breaking Bad
03 Parks and Recreation
04 The L Word 
05 Lost
06 Carnivále
07 Silver Fang
08 American Dad
09 Big Love 
10 The Mighty Boosh 
11 Game of Thrones
12 Scrubs
13 The X-Files
14 The Sopranos
15 Flapjack
16 Svampebob Firkant
17 Twin Peaks 
18 South Park
19 Extras
20 Community 
21 The Walking Dead
22 Weeds
23 Californication
24 Freaks and Geeks
25 The Office (UK)


Boblere: Riget, Dexter, Deadwood, Fringe, Pushing Daisies, Gilmore Girls, Orange County, Children's Hospital, Cowboy, Indianer og Hest 

tirsdag den 7. februar 2012

Lola - A Ghost Story

Lola - A Ghost Story er en graphic novel, der gør mig glad alene ved dens grafiske udtryk og dens fine streg. Den er skrevet og tegnet af J. Torres og Elbert Or, og den handler om drengen Jesse, der ligesom sin bedstemor Lola kan se spøgelser og andre overnaturlige fænomener- blandt andet den søde gris! Historien i sig selv er ikke specielt overvældende, men kombineret med de fine tegninger virker det samlede indtryk ret godt, og jeg er glad for, at jeg har den stående i min reol.  

torsdag den 2. februar 2012

onsdag den 1. februar 2012

Stephen King - The Shining

Et af Stephen Kings allermest kendte værker er den fremragende The Shining fra 1977. De fleste, der har læst en enkelt King-bog, har læst netop den - og med rette, for det er virkelig et mesterværk. Det er historien om den lille familie, der skal passe det kæmpestore Overlook Hotel i det halve år det er lukket for vinteren, og som de fleste ved, vælter det herefter frem med fortidens spøgelser og ondskab. Jeg læste bogen første gang som meget ung, og det er helt klart en af de bøger, der har skræmt mig allermest. Det er en fantastisk fornemmelse, at ens egen fantasi i fællesskab med disse velskrevne ord kan skabe et univers så uhyggeligt, at man ikke tør læse. Helt samme effekt har den ikke længere, men det er stadig en af Kings allerbedste, og jeg genlæser den med jævne mellemrum.

Filmen af Stanley Kubrick fra 1980 er efter min mening OGSÅ et mesterværk. Den er så umiskendelig Kubrick-agtig, og det er nok derfor, at Stephen King var utilfreds med den. Han er nok det eneste menneske i verden, der synes, at hans egen made-for-TV miniserie fra 1997 er meget bedre. Den fortjener også et ord med på vejen - jeg har den skam også i samlingen, og den er slet ikke så slem endda, bortset fra drengen der spiller Danny. Han er sindssygt irriterende og en af de dårligste barneskuespillere jeg nogensinde har set, men det opvejer vel bare for den ret belastende Wendy i Kubricks version, der bare har så meget andet - vigtigst af alt Jack Nicholson, som jeg ELSKER. Filmen har jeg også haft lidt svært ved at se alene (det hjælper altid at skrue lidt ned for lyden...), men efter snart ti gensyn er uhyggen ved at foretage sig. Det ændrer dog ikke på det faktum, at jeg gerne ser den ti gange mere, og den scorer, ligesom bogen, 9.8 på min skala. Miniserien får 7.0, men det er måske mest fordi jeg er fan - den tåler i hvert fald ikke ti gensyn...

Til efteråret kommer Dr. Sleep, der er en sequel til The Shining. Den følger Danny, der nu er et par og fyrre og bor i New York, og han arbejder på et hospice, hvor han hjælper ældre mennesker med at dø - ved hjælp af overnaturlige kræfter. Jeg glæder mig virkelig meget til at finde ud af, hvad Danny har lavet i alle disse år.