onsdag den 29. februar 2012

shake it out of the trees

Min kæreste købte en vanilla coke til mig den anden dag - naturligvis sammen med en ægte cola, hvis den første ikke skulle falde i min smag. Dét er kærlighed. Jeg blev heller ikke denne gang overbevist om kvaliteterne ved vanilla coke - de har jo bare ødelagt en ellers perfekt cola. I soveværelset vogter Beiruts hunde over os om natten. De holder alle øje med (måske lige bortset fra den skeløjede) heksen og djævlen i gedeskikkelse på den modsatte væg. Jeg ville nu hellere have dén slags mareridt om natten i stedet for de drømme, som jeg har nu. Seks ud af syv nætter drømmer jeg, at jeg er på mit værelse på en kæmpestor og labyrintagtig efterskole, og jeg skal pakke alle mine ting sammen fordi opholdet er slut. Det er ret besværligt, for jeg har kun én taske, og jeg har taget alle mine bøger og film og mit tøj med, og desuden skal jeg jo også i bad, men jeg kan ikke finde rundt på efterskolen, og der er også den store afslutningsfest, hvor vi skal optræde med noget, som jeg ikke har lært. Og så videre. You get the picture. Drømmen i sig selv er ikke så slem, men når man drømmer den hele tiden(!) bliver det virkelig trættende.  

tirsdag den 28. februar 2012

I'll be your mirror

Om ti dage tager jeg et smut hjem til min familie og alle dyrene. Der var alligevel lidt for længe til påske. Min kæreste tager jeg ikke med denne gang, men så er der også mere plads i sofaen. :)

søndag den 26. februar 2012

ice ice baby

En dag i sidste uge tog solen forskud på foråret og begyndte at smelte isen i kanalerne ved KUA. Det var pænt. I dag skinner solen også, og når jeg har læst lidt mere om mise-en-scéne, cykler jeg nok en tur til stranden. Sådan en langsom søndag er slet ikke så dum.   

lørdag den 25. februar 2012

Nisselægen David

Mit yndlingsvideobånd var helt klart og uden sammenligning det slidte VHS-bånd fyldt med alle optagede afsnit af Nisselægen David. Sjældent har noget SÅ meget nostalgisk værdi for mig, men Nisselægen David har jeg set igen og igen og igen - sammen med min veninde Louise, sammen med min søster og alene. Louise og jeg gjorde det til en tradition at se det ultrasørgelige allersidste afsnit en gang om året, og vi tudede hver eneste gang. David og hans kone Lisa er blevet så gamle, at de træder ind i den næste verden ved at blive til træer! Og stakkels Swift, den overnuttede ræv, bliver ladt alene tilbage (indtil den til allersidst møder en hunræv og en ny nisse, det er jo børnefjernsyn...) Første gang jeg så det afsnit var jeg fire år gammel, og min mor var faldet i søvn i sofaen. Da hun vågnede var jeg DYBT ulykkelig, og hun blev helt bange for, at der var noget galt med mig. Hehe. Bortset fra den traumatiske slutning endte nissernes eventyr dog som regel godt, og når Louises datter Alberte bliver lidt ældre, skal hun helt sikkert også introduceres for David El Gnomo, som han hedder på originalsproget spansk. Kan I huske Nisselægen David, hans kone Lisa og ræven Swift?

fredag den 24. februar 2012

but I'm your blue

Blå i alle nuancer er min yndlingsfarve - rangerende fra den klare blå som ovenfor over i det turkise og grønlige, og jeg kan ikke lade være med at blive lidt mere glad, når jeg ifører mig en af mine fire-fem blå kjoler. Egentlig var det lidt for koldt med kun ét par strømpebukser i dag, men på cyklen var jeg hurtig som et lyn og nåede slet ikke at mærke kulden. Vejen hjem var solbeskinnet og med god musik (Larkin Grimm) i ørerne under huen.

torsdag den 23. februar 2012

Bored to Death

Min kæreste og jeg ser i øjeblikket Fringe, hvilket jeg holder mere og mere af for hvert afsnit. Men som Own Road er han også ved at gøre sig klar til en række koncerter her i foråret, og jeg kan jo ikke læse lektier ALLE de aftener han er i bunkeren for at lave lyde - så jeg har slugt alle tre sæsoner af Bored to Death på et par uger. Det er nu ikke så slemt som det lyder - der er kun otte afsnit pr. sæson - og afsnittene er mellem tyve minutter og en halv time. 

Bored to Death handler om Jonathan Ames (spillet af Jason Schwartzman), der i starten af første afsnit bliver forladt af sin kæreste. Han opretter en annonce på Craigslist og tilbyder sin ekspertise som privatdetektiv, hvilket naturligvis fører mere eller mindre umulige situationer med sig. I starten fandt jeg Jonathan utroligt irriterende - der gik næsten en hel sæson før jeg kunne holde ham ud - men jeg overvejede aldrig for alvor at slukke, for hans bedste venner i serien er såmænd en potrygende Ted Danson og en lige så potrygende Zach Galifianakis, og de trækker virkelig det samlede indtryk af serien op! Efterhånden holder Jonathan også op med at være en whiny little bitch, selvom han ikke rigtig lærte at drikke andet end kølig hvidvin. Tredje sæson, der var på skærmen i USA i efteråret, er efter min mening klart den bedste. HBO var af en anden mening, for serien blev cancelled i december - heldigvis uden nogle alt for irriterende løse ender. Sæson tre indeholdt ellers mindeværdige øjeblikke som Ray (Zach G.) og hans hær af kiksede superhelte samt tabukærlighed til ældre kvinder. Samlet set når den ikke ind på min top femogtyve, men det er bestemt en værdig bobler, for hvem kan ikke lide wine, weed og sex?

onsdag den 22. februar 2012

two colors in my head

Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst - hvis nogensinde - er kommet så nemt igennem en vinter. Det er nok lidt for tidligt at spå om fremtiden (især taget i betragtning, at vinteren sådan set ikke er slut endnu), men det ville gøre mit liv umådeligt meget lettere, hvis jeg ikke skal have en sæsonrelateret depression hvert eneste år. Åbenbart har jeg også fundet nogle teknikker til at holde min OCD på et tåleligt niveau, for den har næsten ikke gjort væsen af sig de sidste par måneder. Bortset fra i går og i dag, altså, og det var egentlig dét jeg ville skrive om, men så kom jeg i tanke om, at jeg kun bemærker den ekstra meget nu, fordi den stort set er forsvundet. Det er bare en ubeskrivelig lettelse! Så gør det ikke så meget, at jeg både i går og i dag var nødt til at standse flere gange på min korte cykeltur hjem fra universitetet for at tjekke, at jeg havde fået min computer med. Man skulle mene, at det ville være nok at tjekke en enkelt gang - men hvad nu hvis den var faldet ud af min lukkede rygsæk uden jeg havde opdaget det? Oh well, det er trods alt til at leve med. :)

mandag den 20. februar 2012

Breaking Bad

Whoa! Breaking Bad har fuldstændig taget pusten fra mig, og er strøget direkte ind på en andenplads på listen over de bedste tv-serier nogensinde. Jeg har aldrig nogensinde (okay, måske lige med undtagelse af Lost) været SÅ optaget af en serie, og min kæreste og jeg så ofte fem-seks afsnit i træk (af halvtreds minutters varighed), fordi det simpelthen var alt for spændende at stoppe. Det bliver forfærdeligt, når vi igen må nøjes med et afsnit om ugen - femte og sidste sæson bliver endda splittet op i to mini-sæsoner... Min teori om at alt kan blive spændende i en tv-serie gør sig også gældende her - for ret beset kan serien vel sammenlignes med en meget lang actionfilm; en genre, jeg normalt holder mig langt fra. Men Breaking Bad har bare så meget mere. Det er gennemført ned til mindste detalje, og man kan bruge mange timer på at analysere alt fra farvebrugen til valg af biler - der er ingen tilfældigheder her.

Det allerførste afsnit efterlod mig med en lidt ambivalent følelse, for jeg syntes egentlig, at både Walt og Jesse var et par sindssygt irriterende karakterer. En følelse, jeg har vanskeligt ved at forstå nu, hvor jeg mest af alt har lyst til at gifte mig med sidstnævnte. Det må være den kvindelige beskyttertrang der slår igennem, for han er mildest talt ikke min type. Men hvor han dog rører mig. Jeg har sådan en lyst til at holde ham i hånden og fortælle ham, at det hele bliver okay - men det ved jeg bare ikke rigtigt, om det gør. Jeg har læst, at Jesse egentlig skulle dø i slutningen af første sæson(!), men det er vist ikke rigtigt en spoiler at afsløre, at han heldigvis er i live endnu. Han spillede også med i fjerde sæson af Big Love, men rollen som Jesse passer ham meget bedre.

Den egentlige hovedperson Walter White træffer af og til nogle beslutninger, som jeg overhovedet ikke kan forstå, men for det meste synes jeg egentlig, at han handler på et meget fornuftigt grundlag. Så fornuftigt som det nu kan blive, når man er in the drug business og har problemer med den mexicanske mafia, I ved... Det giver serien en ekstra dimension i forhold til en ellers fantastisk serie som Sopranos, hvor udgangspunktet ER gangstermiljøet, og det kan derfor ikke komme som en stor overraskelse, at der bliver taget nogle stoffer og skudt med nogle pistoler. Walter er gymnasielærer og lidt af en wuss (i starten, anyway), og hans helt normale familie giver en god kontrast til det hæsblæsende liv, han lever på sidelinjen.

Resten af persongalleriet er også fantastisk - jeg ELSKER Hank og Marie. <3 Først fandt jeg Hank virkelig irriterende, men han er fandme sej. Det er en underlig følelse at håbe på, at han får succes i sit job som DEA-agent, samtidig med man håber, at Walter slipper af sted med at producere sin meth. Sønnen Walter Jr. er bare en sweetiepie, og selv Jesses idiotiske venner viser sig at have gode kvaliteter. Jeg er VIRKELIG fan, og femte sæson kan ikke komme hurtigt nok.        

lørdag den 18. februar 2012

man, it passes right by me

På trods af regnen havde min kæreste og jeg en virkelig hyggelig aften på Nørrebro torsdag aften. Vores kollega skulle spille på rust med sit band Farven Fornem, og inden koncerten gik vi en lang tur gennem byen. Det er længe siden jeg har været på Nørrebro - jeg har faktisk været der pinligt lidt de sidste par år. Vi satte os ind på en café over for rust og drak en café latte (min kæreste) og en cola (mig), fik varmen og bladrede i deres udvalg af magasiner. Inde på rust mødtes vi med flere fra arbejdet, og så drak vi et par øl og aftalte at tage til Polen til sommer. Koncerten var ret god og velspillet, og det var sjovt at se Jeppe give den gas på scenen. Jeg havde rigtig meget lyst til at blive efter koncerten og drikke øl med de andre, men jeg var ret træt efter en lang dag på arbejde og den lange gåtur, og i går skulle jeg desuden tidligt op og have tysk fonetik. Oh well. 

fredag den 17. februar 2012

movies on my mind #2

Amadeus fra 1984 af Milos Forman er virkelig et lille mesterværk, og jeg er glad for, at jeg endelig fik en anledning til at få den set. Vi skal arbejde med den i fiktionsteori- og analyse, og min kæreste og jeg brugte lørdag aften på denne 173 minutter lange film. Mozart selv spilles forrygende af Tom Hulce - jeg bliver glad, hver gang han griner på upassende tidspunkter. Og så er deres tøj jo helt fantastisk - især kjolerne. Les quatre cents coups (Ung Flugt) fra 1959 af Truffaut var loooong overdue på min liste over film, jeg burde have set for længe siden, men det gør den jo ikke dårligere. I sort og hvid skildres en generationskløft af de helt slemme, og en opdragelsesmetode gone wrong. Man føler virkelig med stakkels Antoine, hvis figur i øvrigt er bygget på en ung Truffaut, ligesom resten af historien også er delvist selvbiografisk. Det var starten på den franske nybølge, og der er bestemt også nogle unikke scener - jeg kommer i hvert fald til at huske karruselscenen længe; jeg blev næsten lige så svimmel som havde jeg været der selv. Når kirsebærtræerne blomstrer er af tyske Doris Dörrie og fra 2008, og den handler om Rudi, der er dødeligt syg uden selv at vide det. Hans kone tager ham med ud på en sidste rejse rundt for at besøge deres børn, men uheldigvis dør hun selv undervejs. Rudi savner hende og rejser til Japan for at opholde sig hos yndlingssønnen og lære lidt mere om den kultur, hans kone var så glad for. En halvtam Lost in Translation med en forudsigelig slutning, men der er bestemt nogle fine billeder undervejs.    

onsdag den 15. februar 2012

hearing is an iron offence

I mandags gik Rannvá og jeg en tur i det gode vejr. Isen skulle afprøves; for mit vedkommende for første gang, da jeg er en kæmpe kylling hvad det angår. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget mere ubehageligt end at blive fanget under isen, og det er også altid MEGA uhyggeligt i gyserfilm. Det er lige gået op for mig, at billedet overhovedet ikke dokumenterer vores eventyr, men bare viser to skygger på noget sne - men det VAR altså ude på isen, og inde på bredden var Christianias børnehave, hvor vi fandt en skæv krabbe. Senere genså vi første sæson af Parks and Recreation, hvilket var hysterisk morsomt. Jeg havde glemt, hvor meget nemmere det er at grine højt af noget, når man er sammen med andre og ikke pinligt bevidst om sin egen irriterende latter.

I dag har jeg været på KUA i otte timer. Vi skulle undervises i TV-Meter, hvor lærebogen vel nemmest kan sammenlignes med en instruktionsmanual til et fjernsyn. Gaaaaaab. Undervisningen var heldigvis noget mere interessant, og jeg lavede en seeranalyse over Bonderøven. Hehe. Bagefter tre timers mediesociologi, hvor min underviser (IGEN) hen mod slutningen sagde - 'har I lige to minutter?', hvilket selvfølgelig blev til ti. Det er åbenbart noget, jeg skal regne med fremover. Ellers går tingene ret meget slag i slag for tiden, men det er faktisk rart med en regelmæssig hverdag, selvom mit søvnbehov igen er stigende. Jeg har forsøgt at undgå middagsluren og i stedet gå tidligt i seng, men det virker bare så tåbeligt at ligge under dynen klokken ti...

tirsdag den 14. februar 2012

Stephen King - Blockade Billy

Det er sjældent, at jeg finder noget skrevet af Stephen King decideret dårligt, men 'Blockade Billy' fra 2010 er simpelthen den ringeste omgang venstrehåndsarbejde, King nogensinde har udgivet. Novellen er en hyldest til hans favoritsport - baseball - og her er mange indgående og ufatteligt uinteressante beskrivelser af kampforløb, tekniske detaljer og namedropping af legender, som jeg aldrig har hørt om i mit liv. Hovedpersonen Billy er dog ikke helt som de andre spillere, selvfølgelig, han har nogle uheldige skyggesider, der kommer til at koste holdkammerater og modstandere dyrt. Måske havde det været interessant, hvis det nu f.eks. var en AaB'er han havde skrevet om - men denne novelle er altså intet værd. Jeg kan heller ikke forstå, hvad der retfærdiggør, at den skal udgives alene - han sender jo nye collections af short stories på markedet hurtigere end nogen anden. Nå, men hold jer fra denne - med mindre I er meget store fans af baseball. Novellen 'Morality' er med som en lille bonus - den er bedre, men heller ikke noget at råbe hurra for.    

lørdag den 11. februar 2012

top twentyfive tv-series

For at jeg overhovedet kan få mig selv til at udgive en liste som denne, er det vigtigt for mig at pointere, at listen sagtens kan ændre sig; at det er en god blanding af mange genrer (det er jo absurd at sammenligne Svampebob Firkant med Breaking Bad og Parks and Recreation!), og at jeg tidligere har haft andre lister i toppen (jeg forudser, at Chrelle udpeger nogle åbenlyse mangler) - men denne liste er et udtryk for, hvad jeg nu i februar 2012 mener er de femogtyve bedste tv-serier overhovedet. Mange af serierne har jeg set inden for de sidste par år, og det er muligt, at det også har indflydelse på deres høje placering. Game Of Thrones fortjener i virkeligheden en højere placering på listen, men det synes jeg ikke, at jeg kan retfærdiggøre efter bare én sæson. Det samme med Fringe, som jeg kun har set en enkelt sæson af på nuværende tidspunkt. Der er i øvrigt ingen billeder (men links), for jeg har allerede brugt aaaaalt for lang tid på listen. Nå, nok undskyldninger og dårlige forklaringer - here goes;

01 Six Feet Under
02 Breaking Bad
03 Parks and Recreation
04 The L Word 
05 Lost
06 Carnivále
07 Silver Fang
08 American Dad
09 Big Love 
10 The Mighty Boosh 
11 Game of Thrones
12 Scrubs
13 The X-Files
14 The Sopranos
15 Flapjack
16 Svampebob Firkant
17 Twin Peaks 
18 South Park
19 Extras
20 Community 
21 The Walking Dead
22 Weeds
23 Californication
24 Freaks and Geeks
25 The Office (UK)


Boblere: Riget, Dexter, Deadwood, Fringe, Pushing Daisies, Gilmore Girls, Orange County, Children's Hospital, Cowboy, Indianer og Hest 

fredag den 10. februar 2012

Haruki Murakami - The Elephant Vanishes

Vi har nu levet uden TV i en måned (men det har jeg vist slet ikke fortalt), og som det ser ud lige nu, bliver vi ved med at undvære det. SOPA og ACTA gør det mildest talt umuligt at se mine tv-serier, så jeg får læst rigtig meget i øjeblikket. Det er jo heller ikke så dumt. 

Jeg har længe gernet ville læse Haruki Murakami, men jeg har ikke helt kunnet overskue, hvor jeg skulle starte. Indtil jeg altså faldt over denne novellesamling - min store kærlighed til netop dette format fornægter sig ikke. Og jeg er bestemt ikke blevet skuffet - tværtimod er jeg blevet ganske positivt overrasket. Mens traditioner, ritualer og formalitet (som er nogle af de ting der tiltaler mig allermest ved japansk kultur) stadig spiller en stor rolle, præsenteres det her med det surrealistiske, hvilket skaber nogle særdeles interessante historier. Kender I Murakami, og hvad skal jeg kaste mig over næste gang? Jeg har også Norwegian Wood stående, men den gemmer jeg altså lidt endnu, da filmen stadig står lysende klar i min erindring. 

torsdag den 9. februar 2012

the normal world seems far away

Jeg er lige landet i sofaen efter en lang arbejdsdag, og nu skal jeg flade ud med tæppet over mig og grine af Cowboy, Indianer og Hest, som man kan få i Tiger til blot en tyver! Det er altså et kup - til alle børn og barnlige sjæle og elskere af syrede børneprogrammer som Svampebob og Flapjack. Jeg kører muligvis på en smule overtræthed, for det har været en ret heftig uge med skolestart og arbejde, og i morgen skal jeg til tysk fonetik (jep, så prøver vi igen) - og lørdag skal jeg igen på arbejde. Men det hele går overraskende godt! Min underviser i mediesociologi virker også underholdende, fængende og sympatisk, og han ved godt, at nogle aspekter af faget er kedelige. Min begejstring for ham dalede dog en lillebitte smule, da han klokken et minut over fri (efter tre timers intens forelæsning) sagde; "Har I lige fem minutter mere..?", for vi vidste jo alle sammen, at det ville tage mindst et kvarter. Håber ikke, at det bliver en vane. Cyklede direkte hjem og tog en kæmpe opvask mens jeg hørte Pulp. Der ER altså noget om det der med, at energi avler energi.

tirsdag den 7. februar 2012

Lola - A Ghost Story

Lola - A Ghost Story er en graphic novel, der gør mig glad alene ved dens grafiske udtryk og dens fine streg. Den er skrevet og tegnet af J. Torres og Elbert Or, og den handler om drengen Jesse, der ligesom sin bedstemor Lola kan se spøgelser og andre overnaturlige fænomener- blandt andet den søde gris! Historien i sig selv er ikke specielt overvældende, men kombineret med de fine tegninger virker det samlede indtryk ret godt, og jeg er glad for, at jeg har den stående i min reol.  

mandag den 6. februar 2012

the most important thing

Sidst jeg var på Højvang og besøge min søsters hest Serafina (der skal have føl! Hurra!), fandt jeg denne hovrenser med mit navn på - den er vel en tolv-tretten år gammel. Skrevet på den er også det, der dengang var det allervigtigste for mig - hestene. Fiji lærte mig at ride, og senere overtog jeg hendes søn Fister, der næsten var som min egen. Jeg havde glemt hvor koldt det kan være i sådan en stald om vinteren, og hvor dejligt varme og hyggelige hestene er. Pusle var lige så sød som hun plejer, og hendes nye navneskilt med alternativ stavemåde er bare icing on the cake.

søndag den 5. februar 2012

winter is coming

Det store termometer på Rådhuspladsen viste minus ni grader for en halv time siden, da jeg sagde farvel til Lærke. Vinteren er med sin mørke og kulde bestemt ikke min yndlingsårstid, men det er altså noget helt andet, når kulden og sneen først kommer i februar, og ikke den første november. Kulden er meget nemmere at overskue når solen får lov at kigge frem, og når dagen ikke slutter og æder lyset klokken fire. Så hjælper det selvfølgelig også med den rigtige påklædning, og i min lillebitte hjemby fandt jeg i sidste uge tre lækre, varme sager - en poncho, en striktrøje og en strikkjole til halvfjerds procent. Haps, haps, haps. 

Lærke og jeg spiste her til aften buffet på RizRaz, udnyttede gratis refill på colaen og fik pistachemousse og chokoladekage til dessert. Derefter gik turen i Grand for at se Testamentet, der sidste år vandt prisen for bedste danske dokumentarfilm på CPH:DOX - og det er fuldt fortjent. Persongalleriet var simpelthen så perfekt, og historien så god, at man skulle tro der lå et manuskript bag. Filmen følger 33-årige Henrik fra Skals, et arbejdsløst, potrygende metalhoved, der er utrolig sympatisk og altid god for lidt lommefilosofi. Da hans meget velhavende morfar dør, forventer Henrik og hans brødre at arve flere millioner, men tingene trækker ud, og familiestridigheder er uundgåelige. Det er et meget (!) ærligt portræt af to brødre, der har tilbragt hele livet i en venteposition; hvis far er supernederen og har introduceret dem for thailandske prostituerede (dokumenteret ved deciderede samlejeoptagelser fra en hjemmevideo), og hvis mor er død af druk. Storebroderen har i sit korte liv allerede været i fængsel i syv år, samt levet på gaden i fem, og han ryger RET mange joints i den halvanden time lange film - for at fortrænge lysten til stærkere stoffer.

Testamentet er en virkelig rørende dokumentarfilm. Den er også virkelig sjov; der kommer altså nogle ægte guldkorn fra denne familie. Til tider er den måske grænsende til at gøre grin med sine hovedpersoner (eller måske synes jeg bare, at publikum nogle gange grinede på de forkerte steder), men det er på den anden side Henrik selv, der udstiller alle sider af sig selv i en form for terapi. Testamentet er helt klart den bedste danske film jeg har set siden Triers Antichrist, og en af de bedste dokumentarer overhovedet.

torsdag den 2. februar 2012