lørdag den 31. marts 2012

she has saliva in her pockets

Jeg har tilbragt eftermiddagen i selskab med den allerbedste lille pige jeg kender, Alberte (og selvfølgelig også hendes mor og far, som i realiteten var dem, jeg kom for at besøge). Det er kun to måneder siden jeg så hende sidst, men nu er hun for alvor begyndt at snakke, og både min søster og jeg blev meget imponerede af, hvor meget hun egentlig forstår. Man tror, at man snakker helt hen over hovedet på den lille størrelse, men pludselig blander hun sig alligevel i samtalen. Hun er sej!

Uglerne har også en prominent plads i Louises hjem, og jeg er især helt vild med den strikkede sweater i ministørrelse. Faldt også i svimer over alle de bittesmå sko, hvilket slet ikke ligner mig. Jeg ved ikke, om jeg nogensinde har fortalt det her på bloggen, men jeg har ikke planer om at få børn. Hverken min kæreste eller jeg har det ønske, og jeg kan sagtens se mig selv leve uden. Små børn siger mig ikke ret meget, for at være helt ærlig, og jeg føler mig meget akavet og kunstig i selskab med dem. Alle børn, lige med  undtagelse af Alberte. Hun er så skøn og dejlig og SÅ meget en lille kopi af hendes søde forældre, at jeg hver gang liiiige tager min beslutning op til overvejelse. :)

fredag den 30. marts 2012

lyset stander stille på livets kyst

I går sagde vi farvel til min faster i en lillebitte kirke, der var fyldt til randen med smukke blomster. Vi sang "Se, nu stiger solen af havets skød", der måske nok er den smukkeste og sørgeligste salme overhovedet, og det rørte mig dybt. Begravelser er en sær ting; midt i al sorgen kan man også trøste sig ved tanken om, at hun nu ikke længere lider. Jeg glædede mig også over at se mine kusiner og min fætter igen; jeg har en rigtig lille familie der er spredt ud over det hele - også landets grænser - så det er desværre sjældent vi er samlet. I går mødte jeg min kusines to søde drenge for første gang, og dermed var hele fire generationer samlet i min bedstemors stue. Man kunne bare ønske sig, at omstændighederne havde været anderledes.

torsdag den 29. marts 2012

movies on my mind #3

Sauna, 2008
Little Children, 2006
The Sweet Hereafter, 1997
Jeg har de sidste par måneder ikke fået set helt så mange film som jeg plejer; dette sjette semester har været det hårdeste overhovedet, og så er min kæreste endelig blevet lige så hooked på tv-serier som jeg er - for tiden virker det mere magtpåliggende at følge udviklingen i Fringe end at supplere min allerede alt for store filmsamling. Et par stykker er dog klikket hjem fra play.com - og jeg har for det meste været heldig med dem, jeg har set. Sauna er en finsk horrorfilm (ja, det findes faktisk!) hvor handlingen foregår i 1595 på grænsen mellem Finland og Rusland. Alt er sumpet, øde og tåget - og enormt stemningsfuldt og uhyggeligt. Little Children er noget helt andet; en amerikansk dramafilm med to af mine favoritter i hovedrollen; Kate Winslet og Patrick Wilson. Jeg er virkelig begejstret for Kate Winslet - hun er efter min mening en af de allerbedste skuespillerinder i nyere tid, og hun spiller også forrygende i denne film. Endelig har jeg set The Sweet Hereafter, som min underviser i fiktionsteori- og analyse har udråbt til et mesterværk. Den ER også virkelig fint fortalt.

tirsdag den 27. marts 2012

happy birthday to me

Fra min søde kæreste, der ellers bestemt ikke er glad for min forkærlighed for finsk love-metal. På hvid vinyl og komplet med idolplakat fik jeg HIM - Screamworks. (Ja, det hedder den.)
Også fra min kæreste; Flaming Lips doing The Dark Side of the Moon.
Michael Jacksons Thriller på LP fra Rannvá og Tobias, HURRA! Gode nyheder fra Hobro- samt surfmusik og et løfte om picnic ved stranden fra Lærke. Og fra Nanna - en tur i biografen for at se en gyserfilm, komplet med popcorn og cola. 
Fra mine forældre; Knackers med græskarkerner og cheddarost, som jeg voldspiste sidst jeg var hjemme. (De blev også hurtigt spist lørdag aften.) Et fint armbånd, en lille skål, påskeharer og en bog, der har været min bedstemors i mange, mange år.
...samt en tudse, som man kan ane øverst i billedet - og et kreativt forslag til, hvad den kan bruges til. Jeg trænger virkelig til at komme til frisør... Og i andelsforeningen har vi netop bestemt, at det er tilladt at have kat! Hurra! Til efteråret regner jeg derfor med, at der flytter en lille (eller stor) kat ind i lejligheden. Min kæreste har sagt ja til det, og det er en gave i sig selv, men han har også givet mig en billet til OFF-festival i Polen til sommer, tre(!) sæt undertøj og tre vinylplader. Jeg må have opført mig pænt det sidste stykke tid. Faktisk har jeg fået endnu mere fra andre kanter siden da, men det må komme i endnu et indlæg.

mandag den 26. marts 2012

it's my party and I'll cry if I want to

I lørdags fyldte jeg syvogtyve. Og i lørdags døde min faster. Hun har været syg længe, og det er godt, at hun nu har fået fred. Det har mildest talt været en ret følelsesladet weekend for mit vedkommende, og jeg synes ikke rigtigt, at jeg har lyst til at snakke så meget om det. Min kæreste kom hjem fra Århus med en hjerteformet pizza under armen og en masse knus, og om aften kiggede nogle af mine nærmeste venner forbi til et glas med bobler; og det udviklede sig til at blive en rigtig god aften alligevel. Jeg har fået de allerfineste gaver, som I naturligvis nok skal få at se senere.  

søndag den 25. marts 2012

sidste år i marts...

...føjede jeg endnu et par eksemplarer til min samling af notesbøger.
...mødte vi min søsters yndlings AaB-spiller, Thomas Augustinussen.
...nød Silke solskinnet på bænken i mine forældres have.
...lavede min søster en fantastisk fødselsdagskage til mig.
...gik jeg også i blå.
...drak en af vores kaktusser for meget vand og rådnede. Sådan kan det gå.

lørdag den 24. marts 2012

Parks and Recreation

Det er med bævende mine at jeg begiver mig ud i at beskrive det fantastiske fænomen, der er Parks and Recreation, for der er SÅ meget godt at beskrive, og ord kan ikke yde serien retfærdighed. Handlingen udspiller sig omkring Parks and Recreation-afdelingens ansatte; primært den yderst engagerede Leslie Knope, der simpelthen er det mest sympatiske menneske nogensinde portrætteret på TV. Jeg gad virkelig godt være veninde med hende, ja, faktisk gad jeg godt hænge ud med dem alle sammen. Serien kører i øjeblikket på fjerde sæson, og den har bestemt ikke tabt pusten, men er blevet endnu bedre efter Adam Scott og Rob Lowe(!) indtræder i rollerne som Ben og Chris. 

Der er så mange gode karakterer i serien at det er svært at have bare én favorit. Jeg har fire; Leslie Knope, den mutte teenagepraktikant April (hvis yndlingsband er Neutral Milk Hotel!), hendes kæreste, den ikke helt så begavede Andy og selvfølgelig mesteren selv; Ron Swanson, der hader alting undtagen breakfast food. Der er guldkorn i hver eneste episode, men nogle af de allerbedste omhandler et bryllup mellem to homoseksuelle pingviner, byens maskot Lil' Sebastian og en spøgelsesrobotstøvsuger, der spiller Black Eyed Peas som den allerværste straf, man kan forestille sig. Jeg er helt enig. Der kunne nævnes utallige eksempler endnu, men jeg synes, at I selv skal opleve dem. Mine allervarmeste anbefalinger går til denne perle, der er strøget ind på en tredjeplads på min liste over yndlings tv-serier.     

fredag den 23. marts 2012

Stephen King - Bag of Bones

Bag of Bones fra 1998 er en af de mest stemningsfremkaldende og uhyggespredende romaner jeg nogensinde har læst. Ligesom en anden King-favorit, Duma Key fra 2008, handler den om en kunstnerisk mand, der efter store ændringer i sit liv trækker sig tilbage til et feriehus ved vandet. I Bag of Bones en forfatter med en alvorlig skriveblokering, der tager til Maine (hvor ellers), og i Duma Key møder vi maleren Edgar, der er at finde i en usædvanlig King-setting, nemlig Florida. I Bag of Bones er hovedpersonen forfatteren Mike Noonan, der har svært ved at komme videre i livet efter konens pludselige død. Nemmere bliver det ikke da han opdager, at hun var gravid - for han kan ikke selv få børn. I huset ved søen begynder han at finde små tegn på, at hun prøver at kommunikere med ham og fortælle, hvilke opdagelser hun har gjort sig i den meget interessante lokalhistorie. Men hun er ikke den eneste, der prøver at kontakte ham fra den anden side...   

Bag of Bones er meget højt placeret på listen over mine yndlings Stephen King-romaner; i perioder ligger den endda helt i top. Derfor var jeg særdeles bekymret, da jeg så, at Mike Garris havde kastet sig over det store projekt det er at adaptere historien til det store lærred - eller det lidt mindre lærred er det jo i dette tilfælde, da det endte med en miniserie lavet til TV. Mike Garris har også instrueret tv-udgaven af en anden favorit, The Stand, hvilket han faktisk slap hæderligt fra; en nyere adaption af The Shining, der er bogen mere tro, samt Desperation, der var ret forfærdelig. Man ved ikke helt, hvad man kan forvente fra den gode Garris. Nu Bag of Bones - med Pierce Brosnan i hovedrollen..? Really..? Men når man ikke har nogle forventninger, er det sværere at blive skuffet, og der er bestemt også et par gode elementer og uhyggelige overraskelser i Bag of Bones. 

Desværre er der bare endnu mere, der IKKE fungerer. Stephen King er ikke kendt for begrænsningens kunst, og hans fortællinger bliver endnu bedre af de mange sidehistorier, der til sidst føres sammen i en stor finale. Det kan være svært at presse ind i en film, og selvom der her er tale om en miniserie på fire timer, virker visse passager meget forhastede. Det hele går alt for hurtigt, og jeg nåede ikke for alvor at fatte sympati med nogle af karaktererne. Et andet af Kings kendetegn er en stor brug af indre dialog, der også kan være vanskeligt at vise på film. En af de allerstørste bommerter er i mine øjne at give Brandon fra Beverly Hills en havlstor rolle. Åh gud, Pierce Brosnan OG Jason Priestly? Jeg vil i stedet anbefale alle at læse bogen, der også er et rigtig godt sted at starte, hvis man ikke kender så meget til Stephen King.    

torsdag den 22. marts 2012

let them crawl into the logs

Ehrm... speciel kaktus i Botanisk Have
Er irriteret. Var mere irriteret i går, men da jeg vågnede i morges, kunne jeg mærke at irritationen ikke havde lagt sig helt. Det er kedelige, hverdagsagtige ting med studiet og arbejdet jeg er irriteret over, dårlig planlægning (for en gangs skyld IKKE fra min side) og elendig kommunikation gør, at jeg helt uventet har en fridag i dag. Arbejder normalt om torsdagen men havde taget fri, da jeg skulle på denne her virkelig vigtige workshop i mediesociologi. Det er nu udskudt til om tre uger. Hvor jeg igen skal tage fri fra mit arbejde. Aaaaargh! Jeg har lige sendt Simon til Jylland. Det er også irriterende. Han kommer heldigvis hjem på lørdag igen, så vi kan fejre MIG, der har fødselsdag. Jeg synes der var noget mere, jeg var irriteret over? Hvis jeg allerede har glemt det, var det nok ikke så slemt. Nu vil jeg nyde min torsdag, få læst lidt Game of Thrones og få arbejdet lidt på min opgave.      

mandag den 19. marts 2012

A Song of Ice and Fire

Jeg har slet ikke fået vist, hvad posten højst overraskende dukkede op med for et par uger siden. I en kæmpestor kasse gemte sig denne perle - de første fem bøger i George R.R. Martins fantasy-serie; A Song of Ice and Fire. Efter jeg så første sæson af Game of Thrones har jeg været ret hooked på at læse bøgerne også, så de kom hurtigt på min ønskeseddel. Min far, der virkelig ER verdens bedste, fandt dem billigt på nettet og mente, at jeg godt lige kunne bruge en gave. Derfor har jeg kunnet bruge det meste af dagen i sofaen med første bog - og jeg er allerede helt opslugt af den. Jeg fik forresten endnu en gave i dag - min kæreste kom hjem med en ny støvsuger til os- en ekstra fødselsdagsgave, som han sagde. I dag har jeg derfor igen oplevet den tilfredsstillende følelse det er at støvsuge. Helt klart en yndlingsrengøringsbeskæftigelse! 

søndag den 18. marts 2012

mini me says hi

Her er et MEGET gammelt billede af mig, siddende i favoritpositionen i solskinnet. Jeg har haft en rigtig god weekend. I går fik vi besøg af Tobias og Rannvá, og vi havde heldigvis lokket dem til at spille Risk med os. Jeg har aldrig selv spillet det, andet end en prøverunde med Simon, og det havde de to andre heller ikke, så det var noget indviklet i starten. Men så gik det pludselig rigtig godt for mig! Jeg ejede et kontinent og havde store hære i både Afrika og Germania, afholdt Simon fra at få Østen, og nød godt af at Tobias og Rannvá holdt hinanden i skak omkring Europa. Jeg følte næsten allerede sejrens sødme og tænkte på at hente mit kamera, så jeg kunne forevige øjeblikket. Alt for sent indså jeg, at jeg havde efterladt et par mænd helt forsvarsløse, og pludselig havde Tobias sneget sig ind på mit område. Snart var jeg reduceret til fire mand i udkanten af Afrika, og også Rannvá og Simon havde det svært. Gik til sidst på suicide mission mod Simons hær for ikke at blive den første, der døde. Det lykkedes. Og så overtog Tobias verden og vandt. Godt jeg ikke tog et billede. Suk. Det er derfor, at I i dag må spises af med et ældgammelt ét fra arkivet. Alt dette strakte sig ud over fem timer, og det var super hyggeligt. Eneste ulempe var, at vi ikke kunne spise de superlækre Twisters-chips R og T havde med, for vi ville ikke fedte alle vores små soldater til. Snacktime blev derfor engang over midnat...

fredag den 16. marts 2012

pants on fire

Jeg har haft bukser på i dag for første gang i årevis. Rigtige bukser! ("Rigtige" bukser er for mig bukser med lynlås og knap - og uden nogensomhelst form for elastik eller stretch i taljen.) Jeg har en million haremsbukser, leggins (som jeg aldrig kunne finde på at bruge som bukser) og bukser med stretch, men i morges tog jeg altså mine sorte, skinny jeans frem nederst fra bunken. Det så faktisk slet ikke så dumt ud - jeg tog endda mig selv i at stirre beundrende på min egen numse. Jamen, jeg vidste slet ikke, at den kunne se sådan ud! Glad og fyldt med selvtillid cyklede jeg til KUA - havde kun lyst til at knappe bukserne op den sidste halvdel af vejen (en tur, der max tager fem minutter...). Havde glædet mig til to timers gennemgang af det tyske vokalsystem ("glædet mig" er måske stærke ord at bruge), men underviseren havde andre planer - vi blev inddelt i grupper og skulle TIL TAVLEN og fortælle om hver vores vokal. Da jeg rejste mig havde jeg en ustyrlig trang til at hive op i mine bukser, men alle kiggede, jeg kender ikke navnet på en eneste, og jeg lod være. Stod altså ved tavlen i mine bukser, der pludselig føltes alt for stramme og forkerte, og stammede mig igennem noget med nogle fællestræk ved de spændte vokaler i tysk retskrivning.

Det er i øvrigt ustyrligt ufedt. Ikke at kende nogen på sine hold når man skal lave gruppearbejde. I film- og medievidenskab kender jeg efterhånden et par stykker. Men mest pga. "og så sætter I jer lige sammen to og to og snakker om Bordwell's holdning til off-screen sound" eller lignende - så er der som regel en stakkel, der heller ikke har nogen at sætte sig sammen med. I fonetik har jeg dog ikke gjort mig de store anstrengelser for at lære folk at kende - jeg må helt ærligt sige, at jeg ikke har behov for det - og så er det altså anstrengende, at næsten hele dagen i dag gik med meningsløst gruppearbejde. Knægten jeg snakkede med var nu ganske fin - han har også dumpet fonetik en gang eller to og kendte ikke nogen - en nederen fællesnævner, men en fællesnævner none the less.

Alt i alt har det været en dejlig fredag, og det er nok ikke sidste gang jeg tager mine skinny jeans på. Måske jeg bare lige skal øve mig lidt herhjemme i at gå med stramme bukser igen. Delte i øvrigt en pizza med min kæreste til frokost. Og skiftede bukser - til nogen med stretch og plads til pizza-mave.    

onsdag den 14. marts 2012

Dana Buoy

Dana Buoy hedder i virkeligheden Dana Janssen - og man kender ham nok bedst som trommeslager og sanger i Akron/Family. (Hvis man da overhovedet kender Akron/Family, altså...) Til maj udkommer hans første soloplade, 'Summer Bodies', som er delvist indspillet i en hytte på stranden i Thailand. Det kan høres på førstesinglen 'Call to Be', som jeg ikke kan holde op med at lytte til igen og igen. Jeg skal forresten giftes med ham, hvis min kæreste en dag forlader mig til fordel for en hot folksangerinde, for han er SÅ sød og pæn.  I kan høre 'Call to Be' lige her. 

tirsdag den 13. marts 2012

hvem bor i en ananas?

Svampebob Firkant, Patrick og Gary har figureret ALT for lidt på bloggen det sidste års tid. De bor til dagligt i en skuffe, men af og til og lige nu har de fået ærespladsen på hylden i soveværelset, hvor de spreder lidt forårsstemning, fest og farver. I år kommer jeg slet ikke til Spanien, hvor de ellers plejer at have BUNKER af Spongebob-relaterede ting - mon Polen også er glad for Svampebob?  

søndag den 11. marts 2012

windowception

A window within a window within a window. And a horse inside a horse! Serafina er nemlig slet ikke tyk, der er bare en lillebitte hest indeni. Hendes nabo er Dolly Parton, der ærlig talt godt kunne trænge til at få børstet tænder. Undskyld min stilhed her i weekenden - men jeg har haft brug for at koble HELT af. Jeg synes nu, at den er gået alt for stærkt, og i morgen tidlig vender jeg igen snuden mod København. AaB vandt i dag! Ville gerne have været på stadion, men man kan ikke nå det hele.  

torsdag den 8. marts 2012

yes this mess is mine

I sidste uge var min kæreste syg, så jeg fandt en gravhund til ham, der kunne helbrede og holde med selskab. Han er meget glad for gravhunde og havde selv en som barn - en Futte. I går morges vågnede jeg med kriller i halsen, stoppet næse og ondt i hovedet, og efter en tur på uni stod resten af dagen på at putte med Futte i sofaen, og håbe på, at det ikke ville udvikle sig. I dag har jeg det egentlig okay. Jeg har i hvert fald ikke fået det værre. Det er meget godt, for jeg skal sidde i en stillekupé i fire timer i morgen, og så er det ikke så fantastisk sjovt at være snottet. 

onsdag den 7. marts 2012

if you are wasting your life say hi

Se hvad jeg har fået i tidlig fødselsdagsgave af min kæreste! Min første Xiu Xiu-plade på vinyl, og hvilken vinyl at starte ud med. Indlæggets overskrift er også pladens åbningslinje, så alt er ved det gamle - verdens mest deprimerende og kyniske tekster pakket ind i legende støj. Jeg glæder mig enormt meget til koncerten om en måneds tid (fjortende april, stengade tredive - be there!), for deres sidste koncert i København var virkelig en oplevelse. (Også den forrige, men den har jeg lidt besvær med at huske...) Zola Jesus, som varmede op for Xiu Xiu sidst, gæster i øvrigt også København igen - otteogtyvende marts - også stengade tredive. Jeg kunne godt have ønsket mig en dobbeltkoncert igen, men nu får jeg til gengæld TO forhåbentligt gode aftener.

tirsdag den 6. marts 2012

it makes my eyes explode

Mønstre og struktur gør mig generelt glad, og det er endnu bedre at se dem i naturen. Jeg har tusind ting hængende over hovedet, tusind ting, jeg skal have sat i system og struktureret og planlagt. Det er naturen heldigvis ret ligeglad med. 

søndag den 4. marts 2012

bloody your hands on a cactus tree

Simon og jeg har haft kæresteweekend. Det ER lidt cheesy sådan at aftale en date, men han skal spille femten(!) koncerter de næste par måneder (og øve op til dem alle), så vi besluttede os for at have en weekend til bare at være sammen. Vi havde egentlig snakket om at tage til Malmø, men nu har vi lige købt sommerferiebilletter, så vi blev i København for at spare lidt penge. Solen varmede os især fredag, hvor vi på græsset på Christiania så den sødeste hund løbe rundt efter en bold. Lørdag bragte os i Botanisk Have, hvor vi af uransagelige årsager ikke har været før. Det er jo paradis! Især kaktushuset var helt fantastisk og illustrerede meget godt, hvordan vi gerne vil bo - haha. Derefter stod den på bogudsalg i byen, burgermenu på Holmbladsgade og koncert med Grouper på Mayhem om aftenen. I dag gik jeg meget målrettet i gang med en opvask, men måtte give op halvvejs. Ellers har vi ikke foretaget os noget fornuftigt overhovedet - det er skønt!