søndag den 29. april 2012

it's crawling under my skin

Uh, det har været en dejlig weekend. Det meste af den, i hvert fald. I går aftes efter arbejde var Rannvá og jeg i biografen og se Dark Horse af Todd Solondz. Den var præcis lige så mærkelig og bizar som hans tidligere film. Så snuppede vi en cheeseburger-menu på McD, hvorefter bussen tog os hjem i sofaen til mere cola og mere Todd Solondz i form af Palindromes. Sluttede af med Scott Pilgrim vs. The World og sov meget længe i morges. I eftermiddags spillede Own Road og Mute Swimmer (aka. min kæreste og hans englænderven) på Generator på Nørrebro, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Efter koncerterne tog mange af de andre i bunkeren på Christianshavn, og her blev min weekend så markant dårligere. Jeg tog nemlig hjem, så AaB tabe 3-0 til FCK og har brugt resten af aftenen på at skrive opgave. Suk.

fredag den 27. april 2012

unfolding pieces of it faster

Crazy busy days. Har ikke tid til andet end skole, opgave og arbejde, og jeg har dårlig samvittighed over for mine veninder. Skal heldigvis i biografen med Rannvá i morgen, og på søndag spiller min kæreste og hans englænderven en eftermiddagskoncert på Nørrebro, hvor flere af mine venner også kigger forbi. I morgen skal jeg også på arbejde, så biografturen og koncerten bliver et kærkomment afbræk i opgaveskrivningen. Lige så snart opgaven er afleveret, vil jeg en tur i Zoologisk Have. Jeg har nemlig fået et gavekort af Simone og Christina, og der er både nok til et årskort og en cola, som de sagde. :) Sidst jeg havde årskort brugte jeg det flittigt - man skal bare gå hurtigt forbi de stakkels isbjørne, der burde bo i Skandinavisk Dyrepark, hvor det andet billede er fra.

torsdag den 26. april 2012

roll with da flava

I dag for præcis seksten år siden - eller er det kun femten?- var jeg til koncert med Peter Andre (som jeg ALTID har skrevet Peter André) i Aarhus med mine veninder Louise og Silke... og min far. Min stakkels far har måttet lægge øre til lidt af hvert gennem tiden, og han har været god til at ledsage mig til koncerter, som jeg ellers var for bette til at tage til alene; han var også med mig til Michael Jackson-koncert i Parken året efter - det tror jeg dog han satte liiiiidt større pris på end Peter Andre. Men mine veninder og jeg var begejstrede! Stod relativt langt tilbage fra scenen, men vi kom alligevel lidt op at skændes over, hvem af os han havde kigget på under Mysterious Girl. (Den dag i dag er jeg stadig overbevist om, at jeg havde øjenkontakt med ham, men måske er det bare en hvid løgn jeg selv begyndte at tro på.) På vej hjem i bilen sang vi fødselsdagssang for Chris fra min klasse, som en af os helt sikkert var lidt småvild med på det tidspunkt. Peter Andre er uden tvivl mit allerpinligste teenagecrush - eller tweencrush, for da jeg rent faktisk BLEV teenager et par år senere, var jeg SÅ meget ovre flødebollen.  

tirsdag den 24. april 2012

med det forkerte ben ude af sengen

Klokken er 09.30, og jeg er irriteret. Det er der mange grunde til, så lad os starte fra begyndelsen - i går aftes. Vores lejlighed har i kortere perioder de sidste par dage været et øvelokale for min kæreste og hans ven Guy - det er i øvrigt overhovedet ikke dét, der er irriterende, det har tværtimod været et velkomment afbræk i læsningen. Men de har øvet sig, fordi Guy i går skulle spille koncert! En koncert, som jeg virkelig godt gad have set. I stedet måtte jeg blive hjemme, fordi jeg skulle streame TV2 Nyhederne klokken 22. Til min eksamensopgave, hvis I skulle være i tvivl. Det fik jeg lov til at betale 69 kr for. Men nu kan jeg også se TV2 på min computer i en måned. Eller - det kan jeg så ikke, for mit internet er for dårligt til at kunne køre programmet gnidningsfrit. Ingen nyheder til mig. Overvejede at skynde mig ind i byen til koncert, men i morges skulle jeg møde klokken otte, så det droppede jeg igen. Kunne ikke falde i søvn (måske pga. en uautoriseret middagslur) og var lysvågen, da drengene kom hjem igen. Væltede ud i bad i morges, manglede halvdelen af mine ting (Guy sover i ekstraværelset med alt mit tøj og whatnot) og prøvede at blive vågen. Cyklede på KUA og trådte ind i et tomt lokale. Tjekkede semesterplanen og opdagede, at undervisningen i dag er flyttet til klokken tolv. AAAAAAAARRRGH!

Nu har jeg brugt KUAs net til at streame nyheder og lave en indholdsanalyse. Skal mødes med min gruppe om en time. Overvejer lidt at belønne mig selv med en cola fra kantinen og et afsnit af Friday Night Lights. Jeg skal bare lige have ham gutten overfor mig til at skride fra sofaen, så jeg kan ligge ned imens. 

søndag den 22. april 2012

når stjernerne de funkler og blinker som besat

Jeg har haft en helt fantastisk weekend. Det er skønt at have min kæreste hjemme igen, og i går aftes var vi til påskefrokost sammen med resten af vores opgang. Efter en sildemad og en fiskefilet i en af stuelejlighederne, gik turen op til vores nye naboer, der næsten er færdige med at renovere deres lejlighed. Det er altid sjovt at se, hvordan andre har valgt at indrette sig i nogle rum, der er helt ligesom vores. Og så havde de en sød kat. Hurra for seje nye naboer! Derefter begyndte vi at drikke rigtig mange øl - eller i mit tilfælde peach sparkletini, og jeg blev faktisk rigtig fuld for første gang i meget lang tid. Rannvá kiggede også forbi, og snart stod vi og dansede til god og mindre god musik. Min kæreste havde slæbt sin nye ven Guy med hjem fra Berlin, og flere i selskabet mente, at han burde introduceres til 'rigtig dansk musik', hvilket førte til guitar og fællessang med Papirklip og Kvinde Min. Vores opgang er sammensat af helt utroligt forskellige mennesker  - jeg plejer ikke ligefrem at skråle Kim Larsen når jeg er til fest, men sjovt var det. I formiddags lavede Simon en fantastisk udvidet english breakfast til englænderen og os andre, og ellers har det bare været en typisk, hyggelig tømmermændssøndag med tæppe, tv-serier og cola. Lige hvad jeg havde brug for efter verdens mest sindssyge uge. Men nu går den ikke længere - jeg må tilbage til bøgerne.

fredag den 20. april 2012

han plaprer om alt i en endeløs strøm

Sjældent har jeg oplevet en uge flyve så hurtigt forbi! Jeg har været alene hjemme, men jeg har næsten ikke nået at savne, for dagene er gået med arbejde og skole og eksamensprojekt. Men hvor blev jeg glad, da min kæreste kom hjem et par timer før tid i går, og vi snakkede om Berlin  og koncerter og venner og hinanden, og jeg fik gaver og vi spiste pizza. Virkelig skønt og tiltrængt med en aften i sofaen med den allerbedste. I dag stod den igen på arbejde, men jeg kom hjem til den bedste lasagne jeg længe har smagt og Svampebob i dvd-afspilleren. Det er ret lang tid siden jeg sidst har set Svampebob, så det var et herligt gensyn med nogle virkelig syrede afsnit. Vennerne fra Bikinibunden har dog ikke været helt ude af mit liv; sidst jeg var hjemme havde min søster bagt disse cupcakes. Og da vi havde besøg af min kærestes forældre, spillede hans far og jeg mit Svampebob Xbox spil i over en time. Good times. :)  

tirsdag den 17. april 2012

life ain't so bad at all

Min kæreste er taget på minitour i Tyskland. Inden han rejste, spiste vi en stor omgang sushi og hyggede med nye afsnit af Game of Thrones. Jeg har haft farve på neglene for første gang i en måned, og jeg har fundet en gammel, lidt krøllet kjole frem fra skabet. Har også været til fødselsdag i Ørestaden og catchet up med en pige fra min gymnasieklasse, som jeg ikke har set i syv år. SYV ÅR! Det var en virkelig hyggelig aften, og også dejligt at se Simone og Christina igen. Jeg er lidt forelsket i Simones lejlighed, men glemte at tage billeder. I dag har jeg været på arbejde og siden hos Pernille til en lækker broccolitærte og gode snakke. Nu bør jeg virkelig gå i seng; de næste dage bliver lange.

søndag den 15. april 2012

that's a heart that you made

Med lidt forsinkelse (men stadig i dag lørdag - det bliver først i morgen når jeg har sovet, og lige nu er klokken fire.) kommer her min høst fra gårsdagens Xiu Xiu-koncert. Jeg købte mig endnu en t-shirt med kattemotiv, og denne er nok en smule mere anvendelig end min lyserøde. Lige efter koncerten snuppede jeg sætlisten, ligesom jeg har gjort det så mange gange før - for ti år siden. Jeg blev lige lidt teenager i det øjeblik, men Xiu Xiu betyder altså så meget for mig, at jeg gerne vil have et ekstra godt minde. Det må man sige jeg har nu! Jeg elsker især, at I Luv the Valley, Oh! er blevet til I <3 the V-hole!!! Da jeg købte min t-shirt opdagede jeg en vinyl med Chad VanGaalen og Xiu Xiu, som jeg underligt nok slet ikke har hørt om. Men nu er den flyttet hjem i vores pladesamling.  

lørdag den 14. april 2012

a sound unlike any bird's

Jeg har haft den mest fantastiske aften i selskab med Jamie Stewart, aka. Xiu Xiu. Koncerten startede med Fabulous Muscles, så det kunne jo ikke være meget bedre. Fik også Sad Pony Guerilla Girl og I Love The Valley, Oh!, og så havde jeg kuldegysninger i flere minutter. Jamie er simpelthen for vild - hans stemme er helt utrolig. Det er svært at forstå, at man kan være SÅ intens hele tiden. Vi hilste på ham efter koncerten og blev helt bløde i knæene. Rannvá og jeg var enige; han er helt utroligt tiltrækkende. Nu må jeg i seng, men i morgen snakker jeg lidt mere om Xiu Xiu. Jeg kom nemlig langt fra tomhændet fra koncerten. 

onsdag den 11. april 2012

I'd rather be in Tokyo

 Huset i Magstræde
Jeg har i øjeblikket lidt svært ved at finde tid til alle de ting jeg burde gøre og gerne vil gøre. De lystbaserede (eller virkelig strengt nødvendige) ting har haft overtaget de sidste par uger, men nu kan jeg for alvor mærke at ferien er slut, og om allerede en måned skal jeg aflevere det første af to store eksamensprojekter. I dag mødtes jeg med en rigtig sød pige fra mit studie, der heldigvis gerne vil lave projekt med mig - på fredag går vi i gang for alvor, og så kommer det forhåbentlig til at køre på skinner. Var også til mediesociologi i dag - og kunne for første gang nogensinde se en sammenhæng mellem teorien og de praktiske undersøgelser vi har lavet, så det er også et plus. Så er der lige min femogtyvesiders opgave om Todd Solondz' Palindromes - den er jeg ikke for alvor kommet i gang med... Jeg ved af erfaring, at bloggen er en rigtig dejlig overspringshandling i eksamensperioder, men det er nu stadig en mulighed, at der kommer til at gå et par dage mellem hvert indlæg de næste par måneder. Det burde der i hvert fald... :) Billederne er i øvrigt completely unrelated, men et billede af et kompendie og et par tørre studiebøger er der altså ikke meget ved. 

tirsdag den 10. april 2012

et lille påskemirakel

Så kom følle endelig, og jeg er blevet moster! Serafina folede i går eftermiddags, længst ude på folden i regnvejr og kulde. Min søster blev tilkaldt, skyndte sig derop og nåede heldigvis at se det hele, og også mine forældre var vidner til begivenheden. Han er en stor dejlig basse, og jeg glæder mig til at se ham. Og jeg er kun lidt fortørnet over, at det ikke skete mens jeg var hjemme. :)

Graceland Randers, pt. II

På kraftig opfordring (eller i hvert fald bare på opfordring) får I lige liiiidt flere indtryk fra Graceland i Randers. Kun for jeres skyld stillede jeg op til fotografering ved porten ind til området - som I måske kan ane, blæste det en halv pelikan. Det gjorde det i øvrigt hele den uge jeg var hjemme, og mere end én gang bandede jeg over min optimisme, der havde pakket sommerjakken i stedet for den varme vinterjakke. Stedet er i virkeligheden mest et museum fyldt med Elvis- memorabilia, men den pebrede indgangspris på hundrede kroner afholdt os fra at besøge dén del. Det må blive næste gang - denne gang var det altså vigtigere med en saftig burger og en milkshake i dineren. Butikken i huset var propfyldt med alverdens mulige og umulige Elvis-ting (jeg gad virkelig godt have kogebogen!); der var så mange ting, at det næsten var et museum i sig selv. Og der koster det ikke noget at komme ind, så man kan sagtens besøge Graceland og mærke Elvis-ånden uden at besøge selve udstillingen. Til sidst må jeg lige fremhæve personalet, der var de mest positive og servicemindede mennesker jeg længe har mødt - de elskede alle Elvis, og det kunne mærkes. Ejeren kiggede også forbi og gav en hånd med i dineren, hvor den kvindelige tjener (der ikke var helt ung) var iført en vovet halvtredseruniform. Hvis Graceland lå i København, havde jeg søgt job derinde lige på stedet.   

lørdag den 7. april 2012

Graceland Randers

Graceland i Randers - set udefra en tro kopi af det rigtige Graceland i Memphis
Der var omkring en milliard Elvis-vinyler til salg. Dette er blot et meget, meget lille udsnit.
Min søster fandt én med lækker-Elvis
Vi fik den lækreste milkshake i den amerikanske diner, der er en del af stedet. Lækre kæmpeburgere, mozzarella sticks, BBQ-fritter og chili mayo blev også sat på bordet, men det blev altså spist inden jeg fik taget et billede.

torsdag den 5. april 2012

there's something living in these lines

Købte Helle Helles Rødby-Puttgarden på Hobro Banegård og læste den i toget på vej til København - meget passende at jeg havde hele Danmark glidende forbi udenfor, idet jeg læste om stille, rolige og almindelige danskere på en måde med så meget præcision og nerve, at historien er blevet siddende et godt stykke tid efter den sidste side var vendt. Sådan har jeg altid haft det med Helle Helle, siden jeg første gang læste en novelle af hende i niende klasse. På efterskolen i tiende klasse trak jeg endda en Helle Helle novelle (heh) til eksamen, og det gik meget godt. Tidligere har jeg syntes bedst om hendes noveller, men denne korte roman gjorde bestemt også indtryk.

Den anden bunke er høsten fra bogudsalget i starten af marts. Jeg har ikke fået læst nogle af dem endnu, da jeg er fuldstændig opslugt af "A Song of Fire and Ice", men hvis jeg engang trænger til en pause fra drager og fantasy, er det rart lige at kunne læse noget MEGET dansk og jordnært i stedet.

onsdag den 4. april 2012

no substitute for company

Ingen Jyllandstur uden billeder af alle dyrene. Åh, jeg glæder mig til at få en kat! 

mandag den 2. april 2012

skamløs reklame

Jeg anser en af mine vigtigste opgaver her i livet for at være en løbende test af de chips, der er at finde på det danske marked (og det udenlandske, når jeg er på ferie). Derfor var jeg naturligvis nødt til at smage tre varianter af de nye Tjips (og jeg har vist endda en fjerde smag til gode), og sjældent har jeg smagt chips så lækre. Den med balsamico og havsalt er en mildere udgave af salt&vinegar-chipsen, som sammen med de der klamme, lune baconfætre er de eneste chips jeg IKKE bryder mig om, så jeg var lidt spændt. OK, der var også lige de der Mojito-chips fra Lays, der var liiiidt underlige... Men her blev jeg mødt af en en herlig blanding af surt, sødt og salt - og de er allerede blevet nogle af mine nye favoritter. Og så er de ikke engang de bedste af dem! Dem med ost og rødløg har vundet mit hjerte, og jeg har slet ikke haft lyst til at spise andre siden. Jeg har ikke for vane at spise dip til mine chips, men det sker i sjældne tilfælde (som dette), og Tjipsene er også ret fantastiske med dip. Sourcream og chili-varianten var dog ikke imponerende - heller ikke decideret dårlig, bare en smule kedelig. 

Der danner sig efterhånden et uhyggeligt klart mønster i min chipsespisning. Kims ER bare de bedste. Min evindelige, uovertrufne nummer ét er den helt klassiske, grønne pose med sourcream&onion-smagen. Og jeg, der meget sjældent kan se det sjove i reklamer, smiler bredt til Jørgen, hver gang han er på skærmen for at fortælle om "dippe-dippe-dippe-dip". Selvom det virker sådan, er dette indlæg altså ikke sponseret. Men jeg stiller mig gerne til rådighed som testperson i fremtiden, og jeg modtager også gerne gratis chips! Jeg må være en af deres bedste kunder. Suk.  

søndag den 1. april 2012

so I ate his ears on sunday

Min mor har gemt uanede mængder af tegninger, pynt, lerfigurer og alt muligt andet fra da min søster og jeg var små. Derfor kan vi hvert år til påske nyde synet af to fine hønemødre med deres små kyllinger - min måske en lille smule flottere end min søsters, men jeg burde nok tilføje, at jeg var et par år ældre, da jeg producerede min. Til gengæld kan ingen stikke min søster i sejhed, når det kommer til kreative måder at nedskrive sit navn. Der var en anden Mette i børnehaven, så min søster har heddet Mette B i hele sin barndom, og det B blev en så integreret del af hende, at hun i mange år ikke skrev sit navn uden. Die Hasenschule er (selvfølgelig) fra Tyskland - det er ikke kun julepynt, mine forældre køber sig fattige i. :)