mandag den 30. juli 2012

Stephen King - The Wind Through The Keyhole

Den nyeste Stephen King, The Wind Through The Keyhole, er en historie i en historie i en historie. Rammehistorien har mine gamle venner fra Dark Tower-serien i hovedrollerne, og det er et virkelig dejligt gensyn. Handlingen foregår mellem bog nummer tre og fire i serien, og her sker ikke noget banebrydende eller afslørende for dem, der ikke har læst serien endnu. Roland og slænget må søge ly for en storm, og de fordriver tiden ved at lytte til Rolands beretninger om sidst, han måtte søge ly for en storm- en såkaldt Starkblast - hvor han fortalte en ung knægt en historie - der er bogens længste. Lidt forvirrende, og måske en anelse unødvendigt, men intertekstuelle referencer er altid et hit i min bog, så det er jeg villig til at lade passere.

Desværre er historien bare ikke ret god. Bevares, man får hurtigt sympati for den unge Tim, der bor alene med sin mor i en lille by i skovkanten, for The Covenant Man kommer hvert år og kræver urimeligt høje skatter af de stakkels fattige mennesker. Her er også drager, mystiske væsener og magi, men det er ikke rigtigt nok. Der er godt nok 323 sider i min hardback-udgave, men der står ikke ret meget på hver side, og med tanke på Kings forkærlighed for lange romaner er det underligt, at han ikke har ladet historien udfolde sig lidt mere.

I morgen tidlig går turen til Krakow - og på torsdag videre til Katowice og OFF Festival. Ha' det godt så længe!      

søndag den 29. juli 2012

and you are no longer a docile stream

I Østrig var jeg flere gange på eventyr i den såkaldte Seisenbergklamm, en kløft mellem bjergene med en helt klar og til tider brusende flod på bunden. Den smalle sti førte os først forbi en gruppe nysgerrige aber i et bur - en af dem forsøgte at tisse på Silke - inden vi måtte træde ud på de endnu smallere gangbroer af træ. Stien førte os op langs floden, over smukke vandfald, ind under dryppende klipper og ned til et sted, hvor vandet var mere roligt. Her så jeg første gang de isnende uhyggelige, Blair Witch-mindefremkaldende stenbunker, men jeg så også de to søde turister der byggede dem, og så var det ikke så uhyggeligt mere. Og da jeg vendte tilbage et par dage senere med min søster, lavede vi vores helt egen stenbunke, der var den flotteste af dem alle sammen. Hvis vi nu selv skal sige det. Silke kom til at rage en bunke sten ned, men hun er en hund og dermed automatisk tilgivet. Vi tog fem milliarder billeder hver, men grundet den omstændighed at rindende vand er stort set umuligt at fotografere, kan jeg desværre ikke vise jer, hvor utrolig smukt der i virkeligheden var.

they've all got longing in their eyes

Jeg har brugt lidt af aftenen på at nørkle med en ny top 25 (ja, jeg må godt, jeg har skrevet fire hele sider i dag.) Det er godt nok svært at være objektiv, når man lige er blevet blæst bagover af f.eks. Friday Night Lights, men jeg føler mig ret sikker i at give den en andenplads. Jeg savner Game of Thrones. Til gengæld er der nye, ganske lovende afsnit af Breaking Bad, samt en virkelig god start på ottende og sidste sæson af Weeds. Ellers overvejer min kæreste og jeg at få set The Wire. Som folk omtaler som verdens ottende vidunder. Hvad ser I? 

Update: Rannvá har netop fortalt mig, at min egen yndlings-Landry fra Friday Night Lights har fået en rolle i Breaking Bad. Det kan kun blive godt!

lørdag den 28. juli 2012

there's never a next time, there's only a this time

Jeg kan ret godt lide at være på katolske kirkegårde. Den i Lofer var ingen undtagelse. De er så meget mere bombastiske end kirkegårdene herhjemme i Danmark, og samtidig også meget mere personlige, med små billeder af afdøde på gravstenen. Hjemme i lejligheden var vi også godt beskyttet, for over vores dør - og over stort set alle andre døre i hele byen - har værtsfamilien nedkradset nogle tegn, der faktisk beder om Kaspar, Melchior og Balthasars beskyttelse i året 2011 (okay, de var lidt bagud, men det er vel tanken der tæller.)

fredag den 27. juli 2012

once you're outside you won't want to hide

Det er lidt tungt at sidde på biblioteket og skrive opgave, når vejret udenfor for en gangs skyld viser sig fra sin gode side. Derfor måtte jeg tidligere i dag overspringshandle lidt med at finde flere billeder fra den vidunderlige Loferer Alm. Koklokkerne arrangeret i toneorden fik mig til at savne min kæreste, der utvivlsomt ville spille på dem i laaaang tid og elske muligheden for at lave musik i naturen. Jeg var ikke så opfindsom, så jeg fotograferede dem bare. Nu er han taget til Fanø Free Folk Festival for tredje år i træk, og jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke skal med denne gang. Til gengæld har vi endelig fundet overnatning i Krakow fra på tirsdag til torsdag - vi skal bo i en lejlighed sammen med Nicolaj og Heidi, og der er køkken og spabad, så jeg ser frem til endnu mere afslapning og hygge i næste uge. Og måske en øl eller fem. 

torsdag den 26. juli 2012

everything beautiful is far away

I Østrig boede vi i en lille by ved navn Lofer, der ikke lå så langt fra den tyske grænse. Det var den mest idylliske by jeg nogensinde har været i, og alt indbød til afslapning, vandring, hygge og god stemning. Vi havde lejet en lejlighed hos familien Millinger, og vi boede øverst oppe. Min søster og jeg havde børneværelset (og børneværelse var det - sengene var kun akkurat store nok til at vi kunne ligge i dem) med udgang til egen balkon, ligesom der også var en skøn balkon på husets anden side. 
Lige uden for huset løb en lille bæk, der om aftenen lullede os i søvn med sin rolige klukken. 
Udsigten fra 'vores' balkon. Hele byen var omkranset af de smukkeste bjerge, og på det første billede kan man lige ane den græsmark, hvor den flotte tyr spankulerede rundt.
Udsigten til den anden side. Jeg kunne glo på den udsigt i timevis. Og gjorde det også.

tirsdag den 24. juli 2012

there are minutes for sleeping

Ligger på sofaen i mit barndomshjem med min gamle kattemis Froy på skødet. Hun blev overlykkelig da vi kom hjem, og har de sidste seks timer gået rundt og kaldt højlydt på os - for lige at sikre sig, at vi ikke tog afsted igen. Eller måske havde hun allerede glemt, at vi var kommet hjem. Nurh. Lille demente kat. Har tilbragt det meste af de sidste to dage på de tyske motorveje, og i morgen må jeg lige overleve fire timer i tog, før jeg er hjemme i København igen. Det er måske meget godt, for jeg har en milliard billeder fra turen, der godt lige kunne bruge en grovsortering. Sådan er det, når man er tre fotoglade mennesker (plus min mor) afsted sammen - der er over halvtreds billeder alene af udsigten fra vores balkon... (Men det var altså også noget af en udsigt. Jeg bliver nok nødt til at dedikere et indlæg bare til den.) Jeg har lige drukket dagens sidste cola - forudser en frygtelig afvænningsperiode i næste uge - og nu vil jeg kravle op under skråtaget og min dyne. Det er aldrig nemt at sige farvel til min familie, men i morgen bliver det nok ekstra svært, for vi har virkelig haft en dejlig ferie sammen. Jeg er glad for, at jeg i en alder af syvogtyve stadig bliver inviteret med på ferie, og jeg tror de er glade for, at jeg i en alder af syvogtyve stadig 'gider' tage med. Men det gider jeg i hvert fald godt, og meget gerne i mange år endnu. Godnat! 

søndag den 22. juli 2012

under the moan of rotting elm

Sidste dag i Lofer. Det skulle have regnet hele dagen, men det gjorde det heldigvis overhovedet ikke, så jeg har været ude hele dagen. Her er en milliard forskellige vandrestier, og i dag fandt vi én der gik langs med floden. Tyren kan vi se fra vores vindue, og Silke synes også han er en rigtig flot fyr.

fredag den 20. juli 2012

the hills are alive with the sound of music

En lille update fra Østrig, hvor vi virkelig nyder livet og overvejer at blive for evigt. Jeg har ikke siddet ret meget ved computeren, men nu regner det virkelig meget udenfor, og vi sidder med hver vores tablet, computer og smartphone - min søster og mine forældre spiller wordfeud med hinanden, og jeg er asocial og blogger lidt. Billederne er fra den anden dag, hvor min far, hunden og jeg tog på bjergvandring på Loferer Alm. Jeg er i helt åndssvagt dårlig form, men det var faktisk ikke så slemt, og det sortnede kun for mine øjne en enkelt gang, haha. På toppen fik vi øl, cola og vand til hunden og kiggede på nogle af de firehundrede alpekøer, der går rundt deroppe.

torsdag den 19. juli 2012

Stephen King - Misery

For en måneds tid siden genså jeg filmatiseringen af Misery sammen med Rannvá, og siden har jeg også genlæst den relativt korte roman. Mange kender historien om den succesfulde forfatter Paul Sheldon, der kører galt under en snestorm og bliver reddet af sygeplejersken Annie Wilkes, der dog viser sig at være skingrende sindssyg, hvilket er mildest talt ubehageligt. Rob Reiner, der også er manden bag den fantastiske filmatisering af Stand By Me, kastede sig over projektet i 1990, og her har vi efter min mening med en af de bedre Stephen King-filmatiseringer at gøre.

Kathy Bathes er helt formidabel som Annie Wilkes. Hun er virkelig uhyggelig, fordi hun virker så oprigtig skør i bolden. Hun er umulig at rationalisere med og komplet uforudsigelig, og James Caan gør som Paul Sheldon et rimeligt arbejde med at være målet for hendes sindssyge. Jeg tror den generelle holdning er, at han også spiller ret godt, men for mig er han bare lidt for... halvfemser i sit skuespil. Annie Wilkes er selvproklameret "number one fan" af Paul Sheldon, og hun bliver komplet ulykkelig da hun opdager, at Paul har slået hendes yndlingskarakter Misery ihjel. Hun tvinger ham til at skrive en ny roman, hvilket også er et lille stik fra Kings side - han følte pres fra sine constant readers om hele tiden at skulle skrive videre på Dark Tower-serien. Jeg kan godt forstå dem lidt dog, jeg kan virkelig ikke vente til næste bog i "A Song of Ice and Fire" udkommer.  

En personlig anekdote; min far og jeg (og sidenhen min søster) har altid nørdet Stephen King. Da jeg gik i niende klasse, gik Misery som teaterstykke i Aalborg, og det skulle min far og jeg naturligvis se. På vej ind til stykket møder jeg min første kærestes forældre, som jeg ikke havde set siden jeg ikke længere ville være kæreste med deres søn et år tidligere. De syntes helt sikkert bare, at det var hyggeligt at se mig, men jeg kunne KUN tænke på, at jeg havde gjort deres søn så ked af det. Derfor kan jeg nærmest ingenting huske af selve stykket - men bogen er ideel som teaterstykke (selvom jeg ikke er ubetinget begejstret for det medie...), da det meste af handlingen foregår omkring kun to personer i ét rum.  

mandag den 16. juli 2012

it’s a luscious mix of words and tricks

Priviligeret må man jo nok sige at jeg er - når kun lige præcis at vise jer de sidste billeder fra Amsterdam, før jeg tager på en ny ferie. Så selvom jeg har haft lidt ondt af mig selv og har savnet Barcelona helt ind i hjertet, så har jeg vist ikke noget at klage over. (Når jeg kommer hjem fra Østrig skal jeg jo også et smut til musikfestival i Polen...)

Nå, men i Amsterdam er de mægtigt glade for pomfritter - så glade, at de har mange steder rundt omkring der KUN sælger pomfritter. Det kan jeg sagtens forstå, for der er næsten heller ikke noget bedre end en rigtig sprød, tilpas saltet pomfrit med mayo. Eller hvad man nu ellers havde lyst til at få på - her var ti forskellige slags dyppelse (yndlingsord) og lige så mange slags strøelse. Vildt lækkert. Jeg nåede dog aldrig at smage dem - fik kun en gang halvslatne pomfritter til en klam burger lige da vi var kommet. Til gengæld brugte jeg en masse penge i American Book Center, der ligger på Spui 12, og som jeg vil anbefale alle! Det er helt klart den bedste boghandel med engelsksproget litteratur jeg nogensinde har været i. (Nej, jeg har ikke været i hverken England eller USA). Sidste gang kom jeg hjem med blandt andet Narnia, og heller ikke denne gang kunne jeg gå tomhændet derfra.

Vi mødte også en ganske bizar Svampebob, der overhovedet ikke var firkantet. Han lignede mere noget forvokset playmobil, men foreviges skulle han selvfølgelig.  

søndag den 15. juli 2012

even if it rains, dear

En af de ellers så fantastiske kjoler med ærmer viste sig at være et rigtig godt eksempel på, hvorfor man skal være lidt varsom med netshopping. Selvom jeg på forunderlig vis har fået de skæve syninger til at se helt anstændige ud på øverste billede, ser det altså ikke for godt ud i virkeligheden. Og man gider ikke rigtig til at betale porto for at returnere en kjole til hundrede kroner. Farven er stadig pæn. Jeg kan jo altid gå i den herhjemme. Billedet i midten er komplet urelateret, men nødvendigt, for at de andre to ikke danner en bizar udgave af min krop.

Kjolen er derfor ikke pakket med i kufferten, når jeg i dag tager toget til Jylland, for i morgen at køre mod Østrig med min familie. Til gengæld har jeg pakket mine vandresko (eller, de sko jeg har, der er mindst smertefulde at have på i mange timer af gangen) og et par tykke trøjer, for vejret bliver vist ikke fantastisk. Min badedragt og sandalerne ryger dog også med i et anfald af optimisme. Jeg glæder mig helt vildt til en uges ren afslapning, hygge og pæn natur.