fredag den 28. september 2012

it's hard to just kiss our child games goodbye

Har haft et par rigtig gode dage med nogle af mine bedste piger. I onsdags så jeg film med Rannvá, og i går kom Nanna forbi til mere snak og flere tårer - men også til fantastisk ostepizza fra Piccolo Mondo, Harry Potter på skærmen og Lego på bordet. Jeg begyndte slavisk at følge instruktionerne og byggede stammefolkets hideout (åh, hvilken tilfredsstillelse det er, når det hele passer sammen), mens Nanna straks begyndte at 'lege' mere frit og digte historier. Vi ville have leget godt sammen som børn - jeg kunne klart bedst lide at bygge ting, rive dem ned og bygge dem op igen, mens Nanna var noget mere kreativ. Kan fortælle, at ifølge Nannas opstilling kan man på billede to se en stakkels kvindelig fange, der sidder fængslet bag spyddene. Hendes mand slap væk og nyder nu livet på en nærliggende ø. Egentlig har han set sine venner (forestiller mig nogle spanske opdagelsesrejsende) på båden, men han er så tilfreds med at fiske (med en lian) og fede den under palmen, at han ikke har råbt om hjælp. Nederst er sørøverne. Der er trængsel på det lille hav.

tirsdag den 25. september 2012

we came to breathe clean air

I sidste weekend inden verden gik af lave, besøgte jeg Lærke, der er flyttet i kollektiv i Hellerup. Det var den bedste eftermiddag med lækre snacks og puslespilslægning. Der må jeg snarest tilbage til igen. 

søndag den 23. september 2012

feel the world you know divided up

Jeg savner mine drenge. Min kæreste siger, at ham og Jimmy virkelig er blevet gode venner mens jeg har været væk. Jeg har haft lidt svært ved at sove om natten de sidste dage, men jeg håber det hjælper lidt, når jeg i morgen ligger i min egen seng og kan putte med både katten og kæresten. Jimmy har forresten væltet og derved ødelagt den palme, jeg fik af min mor for fjorten år siden - det er lidt træls. Men jeg tror ikke han har gjort det med vilje. 

lørdag den 22. september 2012

I caught a glimpse, now it haunts me

Jeg kender ingen der elsker chokolade så meget som min mor. Efter en tre retters menu hvor vi andre er så mætte at vi har helt ondt i maven, kan hun godt lige køre en plade chokolade ned, og hvis man vil gøre sig forhåbninger om at smage, skal man være lynende hurtig. De sidste par måneder har hun dog begrænset chokoladeindtaget gevaldigt for at passe lidt på vægten - men det kan være fuldstændig ligegyldigt nu. Min onkel (hendes storebror) og min fætter kom forbi i dag med denne kurv til hende - der er ikke mindre end to et halvt kilo lækker chokoladenydelse. At min mor så konstant har kvalme og endnu ikke har spist af det, er bare et meget tydeligt tegn på at hun er syg - men så må hun jo få det i et drop. Ellers kan vi muligvis godt hjælpe hende af med noget af det. 

fredag den 21. september 2012

we will row to sunny shores and start again

Det er ret svært at forstå at dagene bare bliver ved med at gå, og hvordan hele verden ligner sig selv, selvom vores liv er vendt helt på hovedet. I dag har det regnet uafbrudt hele dagen  - bortset fra et kvarters tid i eftermiddag, hvor Silke og jeg gik en tur rundt om kirken; der holdt det mirakuløst op. Måske der trods alt er grænser for hvor meget elendighed man kan udsættes for på én gang. Alle folk er så søde, at det er helt ufatteligt. Det vælter ind med blomster fra alle kanter, mine forældres venner har været forbi med noget aftensmad til os (har spist lidt for meget fastfood på vej hjem fra hospitalet de sidste dage), og alle er ved at gå ud af deres gode skind for at hjælpe os. Min søsters kat, der ellers er kæmpestor og vild, sprang op på skødet af mig og trøstede mig, da jeg var lidt ked af det tidligere. Og mine venner er de bedste overhovedet. Tanken om at tage tilbage til København på mandag er ikke helt så slem, for der er så mange der gerne vil hjælpe mig. Min mor er kommet hjem nu, og lige nu virker alting helt normalt. Det er virkelig rart. 

torsdag den 20. september 2012

-

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det er meget grænseoverskridende og selvudleverende, men der er sket noget kæmpestort og forfærdeligt, der fylder alt i mit liv lige nu og vil gøre det fremover, og jeg kan mærke, at jeg får behov for at skrive lidt om det ind imellem. Min mor er meget, meget syg. Faktisk så syg, at hun ikke bliver rask igen. Hun har fået kræft i bugspytkirtlen, leveren og flere andre steder, og det er allerede så fremskredent, at man ikke kan gøre noget ved det. Andet end at give livsforlængende kemo. Hun blev indlagt med ondt i maven i søndags, tirsdag morgen fløj jeg til Aalborg, og tirsdag middag fik vi besked. Der flyver en milliard tanker rundt i mit hoved, samtidig med jeg føler mig helt og aldeles tom indeni. Lige nu har jeg ikke lige mere at sige. Og jeg ved ikke helt, hvornår jeg får lyst til at sige noget igen.

søndag den 16. september 2012

I know these habits hurt important parts of you

Tiden går godt nok hurtigt. Det er allerede en uge siden vi hentede Jimmy, og han er blevet en helt anden, gladere og frækkere lille kat. Lige nu ligger han i vindueskarmen og kigger på os - vi sov vist lidt for længe i dag efter hans mening. (Altså til klokken ni...)
 
Her er en liste over Jimmys yndlingsting. Han elsker:
- at bide i vores tæer under dynen
- at springe fra sengen over i den smalle vindueskarm og tilbage igen
- at hive tøjet ned fra tørrestativet
- at gå på computerens tastatur
- at drikke vandet, der står på mit natbord
 
Størstedelen af tingene på listen er, desværre for Jimmy, ikke ligefrem en adfærd vi fremelsker. Katte har åbenbart et indbygget instinkt, der ikke kan stå for folks tæer, computertastaturer og vand, der ikke er deres eget, for det kender jeg kun alt for godt hjemmefra. Hans akrobatiske evner fejler ingenting, og han må sådan set selv om, om han vil springe frem og tilbage fra sengen - problemet er, at han helst gør det når vi skal sove. Der er nu også andre ting han er glade for, og jeg prøver at gå fra et forbud til noget han godt kan lide. Som f.eks. snørebåndet, der for ham er det bedste legetøj i verden. Det andet vi har købt til ham bliver for det meste ignoreret. Han er også blevet ret glad for at putte i sofaen, og i går lå han endda på min mave. Han er simpelthen en fantastisk lille fyr.

fredag den 14. september 2012

it's shining like the chandelier

I sidste weekend var jeg på arbejde både lørdag og søndag, mens der var Copenhagen Art Festival i byen. Lige ved siden af mit arbejde - på Højbro Plads, Amagertorv og ved Nikolaj Kirke - var der en masse aktivitet, og søndag morgen var Rannvá og jeg lidt tidligt på den og nåede derfor et hurtigt kig på ilovit. Det var pænt. 

I går morges, da jeg kom på arbejde, væltede en uhyggelig grad af moderfølelse op i mig - en følelse, jeg slet ikke troede jeg besad. Men tanken om, at lille Jimmy skulle være alene hjemme i ni+ timer var helt ubærlig, og så begyndte jeg at tude(!).. Jeps, jeg er virkelig blevet en crazy cat lady, og han har ikke engang boet her en uge. Nu er det jo heldigvis sådan, at min kæreste også er en af mine chefer, så han gav mig en ekstralang frokostpause, så jeg kunne skynde mig hjem og se til kræet. Der selvfølgelig havde det helt fint, og sikkert ikke havde opdaget hvor længe vi havde været væk.

torsdag den 13. september 2012

and in creeps the morning

De sidste dage er forsvundet i en blanding af lykkerus over det mest nuttede lille væsen, samt dyb koncentration over læsning af tekster til min undervisning. Jimmy er blevet mægtig modig og vil gerne putte lidt mere, og så er han rimelig god til at sove om natten. Om lidt tager jeg på arbejde, og så skal han for første gang være alene hjemme i længere tid. Det bliver spændende at komme hjem senere...

mandag den 10. september 2012

break my heart around this

Jeg har lidt svært ved at forstå det. Men jeg har nu endelig min helt egen kat - den lille fyr på billederne skal bo hos os de næste femten-tyve år, og det bliver så godt. Han hedder Jimmy Oberst, naturligvis opkaldt efter min yndlingsfodboldspiller, Jimmy Nielsen. (Der også kaldes Den Hvide Puma - min Jimmy må jo så være den sorte puma.) Simon, Rannvá og jeg hentede ham i går på Dyreværnet i Rødovre, og han græd hjerteskærende hele vejen hjem i den lejede bil - og oppe i lejligheden løb han direkte ind under en reol og gemte sig. Jeg fik ham dog lokket ud med lidt mad, men han er altså en frygtsom lille fyr, der lige skal se det hele an. I nat græd han lidt igen, og jeg satte mig ind på stuegulvet og legede lidt med ham, hvilket førte til, at han halv fire i nat begyndte at spinde. Nurh. Han er simpelthen så nuttet.  Hans målmandsevner er indtil videre ikke prangende, men det kan jo være det kommer.
 
Jeg forudser en uhyggelig stor mængde indlæg om og billeder af Jimmy her på bloggen. Så er det sagt. Skulle lige til at skrive, hvor stolt jeg blev, da han lavede sin første lort i kattebakken, men tog mig i det. Bortset fra, at jeg nu har skrevet det alligevel. Haha. Nå, jeg burde forberede mig til i morgen. Er jo ligesom startet på den der kandidat.   

lørdag den 8. september 2012

you heal my wounds and dry my tears

Hermed det sidste Polen-relaterede indlæg i denne omgang, men til gengæld et vigtigt et af slagsen. Ingen udlandsrejse uden en grundig efterprøvning af deres udvalg af chips, og her ligger Polen virkelig i top. Tyskland skuffer mig meget på chipsefronten, Spanien er nogenlunde, men ikke overbevisende, men Polen er overraskende nok på niveau med Danmark. Deres champignonchips er nogle af de bedste chips, jeg nogensinde har smagt. De var helt sublime, og kostede naturligvis kun syv-otte kroner. Simon prøvede chipsene med kebabsmag og var ret begejstret - jeg var en smule mere tøvende, men de var altså også fantastiske. De smager lidt ligesom Kims Bølgechips (tror jeg de hedder - engang hed de vist kyllingechips?) - dem, der kommer i en rød og hvid pose, der er lidt mindre end de andre. Ikke afbildedet er tilgengæld også de dårligste chips, jeg nogensinde har smagt - en art ostepops, der smagte sødt af karamel - jeg får kuldegysninger bare ved tanken. Heidi købte dem ved en fejl, og ingen af os kunne spise mere end et par stykker.   

fredag den 7. september 2012

it was nothing like we'd ever dreamt

Tidligere i aftes fik jeg en mail fra min underviser i fiktionsteori. Jeg har fået 12 i min eksamensopgave! Jeg har simpelthen acet den her opgave for vildt, og jeg kan nu kalde mig bachelor i tysk med film og medievidenskab som tilvalg. Tidligere i dag var jeg sikker på, at jeg ville dumpe - jeg har åbenbart helt mistet evnen til at vurdere mit eget niveau efter jeg dumpede min mundtlige tyskeksamen sidste år. Bliver altid bange for, at jeg har glemt en eller anden formalitet, eller har misforstået opgaven. Men jeg har kun tudet over denne opgave en enkelt gang, og det er virkelig fremskridt! Det har taget fire år at nå hertil, med et par gevaldige bump på vejen (FIRE forsøg før jeg bestod tysk fonetik...), men det gør bare følelsen af at have klaret det endnu bedre. Og endda med tre 12-taller, (og et 2-tal og en bunke derimellem.) 

Min opgave handler om religiøse elementer i Miyazakis tre film My Neighbor Totoro, Princess Mononoke og Spirited Away (Chihiro og Heksene), og selvom det har været en lang og sej kamp at skrive den, har det også været ret spændende. Jeg følte mig virkelig privilegeret over at kunne bruge tid på at se mine yndlingsfilm igen og igen - og kalde det studierelevant. Jeg har også overspringshandlet helt vildt, hvilket bragte mig forbi min gamle ven eBay, hvor jeg fandt verdens sødeste Totoro-punge. Jeg bestilte den til venstre til mig selv, og den til højre til min søster, men modtog to af sidstnævnte og har derfor også én selv. Hurra! De har holdt mig motiveret i opgaveskrivningen, og det har åbenbart virket.

torsdag den 6. september 2012

let the years roll in and drown our yesterdays

De fleste børn samler på ting, og mange bliver også ved som voksne. Deriblandt mig, der har lidt for mange samlinger af fjollede ting, men det er en helt anden historie. For nogle måneder siden hentede min søster og jeg alt vores legetøj ned fra loftet hjemme hos vores forældre, og vi brugte en hel weekend på at være helt utroligt nostalgiske omkring hver lille ting vi fandt. Især bilerne (drengepige, much?) og plasticdyrene var blandt mine favoritter, og genkendelsens glæde var stor. Løven med den brækkede hale, girafferne, der ikke helt kunne stå og bjørnen, i blødere og bedre kvalitet end de andre dyr. Af bilerne var det nok den helt gule, der var min yndlings; den havde helt klart de bedste hjul og kørte langt på alle overflader.

tirsdag den 4. september 2012

when we come home, we want it quiet and calm

Jeg har haft første skoledag på min kandidat i dag, hvilket var en virkelig god oplevelse. Men jeg har stadig ikke fået svar på min opgave, så jeg ved ikke, om jeg har fået min bachelor endnu. Har jeg ikke det, kan jeg ikke starte på min kandidat, og indtil det hele er på plads, har jeg ikke rigtig lyst til at snakke om det. Men der er meget at læse. Og jeg arbejder meget. Derfor har jeg skruet lidt ned for blusset og spiser jer af med et billede af verdens sødeste hund - men det er selvfølgelig heller ikke så dårligt.

mandag den 3. september 2012

I left my head and my heart on the dancefloor

Jeg havde ikke lige regnet med, at Lady Gaga skulle præge hele to på hinanden følgende blogindlæg, men denne weekend har været så sindssyg travl, at jeg ikke har haft tid til at skrive noget som helst. Havde en utrolig god dag på arbejde lørdag, hvor Nannas spilleliste bragede Lady Gaga ud i hele butikken som opvarmning til koncerten. Fik besøg af Rannvá om aftenen, og fik snakket, snakket, set film og snakket noget mere. Hun sov her til søndag, hvor jeg igen tog på arbejde, og var ved at tude af træthed da jeg kom hjem. Var dog klar igen efter en lille eftermiddagslur, og SÅ var det tid til Lady Gaga i Parken!
 
For første gang i mit liv satte jeg pris på at have fået billet til siddepladser. Følte mig virkelig gammel, men det var altså dejligt at kunne sidde ned og nyde en fadøl - også fordi Gaga-tøsen var mega forsinket. Ved siden af os sad en lille pige og hendes far - og det mindede mig SÅ meget om mig selv for seksten år siden, hvor jeg sad i Parken sammen med min far og så Michael Jackson. Hun så ud til at nyde koncerten, og nu snakker hun nok om den i årevis, og dét kan jeg godt forstå. Der var et freaking SLOT på scenen! Nanna og jeg blev enige om at kunne finde elementer fra både Ringenes Herre og en Marilyn Manson-koncert, så det var jo bare helt perfekt. Og nu siger jeg det altså - men hun virkede så oprigtigt glad for sine fans, og det virkede til at ligge hende enormt meget på sinde, at folk havde det godt. Jeg er godt klar over, at hun spiller for mange tusinde mennesker næsten hver dag, men hun var alligevel meget til stede - meget mere, end jeg ofte oplever til de små koncerter på Loppen...
 
Bad Romance, Telephone og Pokerface var så fede, at jeg troede jeg skulle dø. Der havde vi for længst rejst os fra sæderne og stod og dansede grimt. Den nye plade er stadig ikke fantastisk, men med det fuldstændigt overdrevne sceneshow betød det ikke så meget... Thomas Treo har naturligvis givet koncerten to stjerner her, men alt det han hader, var jeg helt vild med, så på den måde er anmeldelsen underholdende nok. Vi er altså faretruende tæt på seks stjerner fra mig, og jeg er SÅ glad for, at vi greb muligheden og tog afsted.