onsdag den 31. oktober 2012

they paint the moon today

Nu er jeg hjemme i Jylland hos min far og min søster. Min mor er indlagt i Aalborg, og skal nok være det ugen ud. Det er mildest talt rigtig træls, for jeg bliver helt vildt ked af at se hende i det hvide hospitalstøj på den triste stue, og det føles alt for meget som om man bare er på besøg. Hvilket man jo sådan set også er. Et par timer om dagen er bare ikke nok, jeg vil være sammen med hende hele tiden og give hende kærlighed og styrke - og få det samme igen fra hende. I går aftes blev jeg hentet ved toget i Hobro, og så kørte vi til Aalborg. Jeg tudede næsten al den tid vi var hos hende, og det føles så forkert at gå derfra igen. Men det har i det hele taget været en lorteuge for mig. Jeg har været meget mere ked af det end tidligere, og der skal ingenting til at få tårerne frem i øjnene på mig. Men nu er jeg hos min familie, og så føler jeg mig ikke helt så magtesløs. Nu kører vi til Aalborg igen.  

mandag den 29. oktober 2012

a symphony of strangeness and charm

I går tog jeg et smut i Zoologisk Have for at blive opmuntret lidt. Det slår aldrig fejl - jeg er simpelthen så vild med dyr, at de altid gør mig i godt humør. Denne gang var det især de små, nuttede (og stadig dunede, nurh!) zebraføl der charmede sig ind på mig, men elefanten var også så glad, at jeg måtte blive hos den i over tyve minutter. Zoologisk Have er pæn i efterårsfarver, og jeg vil prøve at bruge mit årskort lidt oftere fremover. Jeg skylder i hvert fald Rannvá en tur, og mon ikke jeg også kan lokke Simon og Nanna med igen.   

søndag den 28. oktober 2012

Wilfred

På Rannvás opfordring har jeg på rekordtid pløjet mig igennem to sæsoner af Wilfred, der er en amerikansk dark comedy, hvilket faktisk er en ganske præcis beskrivelse af serien. I første afsnit ser vi nemlig Ryan (Elijah Wood) forsøge at begå selvmord med en cocktail af piller. Det lykkes ham ikke, og dagen efter ringer den søde nabo på døren og spørger om ham kan passe hendes hund, Wilfred. Problemet er bare, at Ryan (og seerne) ikke ser en hund, men derimod en mand i hundekostume, der taler til ham med australsk accent. Så er scenen ligesom lagt, og det bliver kun bedre som historien og karaktererne udvikler sig.

Wilfred er enormt hundeagtig. Nogle af de sjoveste scener viser en forstyrret, ivrig og mistroisk Wilfred, der ikke kan acceptere naboens dreng og dennes troldmandsagtige kunstner med en tennisbold. Han er også enormt glad for at snaske i ulækre ting (hvilket tager brodden af en ellers ret rørende scene, hvor Ryan er gået kold i sin sofa og har kastet op ud over sig selv - og Wilfred spiser det med kinesiske spisepinde), og så elsker han at hade katte, hvilket er udgangspunktet til et af mine yndlingsafsnit. Han er også konstant liderlig - han overfalder oftest en forsvarsløs, udstoppet bjørn, men som han siger - og ivrigt demonstrerer, har han jizzet på næsten alle overflader i huset. Men Wilfred har også meget menneskeagtige karaktertræk, i hvert fald i Ryans hoved, hvor de bruger timevis i kælderen med en bong, ryger sig skæve og forestiller sig helt vanvittige ting.  De bliver hurtigt uadskillelige, Ryan er arbejdsløs, og naboen Jenna vil ikke lade Wilfred være alene hele dagen, og det virker egentlig til at være meget godt for Ryan at være lidt mere spontan og social, hvilket Wilfred opfordrer ham til.

Men Wilfred gør også enormt mange ting, der ikke altid er til Ryans fordel. Nogle gange når pinligheden Klovn-lignende højder, for Wilfred får altid afsløret godt gemte hemmeligheder eller framer Ryan for ting, han ikke har gjort. (eller har gjort, men er sluppet godt fra.) Det er interessant at tænke på, at Wilfred nok er en del af Ryans underbevidsthed - der er virkelig mange tegn på mental ustabilitet hos den stakkels knægt, men han er godt nok god til at bringe sig selv i problemer, hvis Wilfred virkelig bare er en almindelig hund. Og det er der altså rigtig meget der tyder på. De to sæsoner forsvandt på et øjeblik, for jeg blev virkelig grebet af Ryans historie. En klar anbefaling herfra!

lørdag den 27. oktober 2012

someone dialed up my line today

Jeg har næsten ikke forladt lejligheden i dag. Først sov jeg længe, og så har jeg brugt dagen på at nusse rundt og rydde op, organisere og omrokere alverdens ting, imens jeg har lyttet til den nye Placebo. Smuttede dog på et tidspunkt i Brugsen med et par tomme flasker, og da jeg kom hjem, stod denne gave i en pose uden for min dør. Først troede jeg, at det var en fejl. Det måtte være til naboen, og skulle de ikke også holde fest? Kunne virkelig ikke finde ud af om jeg skulle tage den med ind, og imens så Jimmy sit snit til at udnytte min ubeslutsomhed og udforske trappeopgangen. Jeg takker guderne for, at nogen havde lukket vinduerne mellem anden og tredje sal - de står ellers ALTID åbne, og Jimmy er altså hurtig. Men jeg fik hurtigt fat i ham, tog ham under armen, og så tog jeg altså gaven med ind i den anden hånd. Gavemærket sagde "Til Tine (men også lidt til Simon)", og der var ikke nogen afsender. Interesting. Og så var der bare yndlingsting en masse nede i kassen. Fire uglekrus, 2 x ugleservietter, uglenøglering, ugletræpynt, 2 x øl og en bunke slik. Jeg begyndte at tude lidt igen - tuder åbenbart hele tiden i de her dage - for det er virkelig sødt. Noget sagde mig, at pakkens afsender var Lotte - hun finder altid de fineste ugler til mig. En sms bekræftede min mistanke, og så blev jeg endnu mere glad, for hun har bestemt også sit at slås med i øjeblikket - tænk, at hun også har overskud til mig. Jeg har de bedste venner i verden, virkelig.    

fredag den 26. oktober 2012

I send a heart to all my dearies

Har været på noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur de sidste par dage. Var på arbejde onsdag og i går og har haft et par gode snakke med flere af mine kolleger, men i går måtte jeg gå hjem midt på dagen fordi jeg var lidt ked af det. Sådan er det nok bare nogle gange, men det er så irriterende, at det rammer på helt uventede tidspunkter. Heldigvis kom Rannvá om aftenen, og vi hyggede med at tegne, se Dexter og putte med Jimmy. Fik den sødeste sms fra min veninde i Jylland, hvilket fik mig til at tude lidt igen, men denne gang fordi jeg blev rørt og glad. I dag har været god - Rannvá sov her, vi har set film og spist chips, og her til aften har jeg set Battlestar Galactica med en meget træt kæreste. Han havde Placebos nye EP B3 med hjem til mig fra min bedste lagermakker, og så er det ikke så slemt, at AaB tabte 1-0 til FC Nordsjælland. 

torsdag den 25. oktober 2012

I want to draw you a floorplan of my head

Her er anden del af mit blast from the past-indlæg om mit gamle legetøj. Det har været lidt længe undervejs, men jeg har haft tusind andre ting i hovedet. Lige nu er det dog rigtig rart at svælge lidt i nogle gode barndomsminder. Glansbillederne var helt klart en af de ting jeg samlede allerivrigst på; de skulle helst have dyremotiv, og de viste er mine all-time favourites. Min søster samlede på heste i alle afskygninger - hun har virkelig en million - men jeg havde også et par enkelte på mit værelse. Dog begyndte min stakkels barbiehest at skalle, og så kunne jeg ikke nære mig for at pille skindet af den. Sweet. Troldesamlingen... Oh well. Og dinoerne var også blandt mine favoritter. Havde tilmed en kæmpestor T-Rex, men jeg har måske givet den væk i et svagt øjeblik. De små fik jeg på én gang - jeg var med min far i den uformelle biograf i vores by og se Landet for Længe Siden. Da Lillefods mor døde var jeg så utrøstelig, at min far smuttede ind til legetøjsbutikken ved siden af og købte en pose blandede dinoer til mig. Jeg var vel fire - så skal der ikke så meget til at aflede ens opmærksomhed. Var i det hele taget ret interesseret i dinosaurer, jeg havde også en stor plakat over min seng med de forskellige arter. Dinosaurs rock!    

onsdag den 24. oktober 2012

time is right for a guiding light

I dag har verdens bedste hund Silke fødselsdag. Hun er, som de fleste nok efterhånden har fattet, min søsters helt fantastiske blanding af en Siberian Husky og en Dansk-Svensk Gårdhund, og i dag er det altså tre år siden hun blev født. Min søster fik hende midt i en ualmindelig svær periode, og hun har virkelig været vigtig for, at min søster kom på benene igen. Nu elsker vi hende alle - hun har det kærligste sind og det sødeste smil. I mandags blev hun steriliseret, og hun har været lidt medtaget siden, men jeg håber hun er helt frisk igen i dag og bliver fejret med manér. Jeg er sikker på, at hun ville have været alle tiders hundemor, og min søster ville også enormt gerne have haft et kuld hvalpe fra Silke senere, men det lille hoved døjer desværre med falsk drægtighed. Hver gang hun havde været i løbetid, begyndte hun at producere mælk og ville ikke forlade kurven, fordi hun skulle passe på sine 'hvalpe', og hun virkede i det hele taget ked af det. Men det burde heldigvis være slut nu, og forhåbentlig får min søster sin gode, gamle og glade Muddi helt tilbage igen. Tillykke, din frække hund!    

tirsdag den 23. oktober 2012

I walk where the leaves of the trees fall at my feet

I går gik min kæreste og jeg en tur i nabolaget for at opleve Amager i efterårsfarver. Det småregnede og var ualmindelig koldt, men jeg bliver så glad af at komme ud lidt. Har bare lidt svært ved at tage mig sammen til det i øjeblikket, i hvert fald når jeg er hjemme i København, for det er ofte mere tillokkende at blive under dynen og hygge med Jimmy og en tv-serie. Heldigvis kan jeg for det meste godt nå begge dele - og stadig få forberedt mig til undervisningen, som det dog kniber med at følge.

mandag den 22. oktober 2012

cursing racing horses on church steps

Har givet mig selv en efterårsgave, nemlig den nye Why?-plade, Mumps, etc - og så snuppede jeg lige Alopecia med i købet. Jeg ELSKER Why?, men har desværre endnu ikke oplevet en livekoncert, for hver gang de har spillet i Danmark, er der kommet noget i vejen. Da de udgav Alopecia var jeg blevet sygemeldt med en depression, og jeg gik rigtig mange og lange ture med Yoni Wolf og hans beroligende, kloge og sjove stemme i ørerne. Havde sådan glædet mig til at se ham på Loppen, men det var samme dag som jeg skulle starte på arbejde igen - noget jeg hurtigt måtte erkende, at jeg slet ikke var klar til, og jeg gik hjem og lå under dynen i fosterstilling mens han spillede nogle hundrede meter væk. Denne gang er jeg derfor SÅ klar, men touren er lige blevet offentliggjort, og selvom de skal spille en syv-otte steder i Tyskland og Frankrig, ser det slet ikke ud til de kommer til Skandinavien i denne omgang. Så må jeg nøjes med at glæde mig over de helt fantastiske albumcovers, hvor Alopecia altid vil være en favorit. Bemærk i øvrigt hvalen på Mumps, etc., der ikke virker videre begejstret over at blive åndehuls-rapet af en kvindelig Pinocchio. Teksterne og musikken er lige så underfundige, utrolige og spændende som indpakningen, så giv det et lyt, hvis du ikke kender det. 

søndag den 21. oktober 2012

Stephen King - The Bachman Books pt. III

Den sidste roman i 'The Bachman Books' var The Running Man, der om muligt er endnu mere hæsblæsende end The Long Walk. Hvert kapitel er en nedtælling fra hundrede, og det var svært ikke liiiige at snuppe et kapitel mere, når jeg først var gået i gang. Hovedpersonen er den sympatiske Ben Richards, året er 2017, og der er alvorlig mangel på alle naturlige ressourcer. En lille overklasse lever i luksus, mens resten af befolkningen skjuler sig i etagebyggeri eller dør af ellers harmløse sygdomme - Bens lille datter har influenza, og de skyhøje priser på medicin på det sorte marked får ham til at melde sig til The Running Man, et vanvittigt populært underholdningsprogram, selvom han godt ved, at han nok ikke kommer til at se sin familie igen. Men for hver time han i konkurrencen kan holde sig skjult for the hunters, får hans familie hundrede dollars.

Og han er virkelig jaget vildt. To gange om dagen skal han sende en videooptagelse af sig selv til tv-kanalen, der påstår, at de ikke videregiver oplysninger om hans opholdssted til jægerne. Men de er altid lige i hælene på ham, og det er næsten umuligt at finde gemmesteder - og endnu mindre folk at stole på. Historien udvikler sig ganske uforudsigeligt, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem. 

Filmen fra 1987 er til gengæld helt forfærdelig, men den har nu heller ikke ret meget med sit litterære forlæg at gøre. Udgangspunktet er stadig konkurrencen The Running Man, men stort set alt andet er ændret, og den har virkelig fået action på drengen, undskyld udtrykket. Arnold Schwarzenegger spiller Ben Richards, der i denne udgave er helikopterpilot i militæret, og han ryger i fængsel, da han ikke vil nedskyde en gruppe ubevæbnede demonstranter. Han slipper selvfølgelig fri fra fængslet i en storstilet fangeflugt (og der er stadig ikke gået mere end ti minutter), men bliver senere tvunget til at stille op i The Running Man. Også her er der mildest talt skruet op for intensiteten - konkurrencen minder nu mest af alt om en vildt urimelig gladiatorkamp, hvor den ene part er bevæbnet med alt fra motorsave til flammekastere, mens den anden (Arnold, selvfølgelig) må sætte lid til sin høje intelligens og hurtige reaktionsevne. Der er selvfølgelig også en lækker firserchick med, som han skal passe på og redde på de mest ubelejlige tidspunkter. Der var så meget action at jeg mistede koncentrationen undervejs - men jeg havde altså heller ikke forventet mig meget andet af en actionfilm fra firserne med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen... 

Stephen King - The Bachman Books pt. II

Efter The Long Walk kastede jeg mig over roman nummer to i samlingen - nemlig Roadwork fra 1981. Jeg havde faktisk også skrevet en ret lang anmeldelse af den, men på en eller anden måde fik jeg slettet indlægget, så nu prøver jeg lige igen. Min motivation er dog til at overse, for Roadwork er en af de King-romaner, der har sagt mig mindst. Jeg ved ikke helt hvorfor, det er ikke fordi jeg udelukkende vil læse om monstre og apokalyptiske fremtidsscenarier, men historien om Barton George Dawes var simpelthen for langsom til at komme rigtigt i gang. Udgangspunktet er ellers rimeligt - der skal bygges en ny motorvej i byen, og ruten går igennem både Bartons hus og arbejdsplads, der begge skal rives ned. Barton kæmper i forvejen med sorgen over at have mistet sin voksne søn, og ægteskabet til konen hænger også i en tynd tråd. Han har det mildest talt ikke så godt, og til tider er det næsten ubehageligt at følge hans mere og mere vanvittige eskapader. Stephen King skrev romanen, da han lige havde mistet sin mor. Det kan man godt mærke. Det er bare feel-bad hele vejen igennem, og på en helt anden måde end det normalt er i King-universet. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg bare læste den på det helt forkerte tidspunkt (det er en af de eneste jeg ikke har læst tidligere), men for mig var det bare en gang unødvendig og alt for privat lidelse. King var i lang tid ikke tilfreds med romanen og var ikke glad for, at den blev genoptrykt. Det forstår jeg godt.

lørdag den 20. oktober 2012

in the autumn air you feel her soul unfold

Tilbage i København, hvor vi blev mødt af en glad og tilfreds Jimmy, der fortalte i mange detaljer om hvor godt han er blevet passet af tante Nanna. Efter at have været hjemme hos kæmpekatten Mille og halvstore Froy, er Jimmy bare et lille bitte hoved, men han vejer altså også kun lidt over to kilo. I aften skal vi hygge med film i sofaen, og så glæder jeg mig allerede til næste gang jeg skal hjem til Jylland. Især fordi jeg skal møde en lille ny verdensborger - min dejlige veninde Louise blev nemlig mor for anden gang i går morges til søde lille Esther. Med en mor som Louise og en storesøster som hende her, kan hun kun være nuttet.

torsdag den 18. oktober 2012

don't let anyone say that's already been said

I går fik min mor sin første kemobehandling i Aalborg, og det var heldigvis en positiv oplevelse. Imens blev min søster og jeg hentet af vores kusine og hendes to drenge, hvorefter vi kørte til Hadsund og besøgte vores bedstemor. Hun har nu boet på plejehjem i nogle måneder og er efterhånden faldet godt til. Hun anede ikke at vi kom, eller at min kusine og jeg begge var hjemme fra København, så hun blev ganske overvældet da hun så os. Hun ser os sjældent samtidig, og det kneb da også lidt med at holde styr på hvem der var hvem, men det gik jo alt sammen alligevel. Oldebørnene er kommet til efter hukommelsen begyndte at svigte, så deres navne har aldrig sat sig fast hos hende, men hun blev SÅ glad for at se dem. De var også søde til at sidde hos hende - og så længe man har en iPad, når et plejehjemsbesøg aldrig at blive kedeligt. Derefter kørte vi en tur op til min søsters heste, og Oskar proklamerede hurtigt, at Willemoes var hans hest, så de vakte vist også stor begejstring hos småfolket. I går aftes spiste vi slik fra Slik Hans og Øl Grete - en kæmpestor slikbutik i Aalborg, der tilfældigvis ligger lige ved siden af patienthotellet, hvor min mor overnattede fra tirsdag til onsdag. Det er anden gang jeg har spist bland-selv slik i år - men jeg kunne simpelthen ikke stå for fristelsen, selvom jeg i virkeligheden synes det er SÅ ulækkert. (Det smagte vildt godt. Og der var meget af det gode chokoladeslik. Det er der ellers aldrig i bland-selv-slik, synes jeg.)

onsdag den 17. oktober 2012

who bade you stop this living art?

Pauseskærm, mens jeg tilbringer kvalitetstid med familien.