fredag den 30. november 2012

my heart asleep with no air

De, der følger regelmæssigt med på bloggen, kan jo nok godt regne ud hvad min tavshed skyldes. Det er ikke så svært at gætte hvad der er sket, eller hvad der er ved at ske, hedder det vel. Da jeg tog hjem til København sidste tirsdag, var jeg i bedre humør end jeg havde været længe, for min mor var hjemme og havde det rimeligt. Men lørdag aften ringede min far og fortalte, at mor havde fået det rigtig skidt, og at sygeplejersken ville råde mig til at komme hjem. Med det samme. Simon og jeg havde lige fået besøg af hans forældre, hvilket var held i uheld, for så kunne vi låne bilen. Jeg var fuldstændig hysterisk og opløst af tårer, og der var ikke flere flyafgange, så jeg ved ikke hvad vi ellers skulle have gjort. Turen hjem føltes helt uendelig, og selv motorvejen modarbejdede os - af alle dage var den selvfølgelig fuldstændig spærret ved Fredericia lige dén aften. Vi ankom til Farsø ved halv to-tiden, og det var rystende at se hvor meget der var sket på bare fire dage. Mor havde det rigtig dårligt, men rakte armene ud mod mig da jeg kom, og kunne godt sige hej. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville nå at snakke med hende en sidste gang, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Når man er meget syg, kan man overgå i en tilstand af delirium, i daglig tale delir. Det kan skyldes selve sygdommen, en infektion eller den medicin man får. Det var ret tydeligt, at det var sket med mor, for hun havde en helt vanvittig uro i kroppen og følte trang til at bevæge sig hele tiden - hvilket immervæk er svært, når man er så svag som hun. Hun var oppe at sidde på sengekanten, men der var ikke rigtig noget der hjalp, og det var virkelig hårdt at se hende have det så forfærdeligt. Hun begyndte også at virke fjernere allerede søndag, så jeg er virkelig glad for jeg kom lørdag nat. Hendes vejrtrækning var også helt håbløs - hun holdt ligesom vejret alt for længe, og lukkede det ud i en klagende, rallende lyd, der simpelthen gjorde os så kede af det. Vi kunne dog trøste os med, at hun ikke havde nogle smerter, men hun havde det bestemt heller ikke godt. 

Mandag kaldte hun mig Tinemus og gav mig faktisk et knus. Det glemmer jeg aldrig. Ellers sagde hun ikke meget - hun var meget fjern. Hun fik det tydeligvis dårligere, og hun var også begyndt at blive koldere, hvilket er et tegn på, at organerne er ved at sætte ud. Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at skulle opleve at se sin mor have det så dårligt som mor havde det mandag. Hendes smertestillende og beroligende medicin blev hele tiden øget, men det var som om det ikke rigtig virkede. Lægen besluttede derfor tirsdag at give hende propofol (jeps, det Michael Jackson fik en overdosis af), et middel, der normalt bruges under narkose - for at bedøve hende og mindske hendes ubehag. Tirsdag morgen fik vi det sidste smil fra hende, og siden har hun ikke været ved bevidsthed. Lægen sagde samme dag, at det nok var et spørgsmål om timer eller halve dage, og vi prøvede at forberede os mentalt på det helt ufattelige.

Men mor er stærk. Selvom hun ikke har spist i over en uge og ikke har fået noget væske overhovedet siden tirsdag, så hænger hun i. Det skyldes nok, at hun er forholdsvis ung (femoghalvtreds), og at hendes krop ikke har nået at blive fuldstændig nedbrudt i et langt sygdomsforløb. Det er trods alt ikke engang ti uger siden vi fik besked, hvilket overhovedet ikke er til at forstå. Og selvom det er hårdt at være her hele tiden (vi har alle kunnet sove og spise her og har gjort det siden i lørdags), er det også dejligt at kunne være tæt på mor. Holde hende i hånden og fortælle hende alle de ting, vi lige skal huske at sige. Det er ikke sikkert hun kan høre det, men man har jo lov til at håbe. Det er for uoverskueligt at tænke på hvad der skal ske, når hun holder op med at trække vejret. 

torsdag den 22. november 2012

I'm a horse with a fantasy twist

Jeg tror mildest talt det bliver lidt af en opgave at komme i julestemning i år, for at være helt ærlig. Men jeg har taget mine forholdsregler og bevæbnet mig med de tungeste skyts overhovedet; min elskede Sufjan Stevens har nemlig udgivet sin juleboks nummer to, 'Silver & Gold'. Han har de sidste ti år lavet en EP hver jul til familie og venner, i 2006 samlede han de første fem i en virkelig fin boks til sine fans, og nu er de næste fem altså kommet. I denne boks er samlet ikke mindre end otteoghalvtreds sange samt en bunke overdådigt lir. Fire ark med helt fantastiske klistermærker (tjek lige pandaen i julesweateren der holder et skull..!) og fire ark med lige så utrolige temporary tattoos, en DIY-julestjerne, en stor plakat og en dejlig, tyk lille bog med tekster, akkorder og almindelig randomness fra Sufjan. Det er svært ikke at komme i godt humør, prøv bare at tag et lyt til 'Christmas Unicorn':
 

tirsdag den 20. november 2012

I wanted to walk a trail with no end in sight

Jeg boede i Mariager de første tyve år af mit liv, og min familie bor der stadig - mine forældre i det samme, skønne hus og min søster i en lejlighed hundrede meter derfra. Mariager Fjord kaldes Danmarks smukkeste fjord, og det er der bestemt noget om. I går gik min kæreste, Silke og jeg en lang tur ved vandet, og jeg ved ikke hvem af os, der nød det mest. Min mor er hjemme fra sygehuset og har været det siden søndag, og det giver en helt anden stemning i hele huset. Hun er meget træt hele tiden, men bare det at have hende liggende i stuen og småsove i sit eget tøj mens vi andre ser fodbold, er så meget bedre end at besøge hende i en halv time, liggende i deprimerende hospitalstøj på en overfyldt stue. Det var i det hele taget et rigtig dejligt besøg hjemme, og jeg skal heldigvis snart tilbage igen. 

mandag den 19. november 2012

you made my mind feel like a hurricane

I dag har været en virkelig god dag! I morgen går turen til København igen, men jeg vender tilbage i næste uge. 

søndag den 18. november 2012

my ride is gone it's time to leave

I går stod jeg tidligt op, tog S-toget til Vallensbæk (ikke den kønneste strækning, den linje A dér), mødtes med mine to kusiner og kørte afsted mod Jylland. Den ene bor til dagligt i Uppsala og er faktisk blevet svensk statsborger, men hun var altså fløjet hjem for at kunne køre med og besøge min mor. Det var enormt hyggeligt med et roadtrip og dejligt at snakke med Anja igen - jeg ser hende alt for sjældent, efter hun er flyttet til Sverige. Desværre havde min mor det for dårligt til at få besøg, hun blev indlagt igen fredag aften (efter kun halvanden dag hjemme) og kunne ingenting overskue i går. I stedet samlede vi min søster op og kørte ud til vores alles bedstemor, der blev enormt glad for at se fire ud af fem børnebørn på én gang. Vi tog også hende med på en lille tur i bilen - vi kørte til Skelund Kirkegård, hvor vores faster blev begravet for et halvt års tid siden. Derefter gik turen forbi gården, hvor min bedstemor boede hele min barndom. Vi har alle de bedste minder derfra - om fiskeri i åen, imaginære heste i stalden, fodbold på den kæmpe græsplæne og uhyggelige manddomsprøver på det mørke loft. Det er skørt at tænke på, at der nu bor nogle andre børn, der danner deres helt egne minder omkring det sted.

fredag den 16. november 2012

she'll lay belief on you

Mit antal af sidevisninger er tredoblet de sidste par dage, for jeg er nemlig blevet nævnt på søde Anne og Kits fine blog. Deres er også en af mine favoritter - de spiser virkelig tit virkelig god mad, både hjemmelavet og på gode caféer, og så bliver det tilmed serveret på de fineste tallerkener og i de flotteste kopper. Derudover har søstrene enormt god smag i børnelitteratur og bøger generelt, og jeg sætter også stor pris på de tilbagevendende jokes om Harry Potter. Og så bor de selvfølgelig i Aalborg, og selvom det ikke helt er der jeg kommer fra, kan jeg alligevel genkende de fleste steder der bliver nævnt.

 Og så har jeg oven i købet fået endnu en anbefaling fra Stine, der står bag bloggen Lady Grinning Soul. Selvom jeg ikke rigtigt kender hende (i det virkelige liv, anyways), føler jeg alligevel en vis samhørighed med hende. Da min mor blev syg, var hun hurtigt på banen med opmuntrende ord og link til hjælp. Hun er enormt kreativ og dygtig til at tegne - senest er jeg blevet virkelig imponeret over hendes Candy Girls, men der er masser af fine ting at finde i arkiverne. Derudover har hun også ret god smag i tv-serier, som vi flittigt kan diskutere. Jeg er utrolig glad for omtalen på begge blogs, og jeg kan kun sende rosen retur. De er begge Jimmy-approved!  

torsdag den 15. november 2012

talking all night about the places he's been

I mandags tog jeg Nanna med på endnu en udflugt til Vestre Kirkegård. Jeg mødtes med hende inde i byen, hvor jeg også fangede de fine fuglehuse og en af mine yndlingsstatuer af Absalon - en ret awesome ærkebiskop, der levede for ottehundrede år siden. Derefter var det igen kirkegårdstid. Vi startede på den jødiske kirkegård, hvor vi fandt mange grave med det enormt flotte navn Isidor. På den katolske afdeling var en hel sektion med udelukkende thailandske (tror jeg) navne. Inde på den store kirkegård gik Nanna og jeg den anden vej omkring søen end Rannvá og jeg gjorde i fredags, og der opdagede vi en lang række af gravsteder for socialdemokratiske ministre og politikere. Ved bænken var fire unge, smarte knægte - med tre pakker toastbrød til ænderne. 'Yo, lad os fodre de der ænder for sygt' - forestillede vi os, at de sagde.  Jeg er virkelig begejstret for det sted.

onsdag den 14. november 2012

I can't decide what's on my mind

#1. Yndlings-Stefanie, der er min lagermakker på arbejdet. Hun har nogle enormt flotte tatoveringer - især fjeren på hånden man lige kan skimte - og en virkelig nuttet hund, der hedder Roxy.
#2. Julefrokost med arbejdet på Nørrebro Bryghus i lørdags. Vi fik serveret en fem retters menu med fem passende øl dertil - faktisk blev sidstnævnte præsenteret først - 'og til denne øl spiser man ofte fisk, så næste ret er et stykke laks'. Maden var rigtig lækker, og af øllene kunne jeg lide tre ud af fem, selvom jeg ellers er en rigtig tøs på det punkt - jeg drikker helst hvidvin og frugtagtige drinks, og skal jeg drikke øl, skal det bare være en helt almindelig Carlsberg... Eller en Ale nr. 16! Der var ret heftige procenter i de øl, og da jeg ikke lige var gearet til enormt fulde mennesker, tog jeg en taxa hjem efter desserten. Føler mig virkelig gammel.
#3. Simon og Jimmy ser Battlestar Galactica. Det er sådan vi bruger de fleste af vores aftener for tiden, og vi er nu nået et godt stykke ind i tredje sæson. Jeg er virkelig fan!
#4. Endnu en ugle fra Christiania (den opmærksomme læser kan måske se, at uglerne er lavet af låg til forskelligt farvede jointrør, hvilket placeringen taget i betragtning giver meget god mening.)  

tirsdag den 13. november 2012

when I was young I thought fruit was an infinite thing

Første forsøg med de manuelle indstillinger på mit nye kamera resulterede i en halvgennemsigtig udgave af Jimmy, der nyder, at han godt må være på sofabordet nu hvor der er flyttet et rigtigt spisebord ind. (Det må han til gengæld ikke være på, men det er vist en diskussion vi skal have et par gange.) I dag er jeg ved at ordne - eller er i hvert fald startet på- en bunke praktiske ting, som jeg har udsat alt for længe. Noget med studievejledning, sorggruppe og læge. 

I går spillede Animal Collective på Statens Museum for Kunst, og selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at tage afsted og være social, var der aldrig nogen rigtig tvivl i mit sind, for når AC kommer til byen, SKAL jeg se dem. Koncerten i går var sjette eller syvende gang jeg så mine yndlingsknægte, men det var desværre ikke den bedste. Jeg skyder skylden på Copenhagen DOX og Statens Museum for Kunst, der insisterer på, at det er en god idé at afholde koncerter et sted, der overhovedet ikke er egnet til det. At sidde ned til en AC-koncert er jo fuldstændig håbløst, og det lagde desværre en dæmper på publikum det meste af showet - indtil alle endelig rejste sig op og begyndte at danse. Bandet gjorde ellers hvad de kunne, og jeg var især glad for "Wide Eyed" og "Applesauce", der også er mine favoritter på den nye plade. Skøre Avey havde farvet sit hår blåt, og også han sad ned bag sit keyboard - han plejer ellers at hoppe og danse helt afsindigt. Men det er altid godt at se Animal Collective, og de fik virkelig smilet frem på mine læber. I love those guys.

søndag den 11. november 2012

all those angels with their wings glued on

Fredag var den bedste dag i meget lang tid. Rannvá og jeg brugte det meste af eftermiddagen på Vestre Kirkegård, der ligger tæt på Enghave Station. Det var mit første besøg på Danmarks største kirkegård, men det bliver bestemt ikke det sidste - har faktisk planer om at tage Nanna med derud allerede i morgen. Der var så smukt og eventyrligt i afdelingen med de gamle, kæmpestore familiegrave, at vi følte vi var trådt ind i en helt anden verden. Vi var også på den jødiske og den katolske kirkegård, der var smukke på hver deres måde, og selvom vi gik rundt i flere timer, er der stadig meget af kirkegården vi ikke har set endnu. Da det begyndte at blive mørkt, gik vi ned på MOHS exhibit på Sønder Boulevard, hvor den ret fantastiske John Kenn Mortensen udstillede i noget større format, end de post-its hans normalt tegner på. Udstillingen fortsætter til den 24. november, og jeg synes bestemt I skulle kigge forbi, hvis I har muligheden - det var virkelig betagende.
Fredag aften tog vi til Headbanger's Ball(!) på BETA, hvor vi så Rising spille. Vi kender begge to forsangeren Henrik - faktisk boede jeg på et værelse i hans lejlighed på Østerbro det første halvandet år jeg boede i København, men har sidenhen ikke snakket så meget med ham. Det var virkelig en oplevelse at se ham stå og fyre den af på en scene, mens metalpublikummet headbangede og sendte djævletegn til bandet. Bagefter stod vi udenfor i en times tid og snakkede, og det var slet ikke til at mærke, at det efterhånden er fem år siden vi kendte hinanden rigtig godt. Rannvá og jeg gik lidt tidligt hjem, da jeg skulle arbejde i går, og vi sluttede den enormt gode dag behørigt med cola og chokolade i store mængder.

what sunshine do you bring?

Mine "new in" og "gaver"-tags bliver brugt ret meget i øjeblikket, men jeg klager bestemt ikke. Plakaterne over sofaen kom med hjem fra Zoologisk Have for et par uger siden, og nu hænger de dér, med månen som nærmeste nabo. Spisebordet havde jeg jo også lovet et billede af - nu med dækkeservietter med Mumi-motiv. Bordet ser lidt ud som om det fortsætter evigt ud i stuen, men det er nu ganske fint og lille. I hjørnet kan den opmærksomme læser spotte mit seneste nyindkøb (eller scrolle ned til næste billede) - et spejlreflekskamera, som jeg allerede knuselsker. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at lege mere med det; weekenden har været ualmindelig travl med koncert, arbejde, julefrokost og kunstudstilling, så indtil videre har den bare kørt på autofunktionen. Der allerede tager billeder, der er en milliard gange bedre end hvad mit gamle kamera kunne præstere. Men ja. Bær over med mig i starten.

fredag den 9. november 2012

push your lanterns on across the maze

Sidst jeg var i Mariager hos min familie, hjalp jeg min søster med at muge ud hos hendes to heste. Møddingen er på kanten af en skov bagved en stor fold, der ligger ved stalden. Ret genial placering (og fine svampe på toppen)- hvis den da bare havde været liiiidt tættere på stalden. Det kunne i hvert fald mærkes i armene, at jeg kørte op med otte fyldte læs på en halvflad trillebør. Nu er Willemoes blevet solgt, så snart vil der kun være halvt så beskidt i boksen. Jeg når heldigvis lige hjem og siger farvel til den bette mand, og så glæder jeg mig til at se min søster komme rigtigt i gang med tilridningen af fine Serafina. Efter det hårde arbejde smagte aftensmaden bare endnu bedre - min søster lavede min livret skinkestang præcis som vores mor plejer at lave den, og så endda med kød fra glade, fritgående grise.

torsdag den 8. november 2012

I wear the customary clothes of my time

Min kæreste og jeg er i fuld gang med at omrokere i hele stuen. I forgårs havde vi det famøse spisebord med hjem, og selvom jeg egentlig ville have ventet med at vise billeder til hele stuen er færdig, er der altså her et lille sneak peak til dem, for hvem ventetiden synes alt for lang. Sushi klæder ethvert bord, men dækkeservietter skal jeg altså lige have fundet nogle af, for viskestykkerne fra H&M holder vist ikke i længden. På nederste billede er min anden nyanskaffelse - en smartphone, som min søde far har foræret mig. Min gamle telefon kunne ringe og skrive beskeder - og så har jeg været på nettet med den to gange; én gang for at se et AaB-resultat, og en anden gang for at finde et kort, da jeg var faret vild. Det har fungeret helt fint til mig, men når man bliver tilbudt en smartphone, siger man jo ikke nej... (og jeg kan ikke helt udelukke, at jeg allerede er blevet fanget af alle de smarte apps). Jeg beklager de mørke og uskarpe billeder - det skyldes en kombination af årstiden og mit dårlige kamera. Vejret kan jeg ikke gøre noget ved, men på kamerafronten sker der faktisk også snart noget nyt...

onsdag den 7. november 2012

I swear I'd never name my kid Kim

Strækker benene på sofaen efter et par lange, men gode dage. I mandags efter mit lægebesøg kom Rannvá forbi, og selvom vi havde planlagt lange gåture i strålende efterårssol, ville vejret det anderledes. Vi hyggede derfor indendørs med Jimmy, New Girl, South Park og cola, og om aftenen tog vi i biografen. Jeg har fået fribilletter fra mit arbejde, hvilket er rigtig fedt, men de skal desværre bruges i Palads, der mildest talt ikke er min yndlingsbiograf. Mandag aftens oplevelse er et meget godt eksempel - teenagere så små, at de næsten er børn, kommer væltende ind fra forstæderne og hvisker filmen ihjel, og når filmen endda er den ofte lydløse Paranormal Activity 4, er det altså noget af en stemningsdræber. Øv. Men vi havde en god tur.
 
I går tog min kæreste og jeg bussen til IKEA, hvor vi købte kaktusser, opvaskebørster og... et lille spisebord. Det er så fint, og vi indviede det med en luksus sushi-menu i går aftes. Jeg kan slet ikke forstå, at jeg har levet uden et rigtigt spisebord i syv år... Mens Simon samlede bordet, tog jeg opvasken og vasketøjet, og støvsugede og ryddede op. Gik derfor ret tidligt i seng, så det gjorde ikke så meget at Jimmy vækkede mig i morges. Han er så nuttet, og jeg skulle alligevel op og på arbejde. På lørdag skal jeg til julefrokost, og det glæder jeg mig til, da der er mange af mine kollegaer jeg sjældent ser for tiden. Tiden går så stærkt, og jeg savner også allerede min familie igen. Skal heldigvis hjem i næste uge, og så er halvdelen af november allerede gået. 

mandag den 5. november 2012

the untied shoelaces of your life

I morges trodsede jeg regn og blæsevejr og cyklede til lægen, hvor jeg fik første omgang af HPV-vaccinen. Jeg har sagt til mig selv tusind gange at jeg skulle få det gjort, men min mors sygdom har nok været den sidste motivationsfaktor. Ikke at vaccinen kan hjælpe mod kræft i bugspytkirtlen, men så er der da forhåbentlig en fire-fem andre former jeg kunne stryge af listen. Jeg bestilte tiden hos min strenge lægesekretær (som jeg har skrevet om flere gange, fordi vi altid kommer lidt op at diskutere - og jeg er ellers et ret autoritetstro og forholdsvist konfliktsky menneske) i sidste uge, og samtalen forløb ca. sådan her.

Mig: Jeg vil gerne bestille en tid til HPV-vaccinen. Jeg er fra 1985, så jeg kan lige nå det.
Sur lægesekretær: Ja, du kan nå at være med i programmet. Men den sidste vaccine skal du jo selv betale for.
Mig: ..?
Sur lægesekretær: Tilbuddet kører kun indtil nytår, så du kan kun nå at få de to første gratis. Du skulle have været lidt tidligere ude. Ordningen startede allerede i august.
Mig: Jeg var helt overbevist om, at ordningen kørte til udgangen af 2013. Hvor meget skal jeg selv betale, så?
Sur lægesekretær: Det ved jeg virkelig ikke. 12-1300 kr, tror jeg. Det er jo billigt sluppet for sådan en god vaccine.
Mig: Jeg ved ikke om 1300 er billigt sluppet, når jeg nu havde en forventning om det var gratis. Er du helt sikker på, at det ikke kører i 2013 med?
Sur lægesekretær: Det er jeg ret overbevist om. 
Mig: Okay, jeg skal jo have den uanset hvad, så lad mig bare bestille en tid. 

Jeg får en tid, sætter mig tilbage i stolen og får øje på en KÆMPESTOR plakat, der fylder halvdelen af opslagstavlen. "HPV-vaccine, nu gratis til kvinder født i 1985-1992. Ordningen kører til udgangen af 2013." Jeg rejste mig op igen, henledte forsigtigt den sure lægesekretærs opmærksomhed mod plakaten (ingen hoveren her, jeg er faktisk lidt bange for hende), og i stedet for at indrømme, at hun havde taget fejl, sagde hun: "Jeg har fået nogle andre oplysninger, men sådan som det står der, kunne det godt se ud som om du kan få dem alle gratis." 

Nogle gange bliver man lidt træt. Min egen læge er til gengæld så fantastisk, at jeg gerne tager den sure lægesekretær med i købet. Hun var faktisk også meget sød i dag, da jeg fik stikket. Men ja - hermed (endnu) en opfordring. Det er et godt tilbud, så jeg synes I skal gøre det, hvis I har muligheden. God mandag herfra.  

søndag den 4. november 2012

you've started a race that can't be won

I går formiddag besøgte jeg igen min mor på sygehuset, og derefter kørte min far mig ud i Aalborg Lufthavn, hvorfra jeg fløj til København ved halv to-tiden. Helt surrealistisk at være tilbage i lejligheden allerede lidt i tre, og min familie føles ikke helt så langt væk, når jeg ved jeg kan flyve hjem på tre kvarter. Min kæreste og jeg brugte eftermiddagen og aftenen i sofaen i selskab med Battlestar Galactica og Jimmy, der tydeligvis har savnet mig. Jeg har virkelig også savnet ham, specielt efter vi måtte sige farvel til Froy i fredags. I dag har jeg dog måttet google "min kat tisser i sengen" og "maskinvask af dyne", for han gentog desværre kunststykket i går aftes. Det virker ikke til at være så ualmindeligt for indekatte at få den vane, desværre, og der er forskellige årsager og forklaringer på det. Håber vi kan få stoppet den kedelige tendens i opløbet, for det er ærlig talt ikke ret sjovt at skulle vaske dyne og skifte sengetøj hele tiden. Det kan også være fordi han har ondt, men det virker bare overhovedet ikke til at være tilfældet, og langt det meste af tiden er han jo god til at bruge sin bakke. I dag har han desuden hjulpet mig med at vaske op og hænge vasketøj op, og så tog vi en middagslur på sofaen, hvor han sov trygt i min arm. Så er det altså svært at være irriteret på ham. 

fredag den 2. november 2012

love comes in colors I can't deny

For en time siden sagde vi farvel til elskede Froy. Min far er i Aalborg hos min mor, og min søster og jeg har brugt hele formiddagen på at overnusse Froy og fodre hende med alle livretterne, som hendes gamle, sarte mave ellers ikke kan tåle. Rejer og Silkes hundemad fik hende til at spinde højere end nogensinde, og hun syntes det var SÅ hyggeligt at få lov at spise ved bordet. Så kom den enormt søde og sympatiske dyrlæge, og det var utrolig rart at man godt kunne fælde et par tårer over gamle Froy uden at føle sig helt åndssvag. Han gav hende en beroligende sprøjte så hun blev rigtig træt, og da hun var faldet i søvn, aflivede han hende. Stille, roligt og ganske udramatisk - og når det nu skulle være, var det helt klart den bedste måde. Han havde også en fin papkasse med til hende, og senere skal vi begrave hende. Det er ikke til at forstå - hun har været min makker de sidste seksten år, og da jeg boede hjemme, fortalte jeg hende alle mine hemmeligheder. Nu håber jeg bare, at kattehimlen og menneskehimlen er den samme, så Froy kan passe lidt på min mor, når den tid kommer.