mandag den 31. december 2012

we'll find a way to offer up the night tonight

Her på årets sidste dag vil jeg vise jer mine helt overvældende fine julegaver. Min far har altså klaret julegaveindkøbene over al forventning, og især de to smukke Andy Kehoe-tryk reddede min juleaften. Jeg har elsket Andy Kehoe i årevis, men har altid været lidt for nærig til at bestille tryk hjem fra USA - så er det godt man kan ønske sig dem i gave. Min søster havde fundet den flotte blå kasse og de nuttede spøgelser til mig, og de passer fint med Kähler-lyshuset, som jeg også havde ønsket mig. Min kæreste har sørget for underholdningen den næste måneds tid inden jeg starter på universitetet igen - jeg skal spille Assassins Creed dagen lang. Min far har også sørget for mere underholdning - jeg kan lege lidt mere med mit kamera med det ekstra hukommelseskort, fjernudløser og beskyttelsesfilter - og da posten ringede på den syvogtyvende, havde hun hele fem bøger med til mig, som min far også havde bestilt til mig. Har efterhånden slidt min søsters udgave af "Det Gyldne Kompas" helt op, og de har manglet i min egen samling pinligt længe, men ikke længere! Kåre har snakket om Justin Cronin i særdeles rosende vendinger, så dem glæder jeg mig også meget til at kaste mig over. Det er de bedste gaver jeg har fået i årevis - tak, tak, tak!
 
Rigtig godt nytår derude - og pas på jer selv. Jeg kan heldigvis blive indenfor i ly for det farlige fyrværkeri, for vi bliver her på Amager. Vi skulle egentlig kun have været tre, men nu bliver vi otte, og det begynder at ligne en rigtig fest. Nu må jeg hellere få skrællet nogle kartofler, så min kæreste kan lave flødekartofler lidt senere. Tak for i år!  

søndag den 30. december 2012

Dead Like Me


Jeg har længe villet se Dead Like Me, men jeg er (heldigvis) blevet bombarderet af nye afsnit af mine yndlingsserier den sidste tid, så derfor har jeg nedprioriteret denne ældre serie, der kun kørte i to sæsoner i 2003 - 2004 inden den blev cancelled (I 2009 kom en opfølger i form af filmen Dead Like Me: Life After Death.) Mit længere ophold i Farsø gjorde det dog muligt både at læse flere bøger og se hele sæsoner af tv-serier, så jeg snuppede størstedelen af Dead Like Me på en uges tid. Serien er skabt af Bryan Fuller, der også er manden bag Pushing Daisies, som jeg godt nok ikke har skrevet om på bloggen (endnu), men som jeg faktisk var meget glad for. Og eftersom det jo altså ER en Stephen King-relateret blog, må jeg hellere lige nævne, at han også stod bag den ret forfærdelige TV-version af Carrie fra 2002, men man har jo lov at træde ved siden af engang imellem. 

Dead Like Me handler om den attenårige college dropout Georgia (George), der er så uheldig at blive ramt af et toiletsæde fra en gammel rumstation - og dør. Oh well. Hun finder dog hurtigt ud af, at hun er en af de "heldige", der ikke går videre til det næste der må vente, men i stedet er blevet en "grim reaper", en ikke-død, der skal hjælpe sjælen videre, når et menneske dør. Rent praktisk foregår det ved, at hun hver morgen får udleveret en post-it med navn, adresse og E.T.D. - estimated time of death. Sjælen skal i øjeblikket inden døden indtræffer fjernes fra kroppen; på den måde oplever det stakkels menneske ingen smerte. George og hendes gruppe arbejder med de mere grumme dødsfald, 'external influence' - primært ulykker og mord - så hendes assistance er påkrævet. 

Desværre opnår man som grim reaper ikke specielle privilegier eller fordele. George skal stadig finde et sted at bo, og hun er nødt til i det mindste at forsøge at passe et rigtigt arbejde, for omverdenen ser hende ikke længere som George, men som en helt anden pige. Hendes arbejde på et vikarbureau er en af mine yndlings storylines - jeg er helt vild med hendes boss Dolores Herbig (As in "her big brown eyes"), der er en noget speciel dame med et ufatteligt nært forhold til sin kat Murray. Alting sucks i det hele taget lidt for George, der altid er god for kulsort humor og ironisk distance, og det er helt klart en af seriens forcer, sammen med det ret stærke persongalleri. De fire andre reapers i Georges gruppe er alle interessante karakterer - Daisy døde angiveligt under optagelserne til 'Gone With the Wind'.  Alt i alt en god og underholdende serie, der roder rundt lige i udkanten af min top 25. 

lørdag den 29. december 2012

pick your pockets full of sorrow

Silke i sin nye fine sele, som hun fik i julegave
I går tog min søster, min far og jeg på kirkegården for at sætte mors urne i graven. Vi havde valgt en urne i blå, der var en af hendes yndlingsfarver - ligesom det er en af mine. Det var ikke så koldt, og vi blev der et stykke tid for at ordne kransene og være lidt hos hende. Vi kan allesammen godt mærke, at vi er punkteret lidt her efter juledagene er ovre. Der har været så meget vi at se til, og nu banker hverdagen efterhånden på. Så er det godt, at vi har hinanden. Bagefter kørte min far og jeg mod København i en lånt kassevogn med to madrasser bagi. Simon tog imod os og hjalp med at slæbe inden han tog til koncert, og så hyggede min far og jeg med Jimmy og The Big Lebowski. Han måtte dog desværre køre hjem allerede i dag, men det varer forhåbentlig ikke længe før jeg ser min familie igen.

onsdag den 26. december 2012

when will it start to sway

Juleaftensdag fik vi tiden til at gå med at tage i stalden og tage julebilleder. Min søsters veninde Line og hendes søde Isse var også klar på photoshoot, og det er altså ikke altid lige nemt at få fire tøser til at stå stille og se pæne ud på samme tid, men jeg synes resultatet blev ganske udmærket. Min kæreste var chauffør og måtte vente på vi fik hygget færdige - den stakkels mand blev endda også sat til at holde hestene på et tidspunkt, hvilket han ikke var helt tryg ved. Til sidst begyndte Serafina at gabe, hvilket heste ofte gør, når de virkelig hygger sig. Så hun havde vist ikke så meget imod at blive fotograferet. 

Dagens indlæg er dedikeret til den person, der har søgt på "dyr med nissehue" og er kommet ind på min blog. Det er en google-søgning jeg kun kan sympatisere med - jeg kunne selv finde på det samme. 

tirsdag den 25. december 2012

but I am to please the little girl inside of me

Havregrynskugletrilning - jeg syntes, det var lidt ulækkert...
I år måtte far stege ænderne - det var han heldigvis rigtig god til.
Juleaften overgik alle mine forventninger, hvilket måske heller ikke var så svært, da jeg slet ikke havde nogen. Savnet af mor fyldte selvfølgelig rigtig meget, men resten af min lille familie er nogle virkelig elskelige og fantastiske mennesker, så kærlighed og hygge var der bunkevis af. Det betød også utrolig meget for mig, at min kæreste ville holde jul med os i år. Det har været meningen lige siden mor blev syg, men dengang regnede vi med, at vi alle sammen kunne nå en sidste jul sammen. Sådan skulle det ikke blive, og jeg savnede hende helt ufattelig meget i går. Det var så underligt, at det ikke var hende der stod i køkkenet og lavede sovsen (det gjorde Simon og min søster - og de gjorde det godt!), og det var mærkeligt, at gaverne nu bare var fra far - der til gengæld virkelig havde flottet sig i år. Vores megagamle, fine juledug var også lidt krøllet, eftersom sådan en åbenbart skal til rensning og presning, og det er altså mor, der normalt står for det.  Julebordet blev dog noget så fint alligevel, selvom glimmeret lagde sig i alle folderne. :)
 
Det hele gik dog alligevel (selvom hunden kastede op da vi dansede om juletræet), og vi har også prøvet at skabe et par nye traditioner i år. Nogle af gaverne røg op i træet, og i dag spillede vi pakkespil, hvilket vi ellers aldrig har gjort i min familie. Jeg vandt syv pakker! Vi har også været på kirkegården og sige hej til mor, selvom hun teknisk set ikke er der endnu, og nu slapper vi af med de gamle Far til Fire med bunkevis af gode, spiselige sager. Jeg håber, at I alle har haft en rigtig dejlig jul med jeres kære. Jeg overlevede - og jeg havde en rigtig dejlig aften. 

fredag den 21. december 2012

don't forget about that apple spell

I morgen rejser jeg hjem til disse to banditter, der nok skal sørge for jeg ikke når at savne Jimmy alt for meget i julen. Jeg glæder mig også meget til at se min far og min søster igen - efter tre uger, hvor vi har været sammen hele tiden, har det været helt underligt pludselig at være uden dem. Heldigvis skal også Simon fejre jul sammen med os i år, ligesom min mors bror, min tante og min fætter og min bedstemor skal det. Så jul skal det jo nok blive på en eller anden måde!

torsdag den 20. december 2012

your fables are falling tonight

Jimmy har allerede for længst fået sin julegave, der er denne vidunderlige skabning vi kalder musen Camilla. Jeg har altid haft et slumrende 'skør kattedame'-gen, men efter Jimmys ankomst er det altså virkelig blevet aktiveret. Heldigvis er han glad for den - glad nok, i hvert fald... Han har bidt så meget i det ene raslende øje, at det hvide øjeæble er halvt på vej ud nu, og næsen får også nogle gevaldige tæsk indimellem. Det bliver også til en lur af og til, men der foretrækker han nu stadig sofaen, sit lille håndklæde eller mig. Billedet er i øvrigt en måneds tid gammelt (ja, han har haft Camilla længe...), og han er vokset helt enormt siden dengang, men kan dog sagtens stadig være i musen. Musen Camilla er opkaldt efter min lillesøsters allerbedste fantasiven fra barndommen. Hvis børnehaven sagde, at hun havde gjort noget hun ikke måtte, skød hun straks skylden på musen Camilla, der heller ikke var glad for nye ting på min søsters aftensmadstallerken. Min søster kan næsten ikke huske det mere, men jeg glemmer det aldrig, for det var simpelthen så sødt.  

onsdag den 19. december 2012

why should we try to stay awake

Det går lidt op og ned i disse dage - specielt startede i går ret dårligt, men endte med at blive en af de bedste aftener længe, og i dag er også en god dag. Sammen med Rannvá har jeg set hele Lord of the Rings den sidste uges tid, og i går fik jeg så endelig set The Hobbit, som jeg har ventet længe på. Nanna ville nemlig gerne med, og inden biografen nåede vi også en tur på café og spise nachos og drikke cola. Det var dejligt at se Nanna igen efter en hel måned(!), og selvom det var rigtig hårdt at snakke om min mor, var det også rigtig rart. Selve filmen er bestemt godkendt, og på trods af det faktum at det stadig er helt absurd at lave tre helaftensfilm over Hobitten, var jeg ret godt underholdt. (Bortset fra et par enkelte ting, der var unødvendige og uforståelige.) Jeg har også fået stillet en lille brøkdel af min julepynt frem. Mere bliver det ikke til i år, men det gør heller ikke noget. Jimmy har fået en tidlig julegave af frisk kattegræs, for han er min mest nuttede, efterhånden halvstore mindstemand. Han har været god til at holde mine tanker og min opmærksomhed beskæftiget, og så har han også været klar på en lille lur i tide og utide - jeg tror faktisk vi snupper en af slagsen nu.    

mandag den 17. december 2012

Stephen King - Dolores Claiborne

Sidste gang jeg havde en fire timer lang togtur hjem til min familie  (før verden gik af lave) gemte jeg computeren væk og slog op på første side af Dolores Claiborne - og jeg stoppede ikke, før jeg var færdig. Det virkede egentlig ganske naturligt, da hele historien er én lang monolog af den ældre Dolores, og fraværet af kapitler eller andre naturlige pauser kombineret med en meget spændende historie, gjorde det svært at lægge den fra sig. Sproget er med en tyk 'Little Tall Island'-dialekt, hvilket giver en ekstra dimension af oprigtighed og en følelse af, at kvinden Dolores er mere end et produkt af Kings fantasi. Little Tall Island er en fiktiv ø, der ligesom så mange andre af Kings locations ligger i Maine. Det er i øvrigt også her, at Storm of the Century foregår, men det er en helt anden historie. 

Dolores Claiborne er historien om en fattig, uuddannet øboer, der bliver gift alt for tidligt med en mand, der kun bliver mere modbydelig med alderen. Hun får arbejde hos Vera Donovan, øens med afstand rigeste kvinde, der også er en rigtig kælling til tider. Kvinderne former dog med årene alligevel et tæt bånd, og det bizarre venskab mellem to stærke kvinder beskrives virkelig godt af King, der generelt er ret skarp til at portrættere og navigere rundt i kvinders følelser. Dolores fortæller sin livshistorie på politistationen, hvor hun er mistænkt for at have slået Vera ihjel, men i stedet indrømmer hun en helt anden forbrydelse - mordet på sin mand Joe tilbage i treogtres. Han var som sagt en virkelig ubehagelig fætter, der i starten bare drak lidt for meget, men med tiden også havde svært ved at holde fingrene fra sin egen datter Selena. Dolores er fortvivlet indtil Vera minder hende om, at 'husbands have accidents, Dolores...", og så tager tingene fart.  

Hvor bogen er et virkelig godt portræt af en stærk kvinde, der frem for alt er MOR, er filmen desværre en lidt anden historie. I stedet for at bygge historien op som i bogen og lade Kathy Bates udfolde sig som Dolores, fokuserer filmen mest på datteren Selena. Jennifer Jason Leigh spiller bestemt også udmærket, men det er en irriterende og unødvendig drejning i historien, og jeg føler mig ret distanceret til de to kvinder, hvilket bestemt ikke er tilfældet i bogen. Men Dolores ER altså en irriterende, sur gammel kone på skrift - hvilket også må siges at være egenskaber med tendens til at forstærkes, når de kommer på det store lærred. Jeg foretrækker vist bare Kathy Bates i Misery (måske lidt overkill at give hende to hovedroller i King-filmatiseringer på bare fem år), og så vil jeg fremover nøjes med at læse Dolores Claiborne - eller eventuelt opleve den som opera, for den bliver i øjeblikket opført i dét format i USA. I Tyrkiet spiller de også Dolores Claiborne på teatret - her ligger fokus på hustruvolden i historien og skal henlede opmærksomheden på kvindernes ligestillingsrettigheder... Stephen King er virkelig for alle.      

søndag den 16. december 2012

we'll defuse bombs walk marathons

I Mariager fik min søster og jeg pyntet til jul i sidste uge, hvilket var vemodigt, men også rigtig hyggeligt - her i København er det straks værre, og i disse dage har jeg lidt svært ved at bevare optimismen. Har kun fået hængt julepølserne op, men i aften må jeg hellere tage mig lidt sammen. Jeg har bare kun lyst til at ligge i mine forældres sofa og se gamle VHS-bånd med min søster, men videobåndene er blevet smidt ud, og der er alt for langt hjem. I stedet prøver jeg at tvinge mig selv ud af døren, og i går var jeg et smut i Zoologisk Have og se den nye lille myresluger OG den nye lille flodhest. Det hjalp lidt. I dag skal jeg juleshoppe lidt og hente min kæreste på arbejdet, og det bliver helt mærkeligt at komme ind på Strøget igen. Her I København fortsætter alt, som om ingenting var sket - men alting er sket, og alting er ændret. Jeg drømmer om min mor hver nat, og hver morgen er det lige lidt mere træls at vågne op til virkeligheden igen. 

fredag den 14. december 2012

throwing stray a spark instead

Louise, Lærke og jeg forlod Postgaarden lidt tidligt for at nå på kirkegården og se alle de smukke blomster inden det blev mørkt. Jeg var virkelig overvældet over omfanget af buketter og kranse, og at se en fra Nanna gjorde mig ekstra rørt. Det samme gjorde den kæmpestore hvide krans på nederste billede, som mine fantastiske kolleger har samlet ind til, med min allerbedste Stefanie i spidsen. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget det betyder for mig. Min søsters veninder mødte også talstærkt op, og jeg er simpelthen så glad for, at vi alle har så mange søde mennesker, der står klar til at samle os op fra gulvet når vi får brug for det.
I nat omkring klokken et var chancen for at se stjerneskud ekstra stor. Vi blev enige om, at det måtte være en hilsen fra mor, for på samme tidspunkt var det præcis en uge siden hun døde. I København var der overskyet, men min far så tre stjerneskud i Mariager. Et til ham selv, et til min søster - og et til mig.

onsdag den 12. december 2012

is there room to ignore what we are here for?

I dag endte med at blive en rigtig smuk og fin dag, og slet ikke så sørgelig som jeg havde frygtet. I stedet var der plads til masser af knus, gode minder og kærlighed til min mor, og jeg var utrolig glad for at se alle de mennesker, der var kommet for at sige farvel. Mange flere end jeg havde regnet med, og det var så rart at mine veninder Louise og Lærke var blandt dem. Kransen på tredje billede var fra min søster og mig, og den passede så godt til den rustikke kistepynt, som min søsters gamle arbejdsplads havde lavet så fint. Det hele var i mors ånd, og da vi sang "En Forårsdag" følte jeg mig helt tæt på hende igen. Efter bisættelsen drak vi en kop kaffe (en cola i mit tilfælde) på Postgaarden - noget jeg inden overhovedet ikke troede jeg kunne overskue, men som endte med at blive utrolig fint med uhøjtidelige taler og "Kringsat af Fjender". Jeg er ret overrasket over hvor smertefrit denne dag er forløbet, og det er dejligt at have denne dag at tænke tilbage på, når det bliver rigtig svært i den kommende tid.