tirsdag den 26. februar 2013

all that you suffer is all that you are

Har i dag været til mit andet møde med en psykolog hos Børn, Unge & Sorg, og selvom jeg havde forberedt mig selv på at det ville blive lidt hårdt, var jeg alligevel overrasket over hvor mange ting der dukkede op til overfladen på bare tre kvarter. Det er stadigvæk meningen at jeg skal starte i en gruppe derinde, men 'min' psykolog synes at jeg hører til i en lidt mere intensiv gruppe med terapeuter tilknyttet, i stedet for den anden type gruppe, der ledes af unge frivillige. Selvom jeg heller ikke ville have noget imod at starte dér, synes jeg det lyder meget godt med lidt professionelt tilsyn - ulempen er så bare, at dén gruppe først starter i slutningen af juni. Indtil da skal jeg have nogle individuelle samtaler med 'min' psykolog cirka hver tredje uge, så jeg bliver ikke fuldstændig glemt. Og hun er god. At hun på bare tre kvarter kan få mig til at føle mig helt tryg ved hende, få det til at gøre ondt (fordi det gør ondt) og samle mig op fra gulvet igen, er ret imponerende.

Men i dag var altså hård. Det sidste stykke tid har jeg ikke rigtig tilladt mig selv at mærke sorgen, og når jeg har, har jeg mest bare været ked af hele situationen. I dag bad psykologen mig tænke over, hvad jeg ville sige til min mor, hvis hun stod foran mig. Og at det kunne være en god idé at skrive breve til hende. Der skulle ikke mere til - så blev jeg helt utroligt ked af det, fordi jeg tænkte på MOR, tænkte på hvor fantastisk hun var og hvor meget jeg savner hende. Og så var det pludselig rigtig svært at holde op med at græde igen. Psykologen siger, at det vil være godt for mig på den måde at få afløb for nogle af alle mine tanker - specielt pga. min ocd, der virkelig er begyndt at skabe sig igen. I går, da jeg stod og ventede på bussen, var jeg nødt til at gå tilbage til min lejlighed og tjekke, at jeg ikke havde knust Jimmys lille kranium i døren, da jeg smækkede den. Har ellers godt kunnet leve med at skulle tjekke tingene en ekstra gang og gøre tingene på en bestemt måde igen - det har endda givet mig en smule tryghed - men de her katastrofetanker husker jeg kun alt for godt, og de må meget gerne blive væk.  

Jeg mødte verden igen med røde øjne og en lyst til at købe noget pænt. Så jeg brugte halvfjerds kroner i Tiger og fik det meget bedre, og så købte jeg en ny notesbog, der skal bruges til at skrive breve til min mor. Jeg tog hjem, prøvede at skrive lidt, men så væltede det bare frem med tårer, og jeg faldt i søvn på en helt våd hovedpude. Da jeg vågnede havde jeg sindssygt ondt i hovedet og virkelig meget kvalme - så jeg har aflyst min aftale i aften med mine gamle gymnasieveninder. Føler mig ussel og som en virkelig dårlig veninde - det er ikke første gang jeg aflyser, og den ene havde endda flyttet en anden aftale for at få det til at passe. Lige nu føles det som om jeg er ved at få influenza, men jeg har før oplevet at få det rigtig dårligt fysisk når jeg har det skidt psykisk. Jeg håber ikke, at de opgiver mig helt, for jeg vil dem virkelig gerne. Håber virkelig heller ikke jeg skal til at være syg - jeg skal jo til Mariager på torsdag... Jeg vil dog gerne lige slutte indlægget på en positiv måde - for selvom det har været en forfærdelig trist dag, har det alligevel været godt at tænke lidt mere på min mor og få snakket om hende. Jeg tror nogle gange, at jeg ikke gør det nok.      

4 kommentarer:

  1. Årh, det gør ondt at læse.
    Truck on, honey, jeg sender dig god karma.

    SvarSlet
  2. Jeg tror du har ret. Tal mere om hende. Og gerne her. Vi lyttelæser gerne, og synes du er sej og modig og alletiders fordi du tør og gør.

    Skriv alt ned til hende i den nye bog, jeg lover det vil gøre godt.

    Hvor er det godt at du får hjælp til at klare dig igennem sorgen, det gør mig glad at der er mulighederne for det og for dig!

    (happy go lucky-pille, styr dig lige. Men jeg synes ægte at det er godt!)

    SvarSlet
  3. Det er svært at forestille sig, hvordan sådan en sorg "bedst" kan bearbejdes. Selvom det er rigtig svært at læse dine tanker omkring det, er det dejligt, du deler dem. Og jeg bliver rigtig glad over at vide, at jeg bor i et land, hvor der (stadig) er tilbud om hjælp. At grundholdningen er, at vi alle fortjener at have det godt. Sådan kan dine blog-indlæg sætte gang i lidt tanker hos mig.

    Tak for det, Tine :)

    SvarSlet
  4. I er dælme søde, I er. Jeg bliver altid overrasket over hvor gode I er til at skrive trøstende kommentarer. Jeg er virkelig også taknemmelig for, at jeg kan få så meget hjælp. Håber virkelig det fortsætter - ikke blot for min skyld, men for alles skyld.

    Jeg er også meget glad for, at I gerne vil læse mere om min mor. Det grænser til oversharing, men det hjælper mig så meget, og det hjælper endnu mere når I kommenterer på det. Tak.

    SvarSlet