torsdag den 28. februar 2013

blæsten går frisk over limfjordens vande

Lige inden jeg tog med toget til Jylland i formiddags, tømte jeg kortet i mit kamera - og flyttede billederne over på den computer jeg ikke har med. First world problem, men ikke desto mindre betyder det, at jeg lige måtte rode lidt i arkiverne for at finde et billede til dette indlæg. Og hvad er mere passende end mig i en AaB-sandwich - med Jeppe Curth på den ene side og Kenneth Emil Petersen på den anden - for i morgen starter forårssæsonen i superligaen endelig! Den sidste AaB-kamp jeg så, streamede jeg i virkelig dårlig kvalitet mens vi sad på min mors stue på Farsø Sygehus - AaB tabte tre-nul til AGF, og det var i det hele taget en rigtig dårlig dag, hvor fodbolden egentlig var ret ligegyldig. Nu er jeg dog begyndt at genfinde interessen for ting, der virkede totalt meningsløse under min mors sygdom, og det er jo ret god timing, eftersom superligaen som sagt starter igen i morgen, og AaB er den ene part i årets første kamp (mod Silkeborg). Jeg tror på en sejr og jeg tror på en tredjeplads når sæsonen er slut!
 
Det er virkelig dejligt at være hjemme hos min far og min søster. Ankomsten var helt uden tårer denne gang - i hvert fald ikke de voldsomme og mange af slagsen. I stedet snakkede vi om helt almindelige ting på vej hjem i bilen - mest om folkeskolelærernes kommende og ganske urimelige vilkår. Derhjemme hjalp jeg min søster med at lave mad; en sund pizza med blomkålsbund og spidskålssalat - og så gik vi en lang tur med Silke i rask tempo. Min søster har varslet nye tider i det lille hjem, så der nu bliver kigget på kalorier og fedtindhold, og det er virkelig godt for dem begge. Jeg har virkelig meget respekt for min søster, der er sej nok til at kunne overskue en kostomlægning midt i alt det her rod. Lige nu kører Game of Thrones i baggrunden mens jeg skriver blogindlæg og spiser ananas. En tur til Mariager var lige, hvad jeg havde brug for.

2 kommentarer:

  1. Lyder bare skønt, familiebesøg er bestemt ikke det værste man har i denne verden, og det her lyder til at have været et særlig godt et af slagsen (:

    - Anne

    SvarSlet
  2. Familiebesøg er bestemt noget af det allerbedste overhovedet - og jeg ved, at I også er flittigt hjemme hos jeres. :) Dette besøg har været - og er stadig - et af de bedste meget længe.

    SvarSlet