onsdag den 6. februar 2013

relax your limbs gently float to earth

Mine følelser er på en konstant rutschebanetur, men jeg er ved at affinde mig med at det nok er sådan det bliver det næste stykke tid. Men følelserne sidder godt nok uden på tøjet, og jeg tuder stadig over den mindste lille ting - senest over sagen om Thor, der har fremkaldt en lavine af sørgelige historier om helt uskyldige små hunde, der ikke var så heldige at blive reddet inden deres urimelige aflivning. Jeg kom endda til at forvilde mig ind på en video med titlen "Prinsessens sidste time". That didn't end well. Jeg har egentlig lovet min kæreste, at jeg ikke må se sådan nogle ting. Til gengæld har jeg genvundet en smule tillid til politiet, og nu tror jeg kun det er omkring halvfems procent der er nogle selvretfærdige fjolser, der alle stemmer blåt. 

På musikfronten sker der også lidt nyt, da jeg i sidste uge vandt en cd hos søde Pille, der har pakket den i både mine og hendes yndlingsfarver. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg ikke er begejstret for hverken kvindelige sangere eller dansksprogede tekster, så det var hårde odds fra starten - men jeg er altid glad for at få udfordret mine horisonter, og det er godt at have lidt forskelligt stående på hylden. Når snakken falder på Jamie Stewart har jeg til gengæld svært ved at skjule min begejstring. I går tog Rannvá, Nicolaj og jeg til Sal Mineo på Huset - et to-mandsprojekt det har været umuligt at finde oplysninger om eller lydbilleder fra, men vi vidste, at Jamie var én af dem, og det var sådan set nok til at overbevise mig. Trods advarsler(!) fra vores venner, der så projektet i Berlin, var vi faktisk ret begejstrede. Jamie stod for musikken og en generel aura af lækkerhed, og de lidt ekstreme lyde var ikke så meget anderledes end det tidlige Xiu Xiu, så vi blev ikke afskrækkede. Eugene Robinson fra Oxbow stod for vokalen, der skiftede mellem hvisken, sang og råb og skrig. Sal Mineo var en homoseksuel skuespiller, der blev myrdet i halvfjerdserne (tror jeg), og så vidt jeg kunne lytte mig frem til, var det også teksternes omdrejningspunkt. Sindssygt uhyggeligt og sindssygt effektivt, og selvom det nok ikke er noget jeg vil købe på plade, er jeg glad for jeg fik oplevelsen. Det præfabrikerede, halvfalske smil vi fik bagefter fra en halvtræt og måske lidt skuffet Jamie (der var måske tolv betalende gæster) var også det hele værd i sig selv. Billeder måtte jeg ikke tage (but why?), men hvis I skulle have glemt hvor lækker han er, kan I jo kigge her

Jeg var derfor lidt klatøjet da vækkeuret ringede i morges klokken syv... Men der var ikke noget at gøre - en time senere startede forårssemesteret for mit vedkommende i det gamle auditorium på KUA. At halvdelen af holdet, inklusiv mig, på det tidspunkt befandt os i et helt andet lokale, er jo bare typisk KUA og ikke nok til at slå mig ud. Faget i dag handler om sprogpsykologisk kommunikationsanalyse, og det virker faktisk meget spændende. Min underviser virker også lovende, selvom han godt nok begik en graverende fejl, da han kaldte jazzmusik og cola det henholdsvis bedste og dårligste der er kommet fra USA... Nu skal jeg have mig en middagslur. Jeg kunne forestille mig, at det bliver en tilbagevendende onsdagsbegivenhed. 

3 kommentarer:

  1. Puha, jeg har det også svært med og tuder over sagen om Thor og alle de historier om lignende sager, som graves frem. Jeg er medlem af Dyreværnet, så historien om Prinsessen kender jeg desværre alt for godt. Videoen tør jeg simpelthen ikke at se. Titlen i sig selv kan give mig tårer i øjnene.

    Og så vil jeg gerne sige, at det gør mig ondt, at du mistede din mor. Jeg har ikke vidst, om jeg skulle kommentere på det, da jeg jo er en fremmed, som læser med, men på den anden side, synes jeg også, det er usselt at følge med i noget så privat uden at reagere eller vise min medfølelse.

    Jeg troede selv, jeg skulle miste min mor ad to omgange, da hun for nogle år siden fik blodpropper i hjernen. Først fordi hun måske ikke ville overleve, dernæst fordi hun mistede evnen til at tale og genkende os. Hun blev dog sig selv igen med tid. Så nej, jeg kan slet ikke sætte mig ind i din situation, men jeg kan relatere til følelsen af at ens mor ikke er der længere.

    Du er stærk og modig for at dele med os, der læser med.

    SvarSlet
  2. Godt den nåede frem!
    Håber du kan lide den, og er spændt på at høre din mening en dag. Det er lidt sødt og nok en kende for sødt til mig faktisk, men det gjorde det jo faktisk alletiders at lave deko til. Netop fordi sødmen måtte gakke ud for en gangs skyld!

    SvarSlet
  3. modspil, hvor er jeg bare glad for din kommentar. Det kan godt være at du er en fremmed, men udgangspunktet for bloggen var jo sådan set også, at den var henvendt til 'fremmede'. At bloggen med min mors sygdom og død er blevet noget mere personlig end jeg havde regnet med, betyder faktisk bare at jeg er endnu gladere for kommentarer - fra fremmede eller ej - for det er en kende grænseoverskridende at skrive af og til, men det hjælper mig, ligesom kommentarerne gør det. Og puh, hvor det dog lyder ubehageligt med din mor. Det var faktisk min største skræk lige da min mor blev diagnosticeret - at kræften ville sprede sig til hjernen og hun ville glemme hvem vi var. Det tror jeg ikke jeg kunne have levet med. Min mor blev noget forvirret de sidste dage, men hun vidste helt sikkert, at vi var der. Det er jeg fuldstændig overbevist om. Håber din mor er kommet helt til sig selv igen, og at du får lov at beholde hende mange, mange år endnu!

    fasterfis: Jeg kan sagtens forestille mig det må have været sjovt at lave deko til - jeg var også lige inde og kigge igen, imens jeg lyttede til musikken, og det hænger jo ret godt sammen. :) Det er nok også lidt for sødt til mig, men lad os nu se når jeg har hørt den lidt mere.

    SvarSlet