torsdag den 7. marts 2013

I see no greater wisdom than she has given me

Min mor og hendes veninde, engang i halvfjerdserne
Det er tre måneder siden min mor døde i dag. Det forstår jeg ingenting af. Og det er ikke bare noget jeg siger - jeg kan virkelig ikke forstå, at der allerede er gået et kvart år - det er længere tid end den tid vi fik lov at have med hende, da vi fandt ud af hun var syg. I søndags skrev jeg for første gang om min mors død på facebook, ved lidt henkastet at poste et billede af hendes gravsten. Jeg har en underlig forestilling om vigtigheden i at opretholde en fuldstændig neutral karakter på facebook - når jeg er ked af det, dukker gamle Tine frem igen, og hun er altså sikker på, at de fleste mennesker grundlæggende vil mig det dårligt. (Jeg fisker virkelig ikke efter at få at vide, at det ikke er sådan, for det ved jeg for det meste godt. Har bare stadig en fornuftig distance til min hjemby og min folkeskoleklasse (der selvfølgelig også er blevet ældre og ganske sikkert meget søde), som jeg ikke nødvendigvis har et behov for at bryde.) Det virker også helt fjollet, når jeg er så personlig her på bloggen - men jeg tænker ikke altid lige rationelt. Nå, men folk var jo søde til at kommentere og 'like', og det affødte et par privatbeskeder fra flere af mine bekendte, der enten har oplevet det samme, eller bare ville udtrykke deres medfølelse. Det var rart. 

Jeg savner hende helt vildt, og samtidig føles det nogle gange som om, jeg ikke savner hende nok. Det snakkede jeg rigtig meget med min søster om, da jeg var hjemme, for hun har det på præcis samme måde. Vi kan begge blive fyldt af en altoverskyggende dårlig samvittighed over ikke at savne nok - for hvorfor kan vi overhovedet fungere, og hvordan står vi overhovedet ud af sengen om morgenen? Vi er begge blevet mødt af opmuntrende kommentarer, der fastslår at vi altså klarer det meget bedre end nogen havde regnet med - men i stedet for at være taknemmelige, får det os til at tænke at vi ikke er kede nok af det. Vores mor var den bedste i verden, og hun var så vigtig for os, at jeg burde være ked af det hele tiden (selvom hun selvfølgelig ikke ville ønske det for os). Når min søster siger det, kan jeg sagtens prøve at overbevise hende om, at det naturligvis ikke er tilfældet, og at mennesket simpelthen bare har nogle overlevelsesinstinkter der ikke lader én ligge under dynen og græde hele tiden, men det bliver straks sværere at sige det til mig selv.

Der kører også ret mange andre ting rundt i hovedet på mig i øjeblikket, og det forstærker nok også sorgen lidt. Det har sgu været lidt en træls uge (på nær i går, hvor jeg havde dejligt besøg af Nanna), men så længe jeg ved hvorfor jeg er ked af det og ved, at det holder op (eller holder pauser), så er det ikke så slemt. Det, der også fylder er min umiddelbare fremtid - jeg er ikke længere sikker på, at en kandidatuddannelse er det rigtige for mig lige nu, men det er en helt anden historie.

4 kommentarer:

  1. Jeres Mor har to stærke damer ud i livet. I savner måske ikke hele tiden, men det er måske fordi hun var så vigtig. Hun gjorde jer til dem i er, og det er to væsner der kan klare sig uden en mor. Hun har lært jer, at klare jer uden hende, og det er da en af de vigtigste ting en mor kan give hendes børn.

    Og dårlig samvittighed skal i skisme ikke have, for man savner når man savner, er ked når man er ked. Og det kan man heldigvis ikke gøre hele tiden.
    Mon ikke jeres gode afsked med jeres mor også har noget med det at gøre.

    SvarSlet
  2. Tusind tak, Pille. Du har nok ret. Vi troede bare ikke vi var så stærke. Især ikke min søster, der var sammen med min mor hver eneste dag - hverken hun eller jeg troede, at hun ville kunne klare sig uden min mor. Men på mirakuløs vis går tingene jo alligevel. Og det der med at savne ved vi selvfølgelig godt. Det føles bare stadig lidt forkert, når man ikke er ked af det hele tiden. Men du har nok ret i, at vi fik den bedst tænkelige afsked med hende, og det betyder helt sikkert rigtig meget.

    SvarSlet
  3. Nu hyler jeg jo helt vildt :(

    SvarSlet
  4. Søde lille søs. Det må man også gerne.

    SvarSlet