onsdag den 24. april 2013

he talked to me like I was smart

Har været lidt fraværende de sidste dage, men igår forsvandt den kæmpestore kampesten, der har ligget tungt på mit hjerte siden jeg fik en mail fra min chef i sidste uge. Mailen var helt ærligt lidt selvmodsigende - noget med flere timer og ny kontrakt, men også med beskeden om, at jeg fra første september ville gå tilbage til en enkelt vagt om ugen. Én vagt om ugen gør det lidt tricky at betale husleje, købe mad og generelt leve, så jeg håbede jeg havde misforstået noget. Den opklarende mail gjorde mig dog ikke gladere - beskeden 'vi snakker om det, når du kommer på arbejde' bekymrede mig, og jeg var ved at tude, da jeg tog på arbejde i går. En af mine fineste spidskompetencer er at tage sorgerne på forskud, og i mine tanker var jeg allerede på vej ned på jobcenteret og videre ud i alkoholisme og joggingtøj. Men min chef viser sig igen som verdens bedste (kaskader af dårlig samvittighed væltede straks ned over mig, for jeg har måske været... skeptisk omkring hans intentioner de sidste dage), og tilbyder mig tre-fire vagter om ugen i TO ÅR. Ikke bare julen over, ikke bare til vinteroptag på uddannelserne, men i potentielt to år, hvis det nu tager mig lidt længere tid at komme ovenpå igen. Mine enormt tågede fremtidsplaner siger mig, at to år er for meget, men det er så rart at have den sikkerhed. Første september totusindogfemten går jeg tilbage til én vagt om ugen, men den tid, den sorg.

Konfirmationen i søndags gik fint, hvis nogen måtte sidde i åndeløs spænding og vente på beretninger derfra. Blandt højdepunkterne var en fodboldquiz, hvor min søster og jeg på forhånd var udnævnt som det ene hold - det pirkede da en smule til min socialfobi at skulle stille mig op foran halvfems mennesker jeg overhovedet ikke kendte, men no worries - jeg var alligevel ikke hurtig nok til at svare rigtigt på et eneste spørgsmål. Måske fordi halvfjerds procent af dem handlede om FC Barcelona, som min fætter forguder. Første spørgsmål (helt klart til ære for min søster og jeg) lød: 'Hvad hedder målmanden i AaB?', og jeg blev så befippet, at jeg på bedste Tourettes-manér var ved at råbe JIMMY NIELSEN, JIMMY, JIMMY, selvom han ikke har spillet for os siden nul-otte. Der var min fætter også hurtigst med det rigtige svar - Nicolai Larsen, hvis nogen skulle være i tvivl (det plejer jeg ikke selv at være) - og det var jeg ham faktisk ret taknemmelig for bagefter. 

Min kæreste er kommet hjem! Hans fly fra Bologna blev aflyst - ligesom sidste gang han skulle flyve fra Bologna - men efter lidt heftig insisteren kom han med et andet, direkte fly til København sent mandag aften. I går arbejdede jeg som sagt, og i går aftes spillede han koncert, så dér så vi heller ikke hinanden særlig meget, men i aften skal vi hygge! Vi går all-in med dyne i sofaen, italiensk is og Game of Thrones, og det har jeg glædet mig til lige siden han tog afsted. Nu tager jeg et smut i Zoo og viser min nye neglelak til isbjørnene - god onsdag til jer! 

3 kommentarer:

  1. R. har da altid styr på det. :)

    SvarSlet
  2. Hvor er det dejligt at høre :)
    Folk er rent faktisk søde, som regel!
    Du skal prøve guld neglelakken! (ellers smid den min vej :D)

    SvarSlet
  3. Chrelle - Tjah, tjoh... For det meste har han styr på det. :)

    Mette - Ja, det er så dejligt det gik i orden. Jeg har faktisk guldneglelakken på i skrivende stund! Den er megapæn.

    SvarSlet