fredag den 12. april 2013

where the sidewalks strangled you

I går havde jeg en (lidt for optimistisk, viste det sig) plan om at mødes med min far på Christianshavn, når han kom til København for at demonstrere sammen med alle de andre lærere i hele landet. Bussen skulle parkeres ved Bella Centeret, hvorfra de skulle tage metroen til Christianshavn og gå ind over Knippelsbro til Christiansborg. Vi havde godt nok aftalt, at han bare skulle skrive når han var i metroen, men jeg er altid i sygeligt god tid, så jeg stod i et hav af mennesker ved metronedgangen et kvarter før de skulle være der. På daværende tidspunkt havde jeg i øvrigt lige givet en hjemløs en krammer, så jeg var skubbet gevaldigt uden for min comfort-zone. Må hellere lige nævne, at det ikke var det faktum at han var hjemløs, der generede mig - det er mest det med at kramme folk, jeg overhovedet ikke kender (ofte også dem jeg kender) der kan være lidt overvældende. Meeeeen, min far var forsinket. Og så var metroen proppet. Jeg endte med at stå i næsten tre kvarter og spejde forgæves efter en gruppe med neongrønne t-shirts (er sikker på farven var rigtig god til min far), indtil han ringede og sagde, at de andre havde besluttet at gå ind til Christiansborg i stedet. Hvilket de gjorde - over Langebro. Kunne ikke overskue at lede efter ham blandt fyrretusinde lærere i friske farver og fornuftigt fodtøj til tonerne af Rasmus Nøhr, så jeg gik hjem igen. Og var liiiidt ked af det, men heldigvis skal jeg se min far og min søster i næste weekend til min fætters konfirmation. 

1 kommentar: