torsdag den 9. maj 2013

maybe I had lied when I said I was OK

I går var jeg rigtig, rigtig ked af det. Så ked af det, at jeg for første gang var nødt til at tage hjem fra arbejde, for det gik ikke over som det plejer at gøre - det blev bare ved og ved og ved. Det gjorde ondt helt ind i knoglerne, og hele eftermiddagen var jeg fuldstændig overvældet af sorg. De sidste måneder har jeg selvfølgelig været ked af det ind i mellem, men ikke som i går, hvor jeg længe ikke kunne se nogen ende på det. Jeg har lidt en fornemmelse af, at jeg går og venter på noget, et-eller-andet, der skal vende den her situation, at nu har min mor været død længe nok, og nu kunne det egentlig være ret fedt hvis hun kom tilbage. Altså, det kan vel ikke være meningen, at jeg skal undvære hende resten af livet? Hvordan kan det på nogen måde være rimeligt? Der er også flere der har sagt til mig, at jeg ikke skal gå så meget op i datoer. At jeg ikke skal være ked af det på månedsdagene for hendes død, og at det ville være meget nemmere for mig at prøve at glemme det. De siger det KUN for at hjælpe, det ved jeg godt, men det er slet ikke en reel mulighed for mig ikke at tænke lidt ekstra på hende den syvende, for hun er i min underbevidsthed konstant, og sorgen er aldrig længere væk, end at den hurtigt lige kan vise sit fjæs på de mest upassende tidspunkter. Desuden var jeg slet ikke så ked af det i tirsdags. Jeg kan bare godt lide at vise et billede af hende af og til; det får mig til at smile, og jeg bliver glad, når jeg får at vide hvor meget jeg ligner hende.

I dag går det bedre igen. Når jeg vågner om morgenen, kan jeg næsten altid mærke om det bliver en god eller en dårlig dag. Der er stadig et klart overtal af de gode dage, og jeg har også efterhånden lært, at en dårlig morgen altså ikke nødvendigvis behøver betyde en dårlig dag. Men jeg ser virkelig frem til at starte i sorggruppen snart. Det tror jeg bliver godt for mig. I dag vil jeg hygge mig med min kæreste og Jimmy, i morgen skal jeg på arbejde igen, og på lørdag skal jeg til Nannas fødselsdag og drikke øl med en hel bunke søde mennesker. Det glæder jeg mig til. Jeg kunne heller ikke lade være med at bruge lidt penge på nye dyr til mig selv og lejligheden, men jeg har ikke rigtig noget imod at være glad for materielle goder - og glad bliver jeg, når jeg kigger på den fine ræv.  

4 kommentarer:

  1. Jeg ville ønske at jeg havde været der i går da du var ked af det. Så havde jeg aet dig på kinden og givet dig et kram og sagt: Øv, noget lort. Det er stadig noget lort. Og det er synd for dig. Og gid jeg kunne sige eller gøre noget for at lindre smerten."

    Jeg kan virkelig godt forstå at du glæder dig til at starte i den der sorggruppe. Det må være en lettelse at tale om sin sorg til nogen der selv har oplevet noget lignende. Og når de siger at de godt forstår din smerte, så forstår de det faktisk. Det gør jeg jo ikke. For mig er det blot en kæmpe smerte at se dig være så ulykkelig. Selvom du ikke er det hele tiden. Men det skær i mit lille hjerte. For det er bestemt ikke fair.

    Jeg glæder mig til at se dig lørdag.

    Alskens kærlighed.

    SvarSlet
  2. Igår snakkede jeg med Eva om det samme. At nu havde hun været væk længe nok og at hun altså godt må komme tilbage nu.
    Jeg har også haft det skidt igår og især i dag. Pisbæ..

    SvarSlet
  3. Nu har min farværet død i 5 år, og selv om han var en fordrukken fætter og det på en måde var en lettelse at han døde, så tænker jeg også at nu må han gerne lige snart komme tilbage. Du er helt normal, tine, for vi andre har det også sådan, men dem vi har mistet, som betyder noget.

    Jeg synes på en måde at det er rart at tænke at vi har det sådan, fordi vi holdt af dem. Tænk hvis vi bare glemte dem. Det havde da været det mest triste.

    Det er godt at du mærker efter selv, og ved hvilket tempo din sorg skal tages i. Det er trods alt ikke særligt længe siden du mistede din mor.

    Godt du skal starte i sorggruppe, men indtil da, så har du da vist os på bloggen som en alternativ sorggruppe.

    SvarSlet
  4. Tak for jeres virkelig søde kommentarer!

    Nanna, du hjælper mig altså utrolig meget, og det er heller ikke fordi jeg tror jeg får en åbenbaring ved at snakke med nogen, der har prøvet præcis det samme. Du holder jo også enormt meget af din mor, så jeg tror såmænd godt du kan sætte dig lidt ind i det. Jeg sætter i hvert fald meget stor pris på at snakke med dig om det.

    Mette, ja, det er mærkeligt. At hun ikke kommer tilbage. Det kunne hun altså godt tage at gøre. Men det er helt okay at være ked af det!

    Fasterfis, du har ret, I er min lille alternative sorggruppe, og desværre er der jo også flere imellem jer, der har prøvet det samme. Og ja, det ville være trist, hvis vi bare glemte dem. Sorgen er jo bare et udtryk for, hvor meget de har betydet for os. Der er ikke engang gået et halvt år, det er vist helt normalt at blive rigtig ked af det en gang imellem.

    SvarSlet