tirsdag den 14. maj 2013

without you my life would be boring

I går var jeg til en koncert som jeg har ventet på i syv år; lige siden Nanna og jeg helt overstadige trådte ud af Vega efter den sidste The Knife-koncert i nul-seks. Jeg havde brugt hele dagen på at læse anmeldelser af søndagens koncert, og jeg var ærlig talt lidt bekymret, eftersom koncerten blev svinet til og rakket ned i kommentarerne af alle andre end anmelderne selv. 'Kejserens nye klæder!', 'dilletantisk højskoledanseforestilling', 'ren playback' og så videre. Selv folk, der hævdede de var inkarnerede The Knife-fans måtte udvandre, og jeg vidste efterhånden slet ikke, hvad jeg gik ind til. Men som så mange gange før viste det sig, at folk bare skal slappe lidt af og holde op med at være så snævertsynede. Okay, The Knife er ikke (længere) for alle, men jeg blev altså hverken chokeret eller provokeret over deres nye tilgang til begrebet 'koncert', jeg var tvært imod rigtig godt underholdt. 

Kritikken går på, at showet var en danseforestilling og ikke en koncert, og folk 'har ikke betalt tohundredehalvtreds kroner for at høre en plade blive sat på og se mennesker, der ikke engang er bandet, danse forvildet rundt.' Det er useriøst. Det meste af musikken var fra backtracks, ja, men sådan er det som regel til elektroniske koncerter - og det var altså også tilfældet sidste gang de spillede. Vokalen var til gengæld overhovedet ikke playback, og Karin Dreijer var tydeligvis en af de otte dansende, der leverede et helt utroligt festligt show. For et show var det - og det var et godt et af slagsen. De prøvede græser af - og krydsede dem - og selv jeg synes måske alligevel, at det var liiiige avantgarde nok at spille hele den hårdtpumpede Full of Fire playback, mens danserne stod helt stille i en gruppe i den ene side af scenen. At lade det ødelægge en hel koncert synes jeg dog er mærkeligt. Vi var seks mennesker afsted, og bagefter var der kun én af os, der gerne ville have set en mere konventionel koncert. 

The Knife deler vandene med Shaking The Habitual - både pladen og touren. Indrømmet - ved første gennemlyt var jeg en lille smule skuffet, men forgængeren Silent Shout er også en af mine all-time-yndlingsplader, så mere i samme stil havde ikke gjort mig noget. Den nye skulle dog bare have lidt tid og plads til at vokse, og jeg er blevet virkelig glad for den, på trods af de hæslige farver, der gør pladen svær at kigge på i længere tid af gangen. Min chef blev dog nærmest vred da han hørte den; han solgte promte sin billet til koncerten og mumlede noget med 'kommercielt selvmord', men det kan jeg altså kun grine lidt af. Jeg elsker stadig The Knife, deres markante holdninger og fængslende musik.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar