mandag den 17. juni 2013

run and run and too much fun today

Lørdag eftermiddag begyndte det at regne mere og mere. Vi sad komfortabelt indenfor med øl og snacks, og det var virkelig svært at tage sig sammen til at gå ud i vejret. Da det holdt op med at tordne, ringede vi dog efter en taxa, da vi lige så godt kunne få det overstået. På taxaturen (med en utrolig århusiansk chauffør, der 'fandme aldrig havde hørt om Nick Cave og Flaming Lips') begyndte det at klare op, og da vi stod foran scenen og lyttede til den sidste (rigtig gode) halve time af Alt-J, var det holdt helt op med at regne. Helt fantastisk timing! Samtidig var der lørdag rent faktisk til at ånde på pladsen, da rigtig mange mennesker gik hjem for at skifte tøj og få varmen, og da jeg også var lidt småfuld, var det en rigtig god start på aftenen.

Første hele koncert vi så var amerikanske Imagine Dragons, som jeg overhovedet ikke kendte på forhånd - men der er stor sandsynlighed for, at de kunne blive en lille guilty pleasure hos mig. En utrolig energi og spilleglæde på scenen, en helt fantastisk mullet hos forsangeren, samt fængende omkvæd, der bringer tankerne hen på The Killers er opskriften på succes i min bog. Efter koncerten mødtes jeg med Nanna og Kristine, og vi stillede os op til Nick Cave and the Bad Seeds i rigtig god tid for at kunne se. Havde flere diskussioner med høje mænd, der mente de skulle stille sig lige foran os, men det lykkedes da at få et nogenlunde udsyn - og en virkelig god lyd. Det er fjerde gang jeg ser Nick Cave, og lørdagens koncert var nok også den bedste. Jeg er ret vild med den nye, mere afdæmpede plade - men det var også fedt at høre gamle, larmende numre som 'From Her To Eternity'. Forlod min plads lidt før koncerten var slut (for at nå i toiletkøen inden den blev uoverskuelig), og det tog mig næsten fem minutter at mase  mig igennem folkemængden - alle så Nick Cave.

Derefter var det videre til The Flaming Lips, som jeg også havde glædet mig rigtig meget til. Dem har jeg også set seks eller syv gange efterhånden - men det har været det festlige show med balloner, konfetti og Wayne Coyne i en kæmpe plasticboble, og dette forår har de udsendt en særdeles deprimerende plade, der ikke lægger op til fest på helt samme måde. Et spektakulært sceneshow havde de dog stadig - Wayne stod på en kæmpestor piedestal med en babydukke svøbt i et tæppe(!) i armene med stjerner og måner i baggrunden. Jeg tror koncerten delte vandene lidt, men jeg var personligt rigtig glad for at se noget lidt andet fra syrehovederne end den vanlige fest. Paradoksalt nok var det covernummeret af David Bowies 'Heroes' der vakte størst begejstring blandt publikum - men det var nu også en rigtig fed version. Jeg kom til at tude lidt til 'Do You Realize?', fordi jeg har hørt den rigtig meget når jeg savner min mor, men jeg græd kun fordi det var så smukt. Jeg elsker Wayne Coyne. Lørdag var en virkelig god koncertdag med Flaming Lips som en tæt runner-up til Northsides bedste koncert (prisen tager Tegan and Sara), og jeg gik glad og opløftet fra pladsen.

Igår vågnede jeg efter en middagslur og havde rigtig ondt i maven. Eftersom der ikke var nogle koncerter jeg ville se søndag, blev jeg på Rasmus og Vivians sofa og så tv-serier og drak cola hele aftenen, mens resten af festivalen blev enige om, at Portishead var det største nogensinde. Jeg har haft en rigtig god festival, men jeg kommer kun næste år hvis der bliver lidt bedre plads. I dag tager vi videre til Skive og besøger Simons forældre, og i morgen skal jeg hjem til Jimmy.   

1 kommentar: