torsdag den 27. juni 2013

Stephen King - The Langoliers

Har senest kastet mig over novellesamlingen 'Four Past Midnight', hvor den mere end trehundrede sider lange The Langoliers starter festen med et brag. Alle fire historier rummer elementer af den mere overnaturlige horror, som Stephen King virkelig behersker til fulde,  og The Langoliers har derudover også elementer af både science fiction og fantasy. Det er meget at bide over, og novellens største svaghed er da også dens længde. Hundrede sider kortere, og det havde været en meget effektiv og skræmmende suspense-historie. To hundrede sider mere, og det havde været en karakterdrevet, postapokalyptisk fortælling om tidsrejser og alternative dimensioner, men i dens nuværende format er den faktisk både for lang og for kort. Det er for meget at blive præsenteret for hele ti personers forhistorie, når det kun er et par enkelte karakterer, der er rigtigt interessante. I min research af historien har jeg dog fundet ud af, at rigtig mange læsere er glad for netop længden, og der er bred enighed om, at The Langoliers er samlingens bedste historie. Det er jeg ikke enig i. Når det er sagt, har jeg faktisk et lidt nostalgisk forhold til The Langoliers, som jeg læste rigtig tidligt i mit møde med Stephen King, og selve historien er ret spændende.

Et stort, propfyldt nattefly er på vej til Boston, da de støder på noget meget mærkeligt vejr. Da et par af passagererne vågner efter en god skraber, finder de et næsten mennesketomt fly på autopilot over de mørke skyer. Næsten alle passagerer og hele besætningen er forsvundet, men har efterladt sig smykker, pacemakere og parykker, hvilket er ret foruroligende. Heldigvis (what are the odds?) er en af de tilbageblevne passagerer tilfældigvis pilot, og han kan flyve dem alle i sikkerhed i Bangors lufthavn i Maine. Der er dog flere ting der indikerer, at de er landet i fortiden; lufthavnen er helt mennesketom, der er ingen brus i colaerne (gisp!), og det hele er bare lidt mere fladt. Og de ti overlevende skal snart få at se, hvordan fortiden i bogstavligste forstand bliver ædt op af mærkelige monstre, der er tidens vogtere eller noget i den dur. Det er faktisk ret spændende, men hovedfortællingen bliver hele tiden udskudt af subplots, der er helt uendeligt ligegyldige. På de sidste halvtreds sider tager tingene dog for alvor fart, og novellen har heldigvis en ganske hæderlig slutning, der trækker helhedsindtrykket en anelse op.       

Filmen er en næsten 1:1 gengivelse af novellen (helt ned på dialogniveau), hvilket virkelig giver nogle døde perioder i den tre timer lange tv-film, og skuespillet er simpelthen så ringe, at den ellers til tider underholdende historie bliver fuldstændig ødelagt. Især den blinde pige Dinah er sygt irriterende, spiller virkelig dårligt og ligner en cross-dressende, mærkelig dreng. Min favoritkarakter på både skrift og skærm er forfatteren Bob Jenkins, der i filmen bliver portrætteret af Dean Stockwell, der spiller en rigtig fed rolle i Battlestar Galactica. Den sidste time er ret underholdende; for her får vi endelig de helt latterligt ringe 'langoliers' at se. Det er helt seriøst det mest åndssvage monster, jeg nogensinde har set på film. Det virkede en lille smule på skrift - det virker på ingen måde på skærmen. Den sidste tredjedel byder i øvrigt også på en kort gæsteoptræden af Stephen King himself, og han må jo åbenbart være ganske tilfreds med filmatiseringen. Jeg synes desværre bare, at den er dårlig på den dårlige måde.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar