fredag den 19. juli 2013

you have to make the equation work

Vi boede i en by ved navn Quedlinburg i den nordøstlige del af Harzen, og den kunne prale af intet mindre end tretten hundrede bindingsværkshuse fra seks forskellige århundreder og i meget forskellig stand. De fleste var SÅ smukke og hyggelige; resten var ved at blive det - desværre boede vi i et af sidstnævnte, hvilket sidste billede tydeligt viser. Udlejerne havde lige 'glemt' at nævne, at huset var ved at gennemgå en meget omfattende restaurering, og vores lejlighed lå derfor ikke i helt så idylliske omgivelser, som vi havde regnet med. Det gjorde nu ikke så meget. I løbet af dagen var vi alligevel ikke ret meget hjemme, så det var kun for alvor slemt mandag morgen syv minutter over syv, da håndværkerne begyndte at kaste teglsten ned fra fjerde sals højde...

En gåtur rundt i Quedlinburg byder på sjove detaljer, skæve vinkler og yndigheder i overflod. Der er simpelthen så meget at kigge på, og jeg blev helt forelsket i alle de gamle huse. Jeg kunne såmænd godt nøjes med et af de helt små og smalle; så måtte sengen bare stilles på den anden led, hvis det kniber med pladsen. Min hjemby Mariager har lidt af den samme atmosfære med brosten og bindingsværk - dog i noget mindre skala - og med mange års træning i netop gåen-på-brosten, kunne vi komme noget mere elegant frem på de små gader end de andre turister.

3 kommentarer:

  1. Hvor er du smuk i din nye kjole. Nyder at læse om din ferie :) Losepottemuld

    SvarSlet
  2. Tusind tak, søde Louise! Jeg er glad for du kan lide at følge med, selvom jeg måske viser liiiidt for mange billeder. :)

    SvarSlet
  3. Nej nej nej. Jeg elsker dine billeder. Aldrig stop med så mange af dem :)

    SvarSlet