mandag den 12. august 2013

Rutu Modan - Exit Wounds

I sommerferien har jeg genlæst en række af mine graphic novels, blandt andet Exit Wounds af Rutu Modan. Den er fra 2007 og en af de graphic novels jeg ikke anede nogetsomhelst om, før jeg hev den ned fra hylden i Faraos Cigarer for et par år siden - jeg kan godt lide at blive overrasket, og køber af og til en næsten tilfældig bog. Jeg har en virkelig lækker hardback-udgave, der gør den til en ren fornøjelse at læse, og det var helt klart den primære grund til, at det var dén der kom med hjem den dag. Anede f..eks ikke, at Rutu Modan var en kvinde før jeg havde læst hele historien, men det glæder mig, for jeg er ikke stødt på ret mange kvindelige tegnere, og endnu færre jeg rent faktisk har kunnet lide. Hun er også fra Israel, ligesom historien foregår i Tel-Aviv, så på den front er den også markant anderledes end alle de amerikanske, akavede mænd jeg normalt læser.

Historien handler om den unge taxachauffør Koby, der en dag bliver ringet op af den kvindelige soldat Numi, der overbringer ham nyheden om at hans far muligvis er blevet dræbt ved et selvmordsangreb. Koby har ikke snakket med sin far længe, og han har egentlig ikke lyst til at finde ud af sandheden, men han deltager alligevel modstræbende i  eftersøgningen. Dette er rammefortællingen, men historiens største force er de tilfældige øjeblikke, der opstår undervejs. Numi og Koby på udflugt ved stranden er smukt tegnet og ganske rørende - især fordi man på det tidspunkt har vænnet sig til tegnestilen, der i starten virkede lidt for tilfældig og sløset. Farverne er så smukke, og dialogen simpel og præcis, og så er det et unikt indblik i en helt anderledes kultur, der dog samtidig appellerer bredt og har relevans for alle læsere.

Det er også en kærlighedshistorie, men en lidt besynderlig en af slagsen. Numi, der er i starten af tyverne, har åbenbart haft et forhold til Kobys meget, meget ældre far, og det virker altså en anelse bizart. Men Numi har i forvejen et lidt anstrengt forhold til sin meget rige familie med den utroligt smukke mor og endnu smukkere søster, da hun selv er temmelig tomboy-agtig. Måske virker det lidt upassende med den spirende kærlighed mellem Numi og Koby, men det virker samtidig som et noget sundere forhold. De er begge lidt akavede på deres egen måde, men det er åbenbart et universelt karaktertræk ved hovedpersoner i graphic novel-genren. Exit Wounds siger så meget med få ord, og jeg kan kun anbefale den.   

3 kommentarer:

  1. Den lyder virkelig god. Det er ved at være rigtig mange år siden jeg har læst tegneserier. Det kunne være at jeg skulle starte op på det igen. Tak for anmeldelsen, den lyder vildt spændende.

    SvarSlet
  2. Det er skægt med tegneserier - det har aldrig rigtig sagt mig noget, udover Jumbobøgerne og ikke mindst Barbiebladene, jeg læste i som barn. Min kæreste er tilgengæld udpræget Tintin og Superhelte-fan, så var i Faraos Cigarer i KBH sidste år, efter en gave - og jeg må godt nok indrømme at det var en fed butik. Sikke et udvalg :D
    Gad vide, om man skulle give det en chance?

    - Anne

    SvarSlet
  3. Tusind tak for jeres kommentarer - og det lyder næsten til, at I er klar til at kaste jer ud i noget tegneserielæsning! :) Jeg synes dog stadig, at der er en vigtig distinktion mellem tegneserier og de såkaldte graphic novels, hvor sidstnævnte oftest er en enkelt, afsluttet (og tit også mere 'moden') historie, mens tegneserier oftest kan betegnes som et kapitel i en bog - hvis det giver mening. Har nu også læst virkelig mange tegneserier gennem årene, men lige nu er det graphic novels, der har vundet mit hjerte.

    Et godt sted at starte kunne være med Craig Thompsons 'Blankets' eller 'En Dyne af Sne', som den hedder på dansk. Den er virkelig fin, rigtig god og rørende historie, og fine tegninger, der ikke afskrækker nogen. :)

    SvarSlet