onsdag den 7. august 2013

too many years built in to memories

Jeg savner min mor så frygtelig meget. Men jeg er heldigvis ikke længere automatisk ked af det, bare fordi det bliver den syvende. I dag har været en ganske god dag, selvom jeg har haft en knaldende hovedpine (troede min cola-nedtrapning var synderen, men nu er det vist til at udvikle sig til regulær sygdom.) Det er i dag otte måneder siden hun døde, og selvom jeg siger det hver gang, er det mig ubegribeligt hvor tiden bliver af. Jeg kan ikke forstå, at livet bare fortsætter, og at jeg nu er nået til det punkt, hvor folk spørger mig hvad der er galt hvis jeg er ked af det - det er ikke længere en selvfølge, at det er fordi jeg mangler min mor. For dem, altså. For mig fylder det stadig næsten det hele. Men det har gjort en enorm forskel at starte i den gruppe. Terapeuterne er for så vidt fine nok, men det er muligheden for at spejle mig selv i de andre, der virkelig hjælper mig. Jeg har på det seneste døjet lidt med dødsangst - jeg er blevet frygtelig bange for at miste folk omkring mig, men især min far. Og selvom det ikke helt fjerner følelsen, så hjælper det mig at vide, at det er helt normalt at tænke sådan. Det er virkelig rart at kunne mærke noget fremgang, men igen fyldes jeg mest af følelsen af, at hun har været væk længe nok nu. Det kunne altså være meget fedt, hvis hun snart kom tilbage.   

3 kommentarer:

  1. Hvert er ord rammer Tine. Tænk at der er gået så længe og alligevel virker tiden så uendelig kort. Losepottemuld

    SvarSlet
  2. Puuh ha. Sidder helt med tårer i øjene. Føler virkelig med dig. Får nogle gange også angstanfald når jeg tænker på hvis der skulle ske noget med en i min familie.
    Tomrummet efter din mor forsvinder nok aldrig helt. Selvom det bliver mindre med tiden.

    SvarSlet
  3. Tak for jeres fine kommentarer. Det er rigtig ubehageligt at opdage, at de mennesker, der er allertættest på én også kan dø. Hun vil altid mangle i mit liv, men jeg tror bestemt også, at det bliver nemmere at acceptere med tiden.

    SvarSlet