torsdag den 1. august 2013

weary waiting to come closer




Ballonen fløj ikke i går, fordi det blæste en lille bitte smule. Jeg havde svært ved at skjule min skuffelse, og hele dagen holdt jeg øje med himlen i håb om at se den stige til vejrs. Det skete først i går aftes, hvor jeg ved synet udbrød et glædesråb så højt, at jeg forskrækkede min kæreste, og Nicolaj og jeg skyndte os derhen. Vi stod forventningsfulde i kø i tre kvarter - kaptajnen tog kun seks mennesker med ad gangen, og turen varede ti-femten minutter hver gang, men endelig stod vi forrest i køen. Det var dog begyndt at blæse op, og ballonen fløj lidt længere ud over vandet end den burde, og pludselig kom en sur mand og sagde 'no more flights.' Der var jeg seriøst ved at tude - så tæt på, men alligevel så langt fra. Men nu skulle det altså være, så i morges stod vi tidligt op og stod klar da de åbnede, og så fik vi endelig vores tur. Det var hele ventetiden værd! Var godt nok ikke så kæphøj da ballonen begyndte at stige til vejrs, men efter et par minutter i 150 meters højde slappede vi helt af og nød den helt formidable udsigt.

3 kommentarer:

  1. Årh, det er flot, det nederste billede! Og kan godt i ikke gav op!

    SvarSlet
  2. Du er modig! Godt, at I var så vedholdene, når turen vakte glæde (:

    - Kit

    SvarSlet
  3. Ja, det var virkelig alle strabadserne værd. :) Er også ret glad for det nederste billede!

    SvarSlet