lørdag den 28. september 2013

I feel like going home but at the same time I don't

Jeg fik et lille angstanfald på arbejdet i dag. Det har jeg ikke prøvet i årevis, og det var virkelig ubehageligt. Nattens drømme sad stadig i mig da jeg stod under bruseren og begyndte at græde, og så har jeg praktisk talt ikke stoppet siden. Prøvede at tage på arbejde alligevel, for jeg vil så gerne kunne styre det, men i dag var jeg bare for ked af det. Lørdag efter lønningsdag er en butiksansat jaget vildt, og jeg søgte tilflugt i kassen, hvor jeg må have givet den mest uengagerede, øjenkontakt-undvigende og dårlige service nogensinde. Sad på toilettet med hovedet mellem benene i et kvarter, og så gik jeg hjem. 

I dag har Lærke fødselsdag, og min kæreste skal spille til hendes fest. Det gjorde mig også underligt angst at skulle være i rum med en masse mennesker jeg ikke kender, og så bliver jeg altid vildt nervøs når min kæreste skal spille. Jeg sov hele eftermiddagen, for jeg VILLE afsted til Hellerup. Sendte min kæreste i forvejen og tog selv lidt senere afsted, men selv i bussen måtte jeg kæmpe for at holde tårene tilbage. Min kæreste mødte mig udenfor, men jeg kunne alligevel næsten ikke få mig selv til at gå ind. Det hjalp at se Lærke og ønske hende tillykke, og et øjeblik troede jeg det ville gå - men det gjorde det ikke. Lærke var så sød og forstående, og jeg håber hun får verdens bedste fest. Min kæreste var lige så sød, og jeg håber han spiller en rigtig god koncert. 

Måtte vente i sytten minutter på 1A, der ved Trianglen blev fyldt af det meste af en gruppe på hundrede mennesker (I kid you not). Nåede til Christiansborg og så, at der var tyve minutter til 2A, og så snuppede jeg en taxa. Det er bare ikke min dag i dag. Nu er jeg hjemme, hygger med Jimmy, kigger på billeder fra sommerens ferier og har det lidt bedre. Er dog lidt rystet over intensiteten af min sorg i dag, men det er også bare et klart signal om, at jeg ikke kan alt det jeg gerne vil endnu. Har arbejdet hele ugen og var dødsenstræt allerede i går, og jeg må blive lidt bedre til at lytte til faresignalerne. Det tyder også på, at jeg virkelig mangler gruppen at græde ud i - jeg tror det er tid til at kontakte psykologen derinde og få en af de samtaler, hun tilbød mig. Nu har jeg fri i tre dage, og i morgen skal min kæreste og jeg ud og gå en laaaaaang tur. Det bliver godt.     

6 kommentarer:

  1. Puhh, sikke en møg dag. Håber at det går bedre i dag. Der er bare nogle dage, hvor man bare skal blive hjemme. Jeg er selv mega dårlig til at lytte til mig selv.
    Men vi lærer det vel på et eller andet tidspunkt. God bedring.

    SvarSlet
  2. Søde Tine. Vil sådan ønske jeg kunne pakke alt det bedste ned i en kasse og sende det afsted til dig for du fortjener det virkeligt. Det er på ingen måde fair at du midt i verdens største sørg skal kæmpe med alt muligt andet urimeligt. jeg håber vi snart ses. Savner dig frygtelig

    SvarSlet
  3. Nanna - ja, det var virkelig, virkelig øv.

    Sine - ja, det må vi altså blive bedre til. Tænkte faktisk også lidt på dig, fordi du netop har sagt du heller ikke altid lytter til dig selv. Lige nu lærer vi det på den hårde måde, men det ville være meget rart at lære det 'rigtigt' engang. :)

    Louise - jeg savner også dig noget så frygteligt. Tak for din søde kommentar, der godt nok fik tårerne frem i øjnene igen, men det gør ikke noget. Jeg har det meget bedre nu, og jeg bliver nok bare nødt til at erkende, at jeg har sådan nogle dage indimellem.

    SvarSlet
  4. Jeg ville sådan ønske at vi boede tæt på hinanden <3

    SvarSlet
  5. Det ville jeg også ønske. Dumme, dumme afstand.

    SvarSlet