fredag den 13. september 2013

Stephen King - Joyland

I juni måned var der endelig nyt fra min mørkemester Stephen King, der meldte sig ind i kampen om opmærksomheden fra sommerferiefolket med den lettilgængelige paperback Joyland. Den er faktisk kun udgivet i det format - King ville forsøge at genskabe idéen med de gamle 'mystery novels' man kunne folde sammen, proppe i baglommen og tage med overalt. Den er næsten skrevet til at tage med på stranden - jeg læste den godt nok i Harzen, men feriestemningen var altså intakt. 

Bogens hovedperson er den unge Devin Jones, der bliver droppet af sin kæreste lige inden han starter på et sommerjob i forlystelsesparken Joyland i North Carolina i starten af halvfjerdserne. Det sender ham i en mindre eksistentiel krise, der dog beskrives næsten nostalgisk af den nu midaldrende Devin. Han bruger sine fridage på at læse Ringenes Herre og lytte til The Doors og finder hurtigt nogle venner blandt parkens andre sæsonarbejdere, og så er det hele måske ikke så skidt alligevel. Til tider er bogen helt coming-of-age-agtig, hvilket er en af mine favoritgenrer. Alting er dog ikke helt normalt - der er noget suspekt ved 'the Funhouse', hvor en kvinde engang blev myrdet og nu hjemsøger stedet. Morderen blev aldrig fundet, men befinder sig muligvis stadig i Joyland... 

Joyland er et hurtigt overstået bekendtskab, men ikke nogen ubetydelig parantes i Kings forfatterskab. Jeg elsker at læse om miljøet omkring forlystelsesparker (en af mine yndlings tv-serier er Carnivále) - faktisk elsker jeg forlystelsesparker i det hele taget, og jeg er vild med at (mindre spoiler) bogen kulminerer på toppen af et pariserhjul. Mystery novels er ikke lige min genre, men her jeg blev drevet frem af en trang til at vide, hvem der stod bag det koldblodige mord. Man bliver aldrig givet helt nok hints til at kunne gætte rigtigt, og det er faktisk meget fedt, for jeg vil hellere bare se historien folde sig ud uden mine spekulationer. Tonen i bogen minder mig lidt om Duma Key - en af mine King-favoritter, som jeg endnu ikke har skrevet om - her er også lange gåture op og ned ad strande og møder med reserverede mennesker i store strandvillaer. Joyland er en solid lille fortælling, der kun fik mig til at glæde mig endnu mere til den kommende Doctor Sleep, der er lige på trapperne.    

2 kommentarer:

  1. den lyder faktisk ok. men AAAH, doctor sleep! 11 dage, yo! har du forudbestilt? (måske et dumt spørgsmål). ved du om den er til at købe i dk, samme dag?

    SvarSlet
  2. Den er mere end ok! Den kan du godt lige høvle igennem på en dag eller to. Nej, jeg har ikke forudbestilt, for jeg får altid de nyeste King-romaner foræret af min søde far. :) Ved ikke om man kan købe den samme dag, men det er ikke utænkeligt at de får den hurtigt i Arnold Busck eller hos Politiken.

    SvarSlet