lørdag den 7. september 2013

this is where the summer ends

I dag er det ni måneder siden min mor døde, men det er stadig ikke engang et år siden hun fik diagnosen. Det er helt sindssygt at tænke på, men jeg kan godt mærke, at efterårets komme minder mig meget om det sidste hektiske efterår. Jeg savner hende ufattelig meget, og jeg er ked af, at sorggruppen er slut, selvom vi heldigvis holder kontakten. Jeg kan mærke en helt enorm forandring i min sorgproces efter jeg startede der - nu kan jeg for det meste sagtens snakke om hende uden at blive alt for ked af det. Man kan ligesom 'skubbe' sorgen til et andet tidspunkt, hvor den er mere passende. Det er en stor hjælp i forhold til mit arbejde, hvor det er rart ikke at blive væltet helt omkuld bare fordi jeg hører 'Do You Realize?' med Flaming Lips.

Billedet er af min mor og hendes bedste veninde, der også har figureret på flere af de andre billeder jeg har vist. Hun havde nemlig fundet en hel bunke billeder min mor frem fra gemmerne og klistret dem på en planche, som hun havde med til min mors begravelse. Det var simpelthen så sødt gjort, og jeg er så glad for, at min mor havde sådan nogle fantastiske veninder. På billedet var de lige blevet færdige som sygeplejersker; noget jeg aldrig selv kunne blive, men som jeg respekterer helt utrolig meget. Især efter de sidste uger i Farsø, hvor jeg mødte nogle helt utrolige af slagsen, der behandlede min mor med bunkevis af omsorg og respekt, og hvor flere af dem fældede en tåre, da hun døde. Folk, der arbejder med mennesker (og som er gode til det), er for seje!    

4 kommentarer:

  1. Årh, det er også bare sådan en fin sang :/ kan godt forstå, at den kan slå dig omkuld. Jeg mistede selv min far for snart 10 år siden, og når jeg læser med på din blog kan jeg sagtens selv huske alle processerne i sorgen. Efter et par år synes jeg det blev nemmere. Men man skænker dem stadig en tanke hver eneste dag.

    Jeg elsker at følge med på din blog, så skriver så fint og åbent og ærligt, og det virker som om der er et meget sympatisk menneske bag ordene :) Og så er jeg vild med at du bruge tekst-bidder som overskrifter, det er lige noget for mit lille musik-nørd hjerte :)

    SvarSlet
  2. Hvor blev jeg bare glad for din kommentar! Det kan slet ikke understreges nok. Det er altid dejligt at få at vide, at man virker sympatisk. ;) Og så er din blog også hurtigt blevet en af mine favoritter, så jeg bliver jo næsten helt starstruck, hehe. :D

    Jeg er så taknemmelig for hele den her blog-verden. Det var også en pige, jeg kun kender via bloggen, der anbefalede mig Børn, Unge & Sorg. Ude i virkeligheden kender jeg nærmest ikke nogen, der har mistet en forælder, men her får jeg jævnligt kommentarer fra folk, der har prøvet det samme. Og som er nogle år længere fremme i sorgprocessen end jeg er. Det er rart at se, at man godt kan udvikle sig til et superfint menneske, selvom man har mistet. :)

    SvarSlet
  3. Haha, mange tak :) Jeg glemmer tit at der rent faktisk er folk der læser min blog nu, så tror altid folk forveksler den med en anden når de skriver noget pænt :)

    Det er sjovt, for jeg har samme oplevelse med folk i blogland som du beskriver. Man "møder" mange mennesker der har været de samme ting igennem, og det hjælper rigtigt meget at læse om andres process. Desværre er det først nu, næsten ti år efter, at min fars dødsfald er så meget på afstand, at jeg har lyst til at dele noget om det med "fremmede". Hans historie er en helt anden, han valgte sin familie fra de sidste par år han levede, og drak sig selv ihjel i en alder af 51. Desværre har jeg stort set ingen mødt ude i den virkelige verden med samme historie, og derfor har mange nok haft svært ved at forstå hvordan man kunne gå fra at nærmest hade ham det ene øjeblik til at være helt opløst af sorg over man aldrig skulle se ham igen det næste øjeblik. Men her i blogland er jeg støt på flere med samme historie, og selvom det ind imellem har rippet op i de gamle sår, så kan jeg også mærke, at det har hjulpet.

    SvarSlet
  4. Ja, jeg har godt fulgt lidt med i din historie på sidelinjen. Kan se, at du også har haft fornøjelsen af at hilse på skønne Pille, der også virkelig har hjulpet mig meget. Min historie er jo ganske anderledes end jeres (som jeg på ingen måde kan sætte mig ind i, og som lyder absolut forfærdelig), og jeg tror denne 'rene' sorg har været nemmere for mig at håndtere. Jeg har haft en årsag til mine tårer - selvfølgelig må man græde, når man har mistet sin mor - og det er en stor forandring fra da jeg var deprimeret, og ikke kunne sætte ord på hvorfor jeg græd. Men hvor er det godt, at du har lyst til at dele din historie i dag. Og at vi kan dele med hinanden - og måske være til glæde for andre, der står i samme situation. Tak for din kommentar.

    SvarSlet