søndag den 20. oktober 2013

and all my metaphors fell flat

Jeg er blevet syg. Småsyg bliver jeg desværre ret tit (mit immunforsvar er åbenbart altid i laveste beredskab), men denne gang er jeg blevet rigtig syg - jeg har selvdiagnosticeret mig selv på internettet med en halsbetændelse, selvom det forhåbentlig ikke er helt så slemt i virkeligheden. I går var det dog slemt nok til at forhindre mig i både at læse, se fjernsyn eller være på computeren, og jeg havde ualmindelig ondt af mig selv. Jeg havde lidt for meget tid til at føle mig sølle, min kæreste er i Århus, og jeg kunne ingenting.

Og så kom jeg til at tænke på min mor, der i de sidste tre måneder af sit liv konstant havde flere smerter og mere ubehag, end jeg nogensinde har været i nærheden af. At hun fra den ene dag til den anden gik fra at være 'rask' (hun var førtidspensioneret med slidgigt) til at være konstant sengeliggende fyldt med kræft over det hele, smerte, bivirkninger og for lidt eller for meget medicin. Jeg tror ikke, at jeg tidligere har tænkt sådan på det. Jeg ved selvfølgelig godt, at hun havde frygtelig ondt, men at det på den måde var konstant - hun havde heller ikke kræfter til hverken at læse bøger, se fjernsyn eller udfylde de notesbøger, hun havde købt til os - det gør mig bare så ked af det. Jeg var ikke så ofte vidne til at se hende have det rigtig skidt - det var faktisk først de sidste dage. Men inden da var hun blevet hentet af en ambulance flere gange (eller én gang? Alting er lidt tåget), skrigende af smerte, og jeg kan slet ikke forestille mig hvor hårdt det må have været for både hende, min far og min søster. 

De sidste måneder har jeg også tænkt meget over rimeligheden i min sorg. Jeg har ikke på nogen måde følt mig skyldig over at være ked af det, men i gruppen har vi snakket om omverdenens forventninger til ens sorgproces. Det er naturligt, at forældre dør før deres børn. Min venindes veninde mistede sin mor som barn, og oplevede allerede fire måneder efter, at folk kunne sige: 'Nå, det er stadig det med din mor, du er ked af'. Jeg har heldigvis aldrig været i nærheden af at opleve nogen sige noget tilsvarende. Men folk er også forskellige, og ikke alle har haft et lige så tæt bånd med deres mor, som jeg har haft med min, så nogle gange kan man komme lidt i tvivl om det rimelige i, at jeg næsten et år efter min mors død stadig har sygedage på mit arbejde, fordi jeg er for ked af det til at være blandt mennesker. 

Det handler bare om, at der ikke er noget som helst naturligt i at se sin mor på femoghalvtreds forsvinde så hurtigt og have det så dårligt - for bare at dø. Ja, mine forældre skal dø på et tidspunkt (tro mig, det er jeg blevet alt for bevidst om nu), men sgu da ikke NU. Når jeg en dag mister min bedstemor, vil jeg være rigtig ked af det - men hun er lige fyldt halvfems, og synes efterhånden ikke det er så sjovt ikke at kunne huske noget som helst. Jeg håber inderligt, at det bliver værdigt og fredeligt, for det er en død jeg kan forstå og acceptere. Min mors sidste timer var bestemt værdige og fredelige, men månederne op til var alt andet end det. Og så kan jeg faktisk godt forstå, at man har brug for mere end et år til at bearbejde den voldsomme oplevelse, det er at miste sin mor på den måde. Det skal jeg bare lige huske mig selv på nogle gange.

Efter at være nået til den erkendelse, har jeg faktisk ikke været så ked af det, og jeg sov meget godt i nat. I morges blev jeg dog ringet op af min veninde, hvis sødeste lille hund Roxy døde i nat. Det er næsten ikke til at bære, for den var lige begyndt at få det bedre, efter et hav af dyrlægeregninger og diagnoser, og så blev den alligevel helt slap i nat og holdt langsomt op med at trække vejret. Det har jeg grædt ret meget over, og så lidt mere over at jeg er for syg til at tage til Frederiksberg og være der for hende. Jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg skulle sige i telefonen, hvortil hun sagde: 'Det er okay, jeg ved jo heller ikke altid hvad jeg skal sige til dig, når du er ked af det,' og det var rigtig rart. Beklager nedtursfaktoren i dette indlæg, men jeg synes altså ikke, at der er så meget at smile af i dag.   

6 kommentarer:

  1. Puh ha Tine. Håber at du er kommet lidt mere ovenpå igen.
    Knus

    SvarSlet
  2. Jeg kigger med én gang imellem, selvom jeg lidt har forladt blogland! Jeg må jo følge med i hvad der sker.
    Og jeg tror faktisk jeg har set dig udenfor en 7 eleven en dag, men jeg turde ikke sige hej, haha.

    Jeg håber du har det godt - nu er det selvfølgelig et følelsesladet indlæg jeg kommenterer på, men som udgangspunkt du ved.

    Jeg synes det lyder virkelig godt at du spekulerer over de ting du gør, og ender med at komme frem til at det er - og at du er(!) helt okay!

    Jeg burde faktisk lære lidt af dig, jeg har sgu holdt sorgen inde lidt for længe på nuværende tidspunkt, og er endt med at gå ned med stress over skole, sygdom og ingen bearbejdning af min far (hvilket man altså også godt må, selvom der om en lille måned er gået 3 år - jeg mangler jo stadig en far!)

    SvarSlet
  3. Tak, Sine. Det er jeg. Nogle gange er det bare sådan.

    Stine, hvor er det godt at høre fra dig! Jeg tænker tit på dig. Næste gang du ser mig, må du altså lige sige hej! Jeg skylder dig SÅ meget, det var jo dig, der introducerede mig for Børn, Unge & Sorg, og det har betydet alt for mig det sidste år.

    Som udgangspunkt har jeg det godt. Jeg er ked af at høre, at det ikke går så godt for dig. Vil du med til nogle af de kommende caféaftener? Der er nogle stykker fra min gruppe, der tager derind. Måske kunne det hjælpe lidt (igen) at være i et forum, hvor folk forstår hvordan det er.

    SvarSlet
  4. Åh, jeg bliver helt glad for at du tænker på mig en gang i mellem, høhø.

    Ja, det er virkelig godt at høre at du har fået så meget ud af det. Jeg ville ønske min gruppe havde holdt lidt sammen efterfølgende, men vi har faktisk aldrig lavet noget.

    Jeg vil faktisk meget gerne med, det ville være hyggeligt (forhåbentlig,haha) er der noget snart?

    SvarSlet
  5. Der er noget den 28. november, men jeg ved ikke helt om jeg tager derind. Vi har ikke snakket om det i gruppen endnu, og jeg skal arbejde helt sindssygt op til jul, så ved ikke om jeg har tid. Hvis vi aftaler at tage afsted, skriver jeg lige til dig på facebook. :)

    SvarSlet
  6. Det må du i hvert fald meget gerne. Så håber jeg du husker mig :)

    SvarSlet