lørdag den 12. oktober 2013

now I've forgotten how to speak

Noget af det bedste ved at være stoppet på studiet er, at jeg har fået meget mere tid til at læse  ikke-studierelevante bøger uden konstant at have dårlig samvittighed. Hen over sommeren har jeg læst denne lille stak, og det har for det meste været en fornøjelse - og en meget varieret en af slagsen. 

Haruki Murakamis 1Q84 er en af de allerstørste læseoplevelser jeg nogensinde har haft. Det er imponerende,  at han kan få flettet noget overnaturligt så elegant ind i firsernes Japan at man næsten ikke lægger mærke til, at der sker noget helt specielt. Jeg læste bøgerne på mine ferier til Quedlinburg og Krakow, og det gav lige historien en ekstra tand magi. Layoutet er også noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Jeg kan virkelig anbefale den - burde skrive meget mere om den, men jeg ved snart ikke hvor jeg skal starte og slutte. 

Yann Martels Pi's Liv (apostroffen er altså nødvendig her) fik jeg af Pernille for år tilbage og nød virkelig at læse den. Efter at have set den ganske underholdende film, fik jeg lyst til at genlæse den, og det var en god idé. Bogen er - som det næsten altid er tilfældet - bedre end filmen, og jeg blev igen en lille smule trist af slutningen, der er en lille smule uforløst. Men jeg gad virkelig godt være ven med en tiger.  

Charlotte Roches Vådområder er virkelig vild! Der bliver snakket meget om Caitlin Moran i blogland - hende har jeg ikke læst (endnu), men jeg kan forstå, at hendes bog blandt andet indeholder eksplicitte fødselscener. Vådområder er også virkelig, virkelig direkte i sit sprog og meget grafisk i sine beskrivelser af kvindekønnet og alt, hvad der dertil hører. (Imens jeg skriver det her, sidder min kærestes venner og snakker om ekstremt ulækre ting - folk, der spiser bussemænd og om at skære hård hud af sine fødder med en brødkniv. Hvis du synes det er for klamt, skal du ikke læse Vådområder.) Hovedpersonen er en ung kvinde, der er indlagt på hospitalet, fordi hun har prøvet at skære en flap af sit... ja, røvhul, og det er gået helt galt. Herfra er det en lang række af mærkelige historier om bizar sex, menstruation og diarré, men det er sært underholdende og virkelig anbefalelsesværdigt. 

Dette Burde Skrives I Nutid af Helle Helle fik jeg i fødselsdagsgave, men der gik lige et par måneder før jeg fik den læst. Da jeg først var startet, lagde jeg ikke bogen fra mig før den var færdig, for jeg elsker Helle Helle, og jeg elsker hendes sprog og umiddelbare simplicitet, hvor alt det usagte hele tiden vokser sig større og voldsommere under overfladen. Den er også rigtig trist, for den beskriver mennesker, der ikke laver så meget andet end at vente på, at det hele går rigtig galt. Jeg ved ikke hvad det er med Helle Helle, og hvorfor hendes romaner og noveller fanger mig i sådan en grad. Altså, der sker jo ikke noget. Det er umiddelbart så langt fra spændingsniveauet i A Game of Thrones som overhovedet muligt, men jeg læser dem med samme intensitet og elsker dem lige højt. 

Lene Skriver Bak har interviewet ni forskellige kvinder i alle aldre i bogen om 'Når Mor Dør', som jeg fandt på tilbud til en tier i Amager Centeret i foråret. De her kvinder har haft vidt forskellig opvækst og oplevelser, men de har alle sammen mistet deres mor - mange af dem tidligt. Jeg synes godt hun kunne have skåret et par interviews, så der kunne komme lidt mere kød på de andre historier, men den var da meget interessant at læse igennem. 

Senest har jeg - som det sidste menneske i verden - læst Jordens Søjler af Ken Follett. Jeg kan forstå, at det en af verdens mest læste bøger, er mange menneskers ubetingede yndlingsbog og at den har betaget mange, der normalt ikke gider læse bøger. Det må jeg stille mig komplet uforstående overfor. Helt seriøst - det er ikke god litteratur. Og bevares, det behøver det heller ikke altid at være (med Stephen King som yndlingsforfatter kender jeg godt charmen ved noget letlæst, god underholdning), men jeg forstår simpelthen ikke tiltrækningen. Det er en spændende historie, men sproget er nærmest dødt, og personerne er så voldsomt karikerede, at det næsten ikke er til at holde ud. Der er ingen mennesker, der er så ubetinget onde eller gode som tilfældet er det her. Så tv-serien bagefter, der ikke var meget bedre - men Prior Phillip lignede min elskede Jamie Stewart på en prik, så der var i det mindste lidt eyecandy.  

   

5 kommentarer:

  1. Åhh jeg mangler virkelig nye bøger at kaste mig over. Tak for info :) kommer du mon snart hjem. Så skal vi i zoo :)

    SvarSlet
  2. årh gad godt der snart kom mere Murakami på gaden. Længes efter nyt, af det du beskriver!

    SvarSlet
  3. Louise - jeg ved ikke, hvornår jeg får tid til at komme hjem. :( Håber det er snart. Jeg vil nemlig SÅ gerne i zoo med dig. :)

    fasterfis - jeg har heldigvis stadig en del Murakami til gode! Men 1Q84 var godt nok i en klasse for sig, synes jeg.

    SvarSlet
  4. Hehe det var sjovt da du læste Murakami og ikke ville spise chips fordi du ikke ville fedte bogen til ;)

    SvarSlet
  5. Mette, du lukker bare! :) Man skal være nænsom over for sine bøger.

    SvarSlet